”Natportieren” er et klassisk spiondrama i bedste John le Carré stil. Og overladt til Susanne Biers knivskarpe personinstruktion bliver fortællingen om agenten Jonathan Pines rejse fra uskyldsren natportier til mangefacetteret spion et fornemt eksempel på vor tids højt besungne tv-serieformat.
De første afsnit af BBC-serien vidner om en stram skabelon, der i sig selv måske ikke er videre original, men det er især også alt det omkring den, der gør ”Natportieren” vellykket.
Det er kameraets kælen for det farvemættede og varme Kairo over for det grå, sterile London. Og det er de billedskønne rammer: den blå himmel og de blå friser i en ørkenvilla i Egypten over for en gennemdesignet ensomt beliggende bjerghytte i Schweiz. Det er de vidunderlige, personlighedsskabende – mestendels dansk designede – kostumer. Og det er musikkens måde at bringe dramaet frem og skabe spænding uden at forfalde til ren krimikliché.
Det hele er så gennemført professionelt, at man må tilgive manuskriptets utroværdige og utrolige elementer. For karakterne bøjer sig i vinden efter plottets forgodtbefindende.
Jonathan Pines udvikling fra pæn og pertentlig natportier i Kairo under det arabiske forår, der slår blikket ned for kvinder til hvervet agent og hårdtslående bikerbølle i Devon, sker uden egentlig forklaring. Det bliver derfor Susanne Biers fremragende instruktion, der tilføjer historien den menneskelige kompleksitet, som manuskriptet mangler.
Seriens moralske moderskib er agenten Angela Burr (Olivia Colman). Hun rekrutterer med åbent hjerte og følsomt sind den - ved første øjekast - renskurede ekssoldat Jonathan Pine (Tom Hiddleston), hvis udvikling nok skal blive mere moralsk mudret i samspillet med Hugh Lauris superskurk, våbenhandleren Richard Roper, og dennes underskønne, unge elskerinde Jed Marshall (fornemt og komplekst fremstillet af Elizabeth Debicki).
Tom Hiddlestons retsindige Jonathan Pine og Hugh Lauris anløbne Richard Roper er begge glimrende med accenter og manerer, der matcher James Bond-universet og også mimer æstetikken. Det er især samspillet mellem de to, der giver appetit på mere.
For selvom ”Natportieren” er så plotbåren, som noget kan være, bliver karakternerne alligevel fængende bekendtskaber. Ikke kun fordi selve skuespillet er noget nær fejlfrit, men også fordi de første afsnit bærer kimen til en mere psykologisk og moralsk udfordrende menneskelig klangbund, hvis yderligere udforskning og udfoldelse skal vise, om ”Natportieren” holder hele vejen hjem.
Men egentlig er det også en fornøjelse med et stramt plot, der ikke er tynget af at ville meget mere end at fortælle en fængslende historie uden unødvendige svinkeærinder. I ”Natportieren” er vi for eksempel milevidt fra den uudholdelige udforskning af middelklassens middelmådige liv fra DR1’s seneste søndagsserie ”Bedrag”.
Som det er nu, er ”Natportieren” mere underholdende end egentlig udfordrende. Men serien står ved det udgangspunkt. Og gør det overbevisende overlegent.