Herrens Veje: Overladt til eksistentiel ensomhed

Klichéer klæder ikke ”Herrens Veje”, der bevæger sig i cirkler for at kunne afslutte sagaen om de stakkels troende. Afsnittet holdt sig mest oven vande for at holde møllen i gang

Den indremissionske præst Poul (spillet af Ken Vedsegaard) kommer i seneste afsnit af ”Herrens Veje” på kant med provsten Johannes Krogh, da han vil hente Peter med hjem til Græsted. –
Den indremissionske præst Poul (spillet af Ken Vedsegaard) kommer i seneste afsnit af ”Herrens Veje” på kant med provsten Johannes Krogh, da han vil hente Peter med hjem til Græsted. – . Foto: Tine Harden/DR.

”Herrens Veje” er på mange måder et imponerende ambitiøst værk. Fortællingen om en præsteslægt, om hverdagen i den danske folkekirke, om tro og tvivl er himmelstræbende. Gammeldags, klassisk og med en nærmest trodsig tro på, at tv-seere kan kapere eksistentielle udfordringer til aftenkaffen.

Sådan er ”Herrens Veje” – i hvert fald på papiret. Og også i nogle fremragende afsnit, der giver meget mere, end man ellers kan turde tro på.

Men andre afsnit er mere svingende, mindre givende. Og sådan et lemfældigt kapitel i sagaen om familien Kroghs kriser gled nærmest ubemærket hen over skærmen søndag aften.

Her var ingen skælven efter spor, snarere en trang til at give de stakkels mennesker fred fra den plotmaskine, de skal vrides igennem. Afsnittet sluttede, igen, med Johannes, der har overvågningskameraets altseende øje olmt hængende over sig. Det er uklædeligt uambitiøst at genbruge den samme cliffhanger to afsnit i træk.

Men det er mindst lige så oprørende at genanvende klichéer, som er skabt af DR’s dramaproduktion gennem tiderne. Fra Leif Petersens ”Fiskerne” over Kirsten Rolffes faster Anna er Indre Mission fremstillet som inkarnationen af det onde selv. Og i Ken Vedsegaards skikkelse bliver missionspræsten Poul, fra bøhlandet i Græsted, til en psykopat i civile præsteklæder. Han får endda lidt af Baard Owes balstyriske sektleder fra ”Charlot og Charlotte” med i karaktertegningen.

Hovedforfatter Adam Price udtalte forleden her i avisen, at ”Herrens Veje” ikke ”er en dokumentar, der angiver de fuldstændig præcise forhold i folkekirken. Vi skal fortælle en medrivende historie om fiktive karakterer”.

Og det er da absolut rigtigt, at det ikke er relevant, hvem der sidder for bordenden ved menighedsrådsmøder, eller hvordan bispevalg faktuelt afholdes. Men det skaber ikke dramatisk fremdrift at ophøje klichéer til sandhed. Snarere tværtom.

Peters historie slutter sig om sig selv, den udvikler ikke Johannes eller dramaet. Den er fyld, der fylder os med gængse fordomme i stedet for at udfordre vores verdensbillede. Det kunne være for alvor medrivende, hvis det i stedet var den feministisk-inklinerede medpræst Lotte (Maj-Britt Mathiesen), der havde svært ved at acceptere homoseksualitet.

Christian er på vej til at opfylde skriften med sit speciale, og diskussionerne mellem far og søn var fine både intellektuelt og følelsesmæssigt. Elisabeths møde med de onde ånder afstedkom en scene, der gjorde ondt og skurrede. For da Johannes siger, at ånderne er blevet Elisabeths flaske, er han igen den Johannes Krogh, han ikke kan lade være med at være.

”Mit forhold til Gud er lidenskabeligt,” prædiker han til Christian.

Og det mærkede vi en velgørende flig af i afsnittet, der dog mest holdt sig oven vande for at holde møllen i gang.

Bliver Johannes afsat fra sit embede? Bliver Christian præst i stedet og fører slægten videre? Bryder Emilie med familien Krogh? Og hvad med ægteskabet, alkoholen og Svend? Vi vil gerne vide det. Men helst ikke kun for at få det overstået.