Overgreb a capella: Kvinder har længe sunget om dårlige mænd

Også før MeToo-bølgen har kvindelige pop- og rockmusikere behandlet overgreb og voldtægtsminder i deres sange, og der er også helt aktuelle vidnesbyrd i musikken. Hvis man ellers lytter efter

Jenny Wilson, Taylor Swift, Tori Amos og Alanis Morissette er blandt de kvindelige kunstnere, der har sunget om overgreb og  tidligere forhold til mænd.
Jenny Wilson, Taylor Swift, Tori Amos og Alanis Morissette er blandt de kvindelige kunstnere, der har sunget om overgreb og tidligere forhold til mænd. . Foto: Anthony Bolante/Reuters/Ritzau Scanpix, Global Citizen/Reuters/Ritzau Scanpix, Martin Dam Kristensen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix, Linda Kastrup. Grafisk sammensætning: Simone Nilsson. .

Jenny Wilsons stemme bliver pludselig svag.

”Jeg kan faktisk ikke ret godt lide at snakke om det,” siger hun og rykker sig lidt uroligt på sin stol på scenen.

”Hver gang, jeg skal tale om det, begynder jeg at ryste. Jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg var nødt til at lave en plade om det.”

Den svenske popsangerinde gæstede for nylig kunstfestivalen ”Grasp” i Roskilde til liveinterview og efterfølgende koncert på Roskilde Festivals Højskole. Temaet var, hvordan traumer kan behandles i kunst, og for Wilson er traumet, kom det frem under interviewet med musikjournalist Anya Mathilde Poulsen, at hun for seks år siden, i 2016, blev voldtaget. Af en mand, hun ikke kendte, der havde fulgt efter hende til hendes hjem, en nat hun havde været i byen. På det tidspunkt var hun mor til en søn og veletableret som sangerinde og musiker med anmelderroser og gennemslag et godt stykke ud over hjemlandet Sveriges grænser.

”Hvordan kunne det ske?”, spurgte hun selv retorisk, før én af hendes musikvideoer tonede frem på en skærm bag hende.

”Listen close, I said no!”, lød det i videoen til sangen ”Lo-Hi” fra 2018. På dansk: Lyt godt efter – jeg sagde nej!

Overgreb a capella

Jenny Wilsons seneste tre plader, der alle er blevet rost af musikkritikerne, behandler på forskellige måder dette ubærlige vendepunkt i musikerens liv: ”Exorcism” (2018) er elektronisk, nøgtern, engelsksproget. ”Trauma” (2019), Wilsons første plade på modersmålet svensk, går med fuldt symfoniorkester ind i den psykiske smerte. Og ”Mästerverket”, der netop er udkommet, er en reflekterende, tilbageskuende pianoplade, der også behandler den skyld, Wilson har følt over at ende et sted, hvor voldtægten blev mulig; at have drukket sig fuld. Og skylden over ikke at kunne komme videre med sit liv, fordi scenerne fra den aften kører på repeat inde i hovedet. Det, der er beskrevet i sangen ”Händelseförloppet”:

”Han sagde, at jeg behøvede selskab til min dør/ Han skulle alligevel samme vej/ Nu sad vi pludselig i min sofa, hvordan skete det?/ Jeg sagde, at jeg trængte til at sove/ Jeg lagde mig ned på sofaen/ Han vendte mig, så jeg nu lå på maven/ Jeg følte mig tung i kroppen, som en sæk mel/ han hev op i min kjole/ Jeg lå helt stille.”

Det virker måske ganske naturligt i en tid, hvor overgreb mod kvinder italesættes i langt højere grad, end det før er sket. Men faktisk udkom Wilsons første ”voldtægtsplade” samtidig med, at MeToo-bølgen begyndte at rulle i kulturverdenen internationalt, og desuden er hun langt fra den første kvindelige musiker, der har skrevet sange om dårlige erfaringer med mænd, herunder voldtægt.

