”Vi går til koncerten som et hvidt lærred,” lyder det, egentlig uhøjtideligt, fra en hverdagsklædt Carsten Dahl bag Yamaha-klaveret på spillestedet Dexter i Odense. Og det er ikke tomme, forblommede ord fra den godmodige jazzdiva. Bemærkningen falder i en lang talestrøm, efter Dahl sammen med kontrabassisten Nils Bo Davidsen og trommekrigeren Stefan Pasborg har indledt koncerten torsdag aften med 20 minutters tålmodigt afsøgende og inspireret afvekslende improvisation.
Uannonceret havde de indtaget den blåt belyste scene – Dahl med hovedet helt nede i tangenterne, Davidsen og Pasborg nøje afventende. Andægtigheden indtog øjeblikkeligt rummet, da pianisten præsenterede en trinvist faldende bas ledsaget af vuggende akkordbrydninger og forsigtige melodiske fragmenter i dur. Dahl havde ikke travlt med penslen, grundfarver var tilsyneladende rigeligt til at begynde med. Måske fordi han gerne ville gøre opmærksom på den rige rumklang, han havde bestilt hos lydmanden: De enkle harmonier skulle have lov at svæve gennem lokalet og dets specifikke akustik.
Efterhånden sneg Stefan Pasborg sig ind i billedet med støvede whiskers, og Nils Bo Davidsen bidrog til ursuppen med en blød tone og en endnu blødere melodi. Trioen havde øjensynligt al tid i verden, men efter at have tilføjet en anelse kromatik og tonesammenstød slog Carsten Dahl pludselig musikken løs, ”bang!”, med hektiske, spejlende løb i begge hænder, geværsalver i hver en fingerspids, og Pasborg fulgte trop med en tordenrumlen rundt i trommesættet og anelser af swing i djævelsk tempo.
Lige så hurtigt slog de imidlertid om i det roligt afsøgende igen. Davidsen fandt sin bue frem, spillede en sørgmodig, men dybtliggende vise, og skurrede nænsomt med lidt overtonespil, inden de tre uhyre sammenspillede musikere langsomt byggede et nyt klimaks op. Opbygning og nedrivning afløste hinanden, indtil 20 eminente minutter var gået, og trioen mente, at leddene nu var blevet varme.
”Det er virkelig min yndlingstrio”, siger Dahl ydermere i sin talestrøm, der antager blachman’ske dimensioner i karakteristikken af det danske folk, kultureliten og musikkens evne til at få os op at flyve. Efter den lange indledning går trioen, der kalder sig Carsten Dahl Trinity, over til at spille standards, hvor improvisationen får lidt mindre frie tøjler, men fortsætter på et højt og rutineret niveau.
Dahl er skiftevis sukkerholdigt inderlig i ballader som ”Blame It on My Youth” og ”Over the Rainbow”, hvor der er plads til ømme forudhold og molsubdominanter, og balstyrisk i næsten voldelige udgaver af ”My Funny Valentine” og ”Giant Steps” med virtuose løb og sekvenser, sammenklumpede akkorder i rendyrket boksestil og eksplosive bagholdsangreb.
Men han er helt indlysende ikke alene på scenen. Pasborg, der blandt andet er kendt for sine solokoncerter, er evigt opfindsom med hvirvler, pludselige rytmeskift, tilbageholdte antydninger og en meget veludviklet sans for lydnuancer i både bækkener og skind.
Og Davidsen er ligesom Pasborg god til at give Dahl modspil. Han bryder ind med melodiske afstikkere, skifter tone eller bringer helt nye klange i spil med associationer til træblæsere og indisk sitar.
Carsten Dahl Trinity, der for nylig udgav albummet ”Painting Music”, er utvivlsomt en af de mest velspillende trioer i jazzmiljøet i dag. Man fornemmer ganske vist, at skønhed spiller en væsentlig rolle i Dahls tilgang til musik, og trioen bevæger sig måske aldrig ud på så dybt vand, at den risikerer at sætte revolutioner i gang.
Man kan også indvende, at der ret beset gemmer sig en del cirkustricks i pianistens virtuost anlagte spillestil. Men det er heldigvis kun ét af mange aspekter i hans udtryk. Roen og blikket for de store linjer i improvisationens arkitektur, som trioen, og især Dahl, fremviser, gør dem i høj grad til en konstellation, man kun kan anbefale at opleve live hurtigst muligt.