Den svenske designhistoriker Kerstin Wickman har et sikkert og enkelt greb om sit stof. Hun har skabt en overdådig om den danske guldsmed Arje Griegst, der ellers nok kan være svær at rubricere. Hun fastholder hele vejen igennem, at Griegst har levet i et opgør med den nordiske, funktionalistiske tradition.
Den tradition, der hævder, at ornament er en forbrydelse, at form følger funktion. Arje Griegst er vokset ud af det mest danske kunsthåndværk, der tænkes kan. Faderen hos Georg Jensen og Ballin, han selv udlært hos Just Andersen. Siden slog han sine folder i Den Kongelige Porcelænsfabriks regi. Lige midt i Danish design er han og så så fuldkommen anderledes. En orientalsk luksus er, hvad han udtrykker, en duft af tusind og én nat, af jugendkunst, flydende former, organiske, fantastiske.
LÆS OGSÅ: Georg Jensen får millionbøde for ulovlige priser
Arje Griegst blev som antydet født ind i sit håndværk. Nok var han guldsmed, men han brød grænserne og blev også sølvsmed, billedhugger, designer og monumentskaber. Han blev født i 1938 i en jødisk familie, og han måtte følgelig gøre flugten over Sundet med. Siden krydsede han andre landegrænser og blev til dels udlært i Israel, hvor han selv i 1968 blev professor ved en af verdens mest ansete skoler for kunsthåndværk.
Arje Griegst har været velkendt i den danske sammenhæng, men hans kunst blev aldrig folkelig. Han var ikke en Kaj Bojesen. Han var det modsatte i sin stil, men ikke egentlig elitær. Hans metoder, hans stædige insisteren på stadig ny form, tog tid. Og tid er penge. Griegsts arbejder er ikke serieproducerede. Det blev de en tid. Både de fine kystalglas og det flotte sølvbestik, men glassene blev for dyre, og bestikket ikke håndgjort og så var det nok endda stadig ikke rentabelt for producenten. Verdens designmuseer har dog sikret sig gode dele af produktionerne.
Smag skal ikke diskuteres her. Wickmann inddeler og grupperer. Der er såvist meget forskellige udtryk i guldsmykkerne med de uegale sten. Griegst behersker cire perdue-teknikken til perfektion, altså støbning i forme, der forsvinder under processen. Han opnåede at imitere naturens former på en måde, som ingen dansk kunsthåndværker i nyere tid havde gjort. Siden skabte han porcelænssmykker, men de slog ikke rigtig an. Endelig kom de store korpusarbejder med bronze, og afsluttende følger vi arbejdet med lysekronerne til Apotekerforeningen og fontænen i Tivoli. Arbejder, der tog tid, for der var tale om stadige nye læreprocesser. Tankevækkende at han her arbejdede sammen med Jørgen Haugen Sørensen i Pietrasanta kunstnerisk set hans umiddelbart diametrale modsætning.
Forfatteren er begejstret. Og hendes begejstring smitter af. Man forstår mere.
I sin tid, da Henrik Sten Møller i 1970erne skrev om dansk design, var Griegst den, der forstyrrede billedet. Det gør han stadig, men jeg vil mene, at man bedre kan se værket i sin komplette udstrækning, den kunstneriske vilje og den sympatiske tilgang til opgaverne nu på en behørig afstand af den dogmatiske funktionalisme. Bogen er let tilgængelig, med paralleltekst på dansk og engelsk og prydet med mesterlige optagelser i farver af smykkerne og i sort-hvid af historien om denne vidtspændende kunstner.
Bogen er smuk, den er hver en krone værd, et bevis på, at forlaget Vandkunsten ønsker at sprænge grænser. Det er lykkedes.