Ét af de klareste eksempler kan i netop disse dage fejre sit 30-årsjubilæum. Da den amerikanske sangskriver og pianist Tori Amos’ gennembrudsplade ”Little Earthquakes” udkom i januar 1992, vakte det stor opsigt, at Amos på nummeret ”Me and a Gun” sang så hudløst ærligt om en voldtægt, hun blev udsat for som 21-årig i Los Angeles, i sin egen bil.

”Det var mig og en pistol/ og en mand på min ryg/ Og jeg sang ’Holy, Holy’/ mens han knappede sine bukser ned/ Du kan grine, det er da lidt sjovt/ de ting, man tænker på/ på sådanne tidspunkter/ Som ’jeg har ikke set Barbados/ så jeg må ud af dét her’,” lyder det på nummeret, som blev indspillet a capella, uden akkompagnement.

De vrede kvinder

I et interview fra 1994 forklarede Tori Amos for første og eneste gang sig i detaljer om ”Me and a Gun”. Hun fortalte, at voldtægten havde varet flere timer, og at hun stadig følte skyld over at have overlevet.

”Hvordan kan det være, at jeg er i live og kan sidde her og fortælle jer om det, når han var klar til at skære mig op? I sangen var det ’mig og en pistol’, men det var ikke en pistol. Det var en kniv, han havde. Og tanken var, at han ville tage mig med hen til sine venner og skære mig op, det blev han ved med at fortælle mig, i timevis. Og hvis han ikke havde haft brug for flere stoffer, så ville jeg bare have været endnu en nyhedshistorie, hvor du ser forældre, der sørger over deres datter.”

Musikjournalist og cand. mag. i medievidenskab og kønsstudier Anya Mathilde Poulsen skriver i sin bog ”Vilde kvinder, mørke toner”, der udkom i efteråret, om kvinder, der gennem musikhistorien har udfordret normerne i musikbranchen. Både Tori Amos og Jenny Wilson er med i bogen – sammen med en lang række andre kvindelige musikere, fra de første kvindelige bluesguitarister frem til nutidige, kvindelige teenidoler som Billie Eilish og Halsey.

Først slår hun fast, at både kvinder og mænd gennem musikhistorien har sunget om både det gode og dårlige ved hinanden:

”Relationer, der på forskellige måder knytter an til kærlighed og seksualitet, er jo et af de allermest centrale emner for sangtekster op gennem musikhistorien. Der er de lykkelige og lystfyldte kærlighedssange, hvor det er forelskelsen, kærligheden eller begæret, der besynges. Og så er der de mørke aspekter, hvor det handler om de blodigt sårede følelser, raseriet, afmagten, vreden, afvisningen. Og i de allermørkeste tilfælde overgrebene,” siger hun.

Vreden er dog ofte blevet ekstra bemærket, hvis kvindelige musikere har benyttet sig af den. Det kunne være sangerinder som britiske P.J. Harvey, der er blevet italesat som ”vred”, eller canadiske Alanis Morrisette, hvis enorme hitplade ”Jagged Little Pill” fra 1995 i flere sange italesatte dårlige oplevelser med mænd, blandt andet på sange som ”You Oughta Know”, ”Ironic” og ”Right Through You”.

”Måske hænger det sammen med, at der kulturelt er en forventning om, at kvinder i højere grad end mænd gemmer såkaldt negative eller aggressive følelser væk. Som kvinde kan man blive socialt sanktioneret for at lade den slags følelser og reaktioner komme til udtryk,” siger Anya Mathilde Poulsen.

Ikke med på takkelisten

Netop Alanis Morissettes rejse fra barnestjerne til ”vred”, ung kvinde i musikbranchen kan man følge i den nye HBO-dokumentar ”Jagged” (2021). I interviews her beskriver hun blandt andet, at det var, som om hun, da hun fyldte 15 år, blev ”lovligt bytte” for mænd i musikbranchen. Og at det har taget hende årevis i terapi at se, at det samtykke, hun som ung gav til seksuelt samkvem, slet ikke var samtykke. For det kan man ikke give, når man er 15 år.

