Navnet Wilfred Petersen er ikke særlig kendt. Men Wilfred Petersen dannede den mest ekstremistiske og kompromisløse nazistiske gruppe under besættelsen. I en ond treenighed af politisk gadevold, regulær kriminalitet og aktivisme formede Wilfred Petersen en nazistisk subkultur uden lige.
Information konstaterede efter krigen, at Wilfred Petersens ”meritter får knaldfilm og kulørte hæfter til at blegne”. Med sin brillante biografi dokumenterer historikeren Claus Bundgård Christensen, at det ikke er nogen overdrivelse.
Wilfred Petersen grundlagde i 1932 National Socialistisk Parti, og hans levnedsskildrer antager, at Wilfred Petersen blev partistifter, fordi han nærede et udtalt had til de gamle partier og en dyb foragt for borgerskabet. Det var først og fremmest arbejderklassen, Wilfred Petersens parti appellerede til. Partiet slog til lyd for en ”nordisk socialisme”, og adskillige medlemmer havde da også en fortid i Danmarks kommunistiske parti.
I partiets hovedkvarter blev der holdt møder med kommunister, hvilket forløb i en fordragelig atmosfære, da der var et betydeligt værdifællesskab mellem de to grupper. National Socialistisk Parti erklærede eksempelvis, at kapitalismen sang på sidste vers, og at kristendommen var foragtelig og forkastelig.
Wilfred Petersen var forhippet efter omtale i medierne. Således taler meget for, at et attentat mod National Socialistisk Partis hovedkvarter i 1934 var noget, Petersen selv havde orkestreret for at opnå opmærksomhed og sympati. Men helt sikkert er det, at det var folk fra Wilfred Petersens inderkreds, der i 1937 stod bag et mislykket bombeattentat mod den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersen.
Wilfred Petersen var også aktiv som publicist med organet ”Stormen”, hvorigennem der flød en stadig kloakstrøm af had. En artikel argumenterede for, at lederen af DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), Frits Clausen, burde steriliseres, eftersom han havde en datter med Downs syndrom. Wilfred Petersen lå i permanent krig med DNSAP, som efter hans skøn var uden sans for nordisk arv og racehygiejne. Derfor indledte Wilfred Petersen et samarbejde med modstandsmanden Svenn Seehusen for at kompromittere DNSAP med belastende oplysninger. Og trafikminister Gunnar Larsen betalte af egen lomme Wilfred Petersen for at bagtale Danmarks største nazistparti, der i en pjece blev anklaget for at være styret af jøder.
Claus Bundgård Christensen betegner Wilfred Petersens politiske aktiviteter for ”venstrenazisme”, og partistifterens mange og hårde angreb på DNSAP samt hans samarbejde med den danske efterretningstjeneste fik til sidst chefen for Gestapo til at sende Wilfred Petersen i tvunget eksil i Tyskland.
Men selv om Wilfred Petersen gik sine helt egne veje under besættelsen, så var han nazist ind i knoglerne, og hans folk deltog i jødeforfølgelser og terror i samarbejde med besættelsesmagten. I kredsen omkring Wilfred Petersen var der aldrig mangel på moralsk mindrebemidlede ransmænd, som var ivrige efter at smide benzin på bålet og få en aktie med i foretagendet.
En ung mand fik således til opgave at myrde forfatteren og arkitekten Poul Henningsen, der var en kendt antinazist. Det blev heldigvis ikke til noget, og efter krigen blev PH opsøgt af den unge mand. Der udspandt sig en lang samtale mellem de to. For PH bar ikke nag, idet Wilfred Petersens discipel havde bedyret, ”at han var glad for, at han ikke havde indebrændt mig, og mere kan man jo ikke forlange af en morder.”
Wilfred Petersen medvirkede ikke selv i terroren før og under besættelser, her var han indpiskeren og inspiratoren, og det kom ham til gode under retsopgøret, hvor han endte med at klare frisag. Psykiateren Max Schmidt vurderede Wilfred Petersen til at være særdeles velbegavet, og i efterkrigsårene etablerede Wilfred Petersen en givtig virksom og blev en holden mand. Han forblev antisemit, fordømte Israel, og betegnede sit ståsted som proarabisk, men undgik ellers mediernes bengalske belysning og gav den i stedet i rollen som agtet patriark i slægtens midte.
Med sin imponerende biografi har Claus Bundgård Christensen sat en helt ny standard for forskningen i den oversete og ildesete del af besættelsestiden, der handler om landssvigervirksomheden.
Men historielektoren nøjes ikke med at blive i historien. Christensens bog er også et bidrag til forståelse af politisk fanatisme og udenomsparlamentarisk virksomhed. Som et kuriosum nævner forfatteren, at kunstnerkollektivet Røde Mor i 1971 overtog nogle lokaler i København, hvor Wilfred Petersens folk havde holdt til. Da væggene skulle hvidtes, kunne man pludselig læse: ”Følg Wildfred”. Folkene fra Rød Mor har sikkert opfattet det som koldt pust fra fortiden, idet førerdyrkelse og racisme nu var erstattet med en politisk korrekt agenda med antiracisme og frigørelse. Men så enkelt er det ifølge Christensen slet ikke. Der var fællestræk mellem det venstreorienterede Røde Mor kunstnerkollektiv og Wilfred Petersens venstrenazistiske foretagende: ”Begge fænomener udsprang af et ungdomsoprør og et miljø med den opfattelse, at de måder, hvorpå man ændrede samfundet, ikke gik gennem traditionelle politiske kanaler, men skulle ske ved aktivisme og revolution (…) Det politiske undergrundsmiljø, han (Wilfred Petersen) formåede at skabe, mindede i træk om dem, som blev almindelige efter krigen. I en samtale fra foråret 1970 var han selv inde på det perspektiv og beskrev sit parti som ”datidens ungdomsoprør mod Vestens altdominerende materialisme.””
På den måde bliver ”Følg Wilfred!” også en replik til mange af de tendenser, der lige nu hjemsøger den vestlige verden.
Claus Bundgård Christensen: Følg Wilfred! – Radikalisering, revolution, nazistisk subkultur – en biografi om Wilfred Petersen. 400 sider. 350 kroner. Gyldendal.