Prøv avisen
Bog

Overbevisningens og samvittighedens efterår

4 stjerner
”Overløberen” var den litterære overraskelse sidste år, da et romanmanuskript af Siegfried Lenz, der døde i 2014, blev publiceret i Tyskland. Lenz deserterede selv fra den tyske hær mod slutningen af krigen og gemte sig i øvrigt i Næstved. Foto: Thomas Kienzle/AP/Ritzau Foto

Posthumt udgivet roman af Siegfried Lenz byder på trøstesløs krigsrealisme midt i en sumpet, men levendegjort natur

”Ser du, Walter, vi to er også Tyskland. (...) det ville jo være fuldstændig idiotisk, hvis vi, der også er Tyskland, ofrer os for Tyskland, altså for os selv. Det ville svare til, at en bjørn bed sig selv i rumpen og åd en ordentlig luns i et afsindigt anfald af selvopofrelse.”

Sådan kan pacifisme også lyde, når man ligger halv- og snart helforladt ude mod en vigende østfront i Anden Verdenskrigs sidste sommer. Det er tvivlsomt, om den gode Siegfried Lenz ville have taget den slags formuleringer i egen mund, men her lader han i det mindste flødeskægget Wolfgang hævde det. Han og hovedpersonen Walter er med i en lille deling tyske soldater, der skal prøve at passe på en jernbaneovergang i Polen. Russerne er på vej, og de lokale partisaner er reelt set allerede i overtal.

”Overløberen” var den litterære overraskelse sidste år, da et romanmanuskript af Siegfried Lenz, der døde i 2014, blev publiceret i Tyskland. Lenz deserterede selv fra den tyske hær mod slutningen af krigen og gemte sig i øvrigt i Næstved.

Han skrev ”Overløberen” i 1951, da han allerede havde udgivet sin første roman, men hans forlægger nægtede at udgive den. I romanen deserterer Walter Proska ikke for at gemme sig i Næstved, men ender med at arbejde på russisk side imod nazisterne. Med tidens antikommunisme in mente turde forlæggeren ikke udgive romanen. Noget lignende skete i øvrigt for en anden af efterkrigstidens store tyske forfattere, Heinrich Böll.

I de tyske aviser blev romanen beskrevet som pacifisme, og det danske forlag kalder den da også en ”pacifistisk krigsroman”. Præsentationen af den danske udgave i form af bagsidetekst og pressemateriale er noget af det elendigste, denne anmelder længe har set, men det skal jo ikke ligge Lenz til last.

”Overløberen” er ikke en pacifistisk roman, men en skildring af en forladt delings desperate kamp for at finde moralsk ståsted i en uhyrlig situation: ”Overbevisningens og samvittighedens efterår”, som fortællerstemmen smukt kalder det. Man er ikke med nødvendighed pacifist, fordi man deserterer, og Walter Proska holder sig ikke tilbage fra at slå ihjel, hverken som soldat i den tyske hær eller som overløber.

Delingen forsøger at holde jernbaneovergangen i et klamt sumpområde, hvor typiske birketræer ligesom både soldater og partisaner kæmper med at stå oprejst. Romanen er, måske ikke så Lenz-agtigt, ret spændende, og den unge Lenz’ kunstneriske selvmodsigelser er produktive. Hverdagen, krigen og menneskers omgang med hinanden holder han i en trøstesløs – men ikke derfor dårlig – realisme, og den brydes hele tiden af delingens forsøg på at holde hverdagen ud i en sump, omgivet af fjender og en lavsindet og vitriolsk overordnet. En er besat af at fange en gedde, der sammenlignes med Jesus, mens en anden gerne vil dø for at redde et par birketræer.

Samtidig bliver den tørre realisme brudt af fortællerstemmens digteriske levendegørelse af naturen. Mørket i sumpen tåler eksempelvis ”ingen sammenligning med det strikse mørke under skørterne på en nonne; det var klistret og varmt og så nærværende, at man næste kunne falde over det.”

Plottet er for så vidt forskruet, og selve Walter Proskas overløb er belagt med tilfældighed og forceret plotstruktur.

Udtrykket ”overløber” implicerer tidslig og politisk forandring, men charmerende nok er det i delingens stilstand i sumpen, at bogen er bedst.

Det lykkes Lenz at veksle inciterende mellem krigsrealisme, mental desperation og halvromantisk besjæling af naturen, og med sådan et ungdommeligt sammensurium kan vi posthumt lægge en ny væsentlig roman til forfatterskabet.