”Nu har jeg det sådan, de er alle sammen pædofile, helt sikkert. Det var voldtægt,” siger hun i dokumentaren.

Og måske kan man her i tiden efter MeToo høre nogle helt andre ting i for eksempel Morrisettes tekster, end man hørte, da pladen udkom i 1995, hvor angrebene i sangene blev tolket som bitre henvendelser til ekskærester. Det gør i hvert fald musikanmelder på dagbladet Politiken Pernille Jensen, der i en kommentar skriver, at for eksempel linjer som ”You scan the credits for your name and wonder why it’s not there” (du gennemgår takkelisten og undrer dig over, at dit navn ikke er med) klinger noget anderledes, hvis man lytter til Morrissette i dag.

Også den amerikanske megastjerne Taylor Swifts måde at behandle tidligere forhold til mænd i sin musik er blevet diskuteret. Swift er i øjeblikket i gang med at genindspille alle sine tidligere plader for at genvinde rettighederne til de sange, hun selv har skrevet i sine yngre musikerår (de tilfalder nemlig i dag hendes tidligere manager). Og i processen er det, som om hun også genbesøger sit yngre selv og de ting, der er sket for hende.

For eksempel bød den seneste genindspilning ”Red (Taylors Version)”, der udkom i efteråret, på en udvidet version af nummeret ”All Too Well”. Fordi Taylor Swifts kærlighedsliv i en del år har været omgærdet af stor medieopmærksomhed, har mange koblet sangens ord sammen med hendes forhold til hollywoodskuespilleren Jake Gyllenhaal tilbage i 2010. Hun var 20 og han var 29, da de var sammen. Det varede tre måneder, men det nåede i den tid, skal man tro sangen, at gå alvorligt galt mellem de to.

”Måske var det, vi havde, et mesterværk, til du rev det i stykker/ Jeg var dér, hvor jeg løb, bange/ jeg husker det kun alt for godt,” lyder det i teksten.

Hævn eller overlevelse

Swift synes at benytte sin kunst som en måde at tage magten tilbage på, og måske endda som en form for hævn. I hvert fald har en af Swifts andre kærester, guitaristen John Mayer, hvis han har gjort andet mod Swift end at date hende, da hun var 13 år yngre i 2009, fået sin straf i form af dødstrusler fra Swifts fans. De ser sangen ”Dear John” fra Swifts plade ”Speak Now” som en én til én-gengivelse af, hvad der skete mellem de to.

”Kære John, jeg ser det klart nu, det var forkert” og ”synes du ikke, jeg var for ung til at blive udsat for dine mørke, forskruede spil?”, spørger Taylor Swift i sangen.

John Mayer har dog også forsvaret sig mod Swifts måde at ”give igen” på:

”Det var en virkelig ærgerlig ting at gøre, synes jeg. Jeg modtog aldrig en e-mail eller et telefonopkald, og det kom virkelig bag på mig (da sangen udkom, red.)”.

Tilbage på kunstfestivalen i Roskilde er Jenny Wilson ved at gøre sig klar til at give et par numre på scenen. Senere samme dag vil der blive diskuteret, hvordan kvindelige, danske musikere oplever musikbranchen, og resultaterne er efter sigende ikke særligt opløftende. Til sidst i interviewet spørger Kristeligt Dagblad Jenny Wilson, hvordan hun har det med den Taylor Swift’ske måde at bruge kunsten til at få ”hævn” over mænd, der har gjort én fortræd.

”Nej! Nej, nej,” svarer Wilson, nærmest lidt forskrækket.

”Jeg er ikke interesseret i nogen former for hævn.”

”Men er der en form for empowerment i at skrive om dette her for dig?”, lyder det opfølgende spørgsmål.

Hun funderer lidt, før hun forklarer, at musikken for hende har været en måde at overleve.

”Det var ikke særlig sjovt at skrive om at blive voldtaget. Du kan kun skrive om det, hvis du har været igennem det, men det føltes ikke, som om jeg havde et valg. Jeg ville ønske, jeg ikke havde skullet skrive om det.”