To søer af blomster spreder sig ud over Ørestaden.
Den ene foran indgangen til Field’s, hvor en 22-årig mand ifølge politiets sigtelse søndag skød og dræbte en 17-årig kvinde, en 17-årig mand og en 46-årig mand - og sårede en række andre.
Den anden foran søjlen ved trappen op til Ørestad Metro. Hundredevis af buketter og stormlys, roser, tulipaner, vilde blomster plukket i det nærtliggende Amager Fælled.
Her er festivaltoiletter og lys- og lydfolk, så det næsten kunne minde om en sommerfestival, men ingen griner; her er ingen fadøl eller kulørte cocktails, og rundt omkring står kampklædte betjente udstyret med tunge automatvåben og bistre ansigtsudtryk.
En blond pige med blå studenterhue lægger en buket. Hendes mor holder hende tæt. Senere vil de stå i folkemængden og høre statsminister Mette Frederiksen (S) holde tale.
Der kommer hele tiden flere blomster og lys til. En mor med sine to børn på omkring fire og seks år giver sin søn en buket roser.
“Pas på, du ikke stikker dig. Læg den der,” formaner hun forsigtigt sin søn.
“Kender vi nogen, der er døde?” spørger hendes søn, og hun tysser på ham.
Overfor står en gruppe unge, en pige græder tydeligt, mens den stærke vind fra Amager Fælled blæser hendes hår op i ansigtet. Hendes veninde rækker ud efter hende.
“Kom,” siger hun blidt og lægger sin arm om veninden, der hulker. Synkront lægger de hver deres blomsterbuket og læner deres hoveder mod hinanden.
To kvinder med tørklæder peger hviskende og tydeligt påvirkede på et vindblæst ark papir, hvorpå der er printet et digt af den persiske poet Saadi. Det er ophængt med tape adskillige steder på metrostationen. Det er fra 1200-tallet og lyder:
Mennesker er indlemmet i et hele
I skabelsen en essens og en sjæl
Hvis een lider
Vil ubehaget sidde i de andre
Hvis du ikke har sympati for menneskelig smerte
Kan du ikke kalde dig selv menneske
Menneske- og blomstermængden tager voldsomt til, over tusind er mødt op. Klokken er næsten 20, og mindehøjtideligheden for ofrene for skyderiet skal til at begynde.
En tydeligt berørt Sophie Hæstorp Andersen, Københavns socialdemokratiske overborgmester, byder velkommen og takker for, at folk er kommet.
De mange mennesker fylder ens synsfelt, uanset hvor man kigger hen.
Koret Ungklang synger, uakkompagneret, en lys, let klagende udgave af Alberte Windings Lyse Nætter.
Statsminister Mette Frederiksen (S) tager ordet, hun taler om hvordan sommerens fester, Tour de France og Roskilde Festival pludseligt blev afbrudt, brat og meningsløst, af en syg mand, der åbnede ild mod tilfældige mennesker. Hendes stemme knækker let.
“Ingen ord, ingen handlinger kan sone jeres tab,” siger hun til de efterladte.
Ungklang synger igen, denne gang Juliane Preislers aftensang “Et hav, der vugger sig til ro”, og menneskemængder ser på og vugger stille.
Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen holder tale. Hun bander, er trodsig.
“Vi vil ikke have amerikanske tilstande,” siger hun.
“Unge mennesker og børn skal ikke dø. De skal være udødelige.”
En kvinde snøfter og hendes mand lægger sit ansigt mod hendes kind.
“Vi holder et minuts stilhed,” siger Sophie Hæstorp Andersen, og pladsen foran Field’s bliver tom for lyd. Langt væk gør en hund, kort og højt og standser igen, en fugl skriger, regnen begynder langsomt at falde, og metroen kører på den løftede bane til højre for forsamlingen, som om intet var hændt.
Sangeren Andreas Odbjerg afslutter den halve time lange ceremoni med sangen “I morgen er der også en dag,” om aldrig at give op og om at række ud. Så går han af scenen, og der bliver stille.
Nogle folk trækker væk, men andre bliver hængende, de taler om, hvordan de kendte de dræbte, hvordan en hjalp en forvirret ung mand den søndag, som var løbet fra Field’s uden sine sko. Pigen med den blå studenterhue er stadig tæt omfavnet af sin mor.
I udkanten af blomstersøen ved metroen har nogen lagt en buket og et papir med det sidste vers af salmedigteren Jens Rosendals “Du kom med alt det der var dig” - det, der handler om, at livet er livet værd på trods af smerte.
Det er skrevet på tværs af det linjerede notespapir, og regnen har hvisket næsten alle ordene væk, men ordene “kærligheden er og blir” står tydeligt tilbage.
