Overdådig jugend-udstilling i Flensborg

Kunstneren Hans Christiansen præsenteres på fornemste vis på Museumsberg

Der er kun én vej for kunstinteresserede denne vinter, og den går til Flensborg, hvor Museumsbergs rige samling af Christiansens efterladte værker er sammenført med udlån fra Mathildenhöhe og værker fra en række andre museer i Forbundsrepublikken. Her ses ”Andromeda - udkast til Jugend”, 1897. Foto fra udstillingen.
Der er kun én vej for kunstinteresserede denne vinter, og den går til Flensborg, hvor Museumsbergs rige samling af Christiansens efterladte værker er sammenført med udlån fra Mathildenhöhe og værker fra en række andre museer i Forbundsrepublikken. Her ses ”Andromeda - udkast til Jugend”, 1897. Foto fra udstillingen.

Navnet lyder bekendt. Hans Christiansen, flensborger, født 1866. Som 21-årig optaget på kunsthåndværkerskolen i München, 1893 på rejse til verdensudstillingen i Chicago og rundrejse i USA. Efter rejser i Europa slår han sig fra 1895 til 1899 ned i Paris, men giver i 1896 de første udkast til et nyt tidsskrift, Jugend, der skulle lægge navn til den tyske stil, der svarede til den franske art nouveau.

I 1897 giftede han sig med Claire Guggenheim, og han lod sig kalde til den kunstnerkoloni på Mathildenhöhe i Darmstadt, som storhertug Ernst Ludwig af Hessen valgte at bruge sine penge på. Her arbejde han i nogle år sammen med alt, hvad der ville og kunne noget i tysk kunst, ikke mindst arkitekterne Peter Behrens og Joseph Maria Olbrich, der for de storhertugelige midler tegnede hele ensemblet af udstillingsbygninger og kunstnervillaer på bakken over Darmstadt.

De fleste villaer er der endnu - omend omgivet af boligkvarterer og sygehus, men Christiansens villa, In Rosen, der lå lige foran den englebevogtede udstillingsbygning, er borte. Christiansen solgte villaen i 1911, efter i ni år at have været udmeldt af kunstnersamarbejdet.

Han virkede dog stadig selvstændigt med sit kunsthåndværk, men flyttede til Wiesbaden, hvor han underviste i kunstindustri. Her føjede han filosofien til sit kunsthåndværk, men i 1933 klappede fælden. Som gift med en jødisk kvinde, han ikke ville lade sig skille fra, fik han forbud mod at udstille offentligt, men fortsatte med at arbejde. Han døde i 1945.

Historien skal fortælles, og det bliver den i en vis grad på den ovenud righoldige udstilling på Museumsberg Flensburg. Museet består af det berømte kunstindustrimuseum, der stammer fra den tid, da jugend blomstrede, og museets direktør Sauermann regerede. Kunstmuseet ligger ved siden af i en tidligere skolebygning. Det giver problemer, da udstillingen ikke rigtig kan få et passende afsæt her. Den skulle have taget den besøgende med et brag, men i stedet folder den værket ud i de mange mindre rum. Anden del findes i nabohuset, Sauermanns kunstindustrimuseum, hvor der er lidt mere luft og plads.

Ved man ikke noget om jugendstil, når man kommer, gør man det, når man går. Vi føres direkte ind i centrum af den tyske jugendbevægelse. Tilløbet er kort. Christiansen synes fra første færd at være et naturtalent, der inspireret af Max Klinger fabulerer over troldtøj og det groteske, men samtidig viser han sig som renlivet japonist i farvetræsnit af de fire elementer. Det japanske var højeste mode - og her fra den flademæssige form springer Christiansen til det vitalistiske indhold, dansen, ilden, ekstasen, erotikken, smøgerne, det moderne liv med reklamer, glaskunst, design af maskinknyttede tæpper, keramik, emalje. Verden vokser sammen i et helt nyt totaldesign, hvor alt afledes af det organiske, roserne, grenene, slørene, der hvirvler i vinden.

Det var et nyt design, som man kan opleve det her i Flensborg og på Mathildenhöhe, hvor alt ned til industriens kage- og kaffedåser blev vilde kunstværker. Hvor en kniv, en gaffel, et glas aldrig havde antaget en sådan form. Middagsopdækningen på den store repos er imponerende; selv den hvide damaskdug er designet. Som møbelarkitekt kan Christiansen åbenlyst arbejde i Wiener Werkstättes stil, men i 1920'erne designer han et forgyldt nyklassicistisk inventar, der er mere skulptur end møbler. Døtrene og fruen males, som var det engelsk prærafaelitisk portrætkunst - og familien er altid omdrejningspunktet. Efter Første Verdenskrig arbejdede Christiansen for modeblade og blev mere friluftsmaler i fransk streg; den tidligere skarphed blev svækket; der gik jazz i det hele i Weimar-republikken, og det stod den nu godt 60-årige herre nu lidt tøvende på afstand af.

Man bliver slået af Tysklands kraft, dynamikken i førkrigstiden, det vovede, det internationale, da man rejste mellem verdensudstillingerne i Paris og St. Louis. Verden var stor, og nu skulle den også være smuk, skøn, elegant, vovet. Og det blev den under Christiansens hånd.

Der er kun én vej. Og den går i denne vinter til Flensborg, hvor Museumsbergs rige samling af Christiansens efterladte værker er sammenført med udlån fra Mathildenhöhe og værker fra en andre museer i Forbundsrepublikken. Det var en gylden tid, da væveskolen og værk-stæderne i Skærbæk på samme tid var verdensberømte. Her trivedes en jugendstil, der står som en fin parallel til Christiansens arbejder. Udstillingen lægger meget vægt på genstande, også ud over kunstværker. Der er bøger, fotos og breve i montrer med lysafskærmning. Teksterne er summariske; man får de vigtigste oplysninger på tysk og engelsk, men lige et stærkere formidlingsmæssigt greb kunne have bragt den helt op i top. Til gengæld er der nok at se på, nok at glæde sig over, falde i svime over. Udstillingens katalog er en fin udfoldelse af værket, sat ind i en historisk og kunsthistorisk sammenhæng. Udstillingen følges op af en række foredrag og omvisninger frem til den 17. januar.

Enhver, der har mulighed, bør unde sig selv et møde med Christiansen, på den for tiden bedste udstilling på den jyske halvø. Den vises med rette på bjerget højt over kunstnerens fødeby.

Her ses ”Udkast til tre køkkenkrukker”, 1901. - Foto fra udstillingen.
Her ses ”Udkast til tre køkkenkrukker”, 1901. - Foto fra udstillingen. Foto: Gregor Schuster