Prøv avisen
Bog

At overleve Gulag ved at synge og håbe

4 stjerner
Ligesom Auschwitz er navnet på fangelejren Gulag blevet et begreb i sig selv – og et synonym for det helvede på jord, der fandtes i det 20. århundredes store dødslejre. På billedet ses en gulag-lejr øst for Moskva i regionen Birobidzhan. Foto: Polfoto/AP

Ruta Sepetys’ grundige historiske research og indlevende tekst fører læseren langt ind i mørkets hjerte

Man kommer gennem himmel og helvede med den 15-årige litauiske Lina, der oplever deportation, årevis i arbejdslejr, kulde og daglige rædsler. Men fordi hun er så ung, dør håbet og gejsten aldrig i hende.

Den 49-årige forfatter Ruta Sepetys ligner en blond ”All-American Girl” på omslaget, men som mangen en amerikaner er hun halvvejs en fremmed. Sepetys er datter af litauiske flygtninge og ikke mindst: efterkommer af Gulag-fanger fra det tidligere Sovjetunionen.

Ruta Sepetys’ roman om Lina er en sammenkog af Sepetys’ fars historie som barn i Gulag og så af en række overlevendes og dødes fortællinger derfra.

De dødes dagbøger blev fundet nedgravet i jorden omkring lejrene, de få overlevende er i dag ældgamle og fortæller ligesom holocaust-ofrene stadig deres historie – igen og igen, så verden ikke glemmer.

Ligesom Auschwitz er navnet på fangelejren Gulag blevet et begreb i sig selv – og et synonym for det helvede på jord, der fandtes i det 20. århundredes store dødslejre. De russiske fangelejre i Sibirien var Stalin-kommunismens skraldespand, og de var skyld i over 20 millioner menneskers død. Efter Stalins død i 1954 begyndte man at afvikle dem, men først i 1991, da kommunismen faldt, blev de sidste helt lukket ned.

Indtil den 14. juni 1941 lever romanens fortæller Lina et almindeligt teenageliv i det sovjetbesatte Litauen, da russiske soldater en aften flår familien ud af trygheden og lejligheden på et øjeblik: ”Tyve minutter,” brølede soldaten. Han smed sin brændende cigaret og masede den ned i træet med støvlen. Snart skulle vi blive cigaretterne. Kort efter er de på vej til Sibirien, og mange års lidelser nord for Polarcirklen.

Sepetys’ grundige historiske research og indlevende tekst fører læseren langt ind i mørkets hjerte, ind i hovedet på de russiske vagter, de grådige, forråede medfanger, de kriminelle, de uskyldige, de forelskede unge. Trods det rå tema og de brutale dødsfald har bogen en uskyldig og ren tone, der gør den nærmest teenagevenlig, måske fordi stemmen er Linas, måske fordi forfatteren afholder sig fra splatter-chok og hyperrealisme og snarere fortæller med en diset, åndfuld ungpigestemme, der ser på rædslerne med uforstående vantro og mildhed.

Til slut kommer befrielsen, mange er ladt tilbage, men Lina får en chance for at begynde et nyt liv efter apokalypsen. Hun efterlader sin beretning fra lejren i jorden, nedgravet i en glaskrukke, og der finder nogle yngre forskere den mange år senere. Ganske som det er sket i virkelighedens Sibirien omkring de tidligere lejre. Derfor kender man til de præcise forhold – og derfor ved man præcis, hvordan fangerene levede og døde i Stalins arbejdslejre.

Det interessante er, at de grusomme fysiske lidelser langt overskygges af de mentale og følelsesmæssige. Og det er bogens pointe. At så længe fangerne kan bevare bare en lillesmule identitet og i al hemmelighed sniger sig til at skrive dagbog, synge sangene derhjemmefra, tale sammen på deres eget sprog, male, tegne, savne, elske, tro og vise medfølelse, så er der håb og liv.

De, der mister håbet og troen, mister menneskeligheden og dør først, ligesom man har hørt det fra de jøder, der overlevede koncentrationslejre. Bare ét eneste lille glimt af håb, så kan et menneske overleve det mest vanvittige. Derfor er bogen til at holde ud at læse, og derfor er den et vigtigt og spændende vidnesbyrd om en historisk periode, vi ligesom holocaust er nødt til at tale om, huske og forstå.