Overbeskyttende mødre og piger i glasslotte

”Alt eller intet” er en drivende sentimental film, som piger vil elske og drenge næppe vil se frivilligt

Maddy (th.) spilles af Amandla Stenberg, hvis far er dansk. Hun var med i ”The Hunger Games”, og Olly spilles af Nick Robinson, der var med i ”Jurassic World”. – Foto fra filmen.
Maddy (th.) spilles af Amandla Stenberg, hvis far er dansk. Hun var med i ”The Hunger Games”, og Olly spilles af Nick Robinson, der var med i ”Jurassic World”. – Foto fra filmen. Foto: Courtesy Warner Bros. Entertainment Inc.

Det er set før: Syg pige møder rask flot fyr, og kærlighed opstår. Genren kaldes ”sicklit” og er på én gang både sød og ganske rædselsfuld. Og skal man træffe et valg mellem disse, så spiller alder og køn nok en del ind, og er man langt ud over teenageårene, er det svært at klappe ret meget, når tæppet går ned efter den lange halvanden time, hvor der virkelig bliver fyret op under den sukkersøde romantik med en skøn prins og en bedårende prinsesse.

Filmen baserer sig på en bestseller, ”Alt eller intet” af Nicola Yoon, og handlingen er simpel. Den 18-årige pige Maddy er syg. Hendes læge-mor har opbygget et glasslot til sin smukke datter, der lider af en sjælden sygdom i immunsystemet, der gør, at alle bakterier og virusser er dødsensfarlige for hende.

Hun fik konstateret sygdommen i to-årsalderen, lige efter familien blev ramt af en anden katastrofe, hvor faderen og broderen døde i en bilulykke. Siden har moderen gjort alt for at holde pigen i live, og takket være en særdeles god økonomi er en stor del af deres hus indrettet som et glasslot for Maddy, som således holdes helt uden for livet udenfor.

Livet i glasslottet er fuldt af luksus, internet, videospil og film. Men hvad er liv? Er det et liv?

En dag flytter en ny familie ind i nabohuset. Sønnen er den skønne Olly, en fager ungersvend med moderigtigt hår og den helt rette holdning. Han drages af den smukke Maddy, som han ser bag glasset. Og ja, kære læser. Du har gættet plottet. Sød musik opstår, og trangen til frihed uden for hjemmets beskyttende vægge melder sig.

Det sker ud fra den gode devise, at det ikke bare drejer sig om at overleve, men om at leve. Maddys trang til at prøve livet udenfor får overhovedet ikke opbakning fra moderen. Hun gør alt for at beskytte sin datter mod den farlige verden. Hun vil hellere have længere liv end rigtigt liv i livet.

Maddy må træffe sit valg, som enhver teenager egentlig må det. At bryde ud af puppen og prøve livet udenfor kan være farligt. I filmen er det altså ikke kun syg pige møder rask flot fyr, og sød musik lyder, men det handler også om en overbeskyttende mor, der elsker for meget.

Maddy spilles af den smukke Amandla Stenberg, hvis far er dansk. Hun var med i ”The Hunger Games”, og Olly spilles af Nick Robinson, der også var med i ”Jurassic Park”. Filmen sniger sig op på tre stjerner, fordi den tør gøre op med en mor, der ikke forstår, at man er nødt til at slippe sin teenager og sige: ”Let go and let God”.