Prøv avisen
Interview

Mette Holm oversætter Murakami: I glimt finder man ud af, hvad han mener

”Det er et portræt af mig, og samtidig er det slet ikke mig,” siger en af karaktererne, der har fået malet sit portræt af hovedpersonen i ”Mordet på kommandanten”. I bogen er der et skel mellem det nye og det moderne, det abstrakte mod det meget figurative, siger Murakamis oversætter Mette Holm, der selv kan have svært ved at navigere i forfatterens univers. – Foto: Leif Tuxen

Det er svært at forestille sig, at oversætter Mette Holm nogensinde vil slippe ud af den japanske forfatter Haruki Murakamis univers. Med andet bind af ”Mordet på kommandanten”, som udkommer i dag, er det, som om han er blevet voksen, siger hun

Oversætter Mette Holm er født i hundens år. I år, hvor hun fylder 60 år, er det igen hundens år, og rundtomkring på hendes bogreoler står små hunde placeret. Figurerne er plastret til med japanske tegn, for med hovedet konstant begravet i japansk kultur kan det ikke undgå at komme til udtryk i hendes hjem i Esrum i Nordsjælland.

Mette Holm begyndte at oversætte den japanske forfatter Haruki Murakami i 1999, hvor hun oversatte ”Trækopfuglens krønike”. Siden er hun dykket længere og længere ned i hans univers. I dag udkommer andet bind af hans seneste storværk, ”Mordet på kommandanten” med undertitlen ”En metafor forandrer sig”, på dansk.

Mette Holm elsker at fortælle om Murakami, som hun har mødt nogle gange. Senest, da hun interviewede ham under hans besøg på Den Sorte Diamant i København for to år siden. Hun veksler mellem at afsløre detaljer fra den nye bog og fortælle mere generelt om hans forfatterskab. En samtale med hende er som en åbning ind i den japanske forfatters univers.

I ”Mordet på kommandanten” skriver Murakami om det navnløse jeg, der er maler. Hovedpersonen, der selv maler helt traditionelle portrætter efter sin hukommelse, flytter efter sin skilsmisse ind i en berømt, gammel malers hus i bjergene. Her finder han maleriet med titlen ”Mordet på kommandanten”, malet med traditionel japansk nihonga-teknik. Derudover bliver det navnløse jeg bedt om at male et portræt af sin nye genbo, Menshiki, der har hørt om hans evner til ikke blot at male mennesket, men også at kunne se bag mennesket og få dets essens med.

”Det dér meget figurative er i virkeligheden abstrakt, for det dækker en helt anden handling end den, der er på maleriet. Det går meget dybere,” siger Mette Holm, der altid farer lidt vild i Murakamis romaner, når hun oversætter dem.

”Det kan være godt at fare lidt vild. Den måde at lade grænser være flydende – det er meget nemmere på japansk, for man kan skrive det meget mere upræcist. Det vil sige, at man også skal tilstræbe en vis uklarhed i sine oversættelser. Dét er svært, det at gøre det helt så uklart, som han gør det,” siger hun.

”Mordet på kommandanten” er på niveau med hans største værker, ”Kafka på stranden” og ”Trækopfuglens krønike”, og minder også om ”Hardboiled Wonderland og verdens ende”, mener oversætteren.

”Det er, som om han er gået lidt tilbage til sin gamle stil: Den dér navnløse hovedperson,” begynder hun og forklarer, at der er to forskellige måder at skrive ”jeg” på på japansk. Det er måske lidt svært at forstå, for på dansk eksisterer kun ét jeg.

”Den navnløse hovedperson beskrives her som et navnløst jeg, ’watashi’, der bruges af voksne, i stedet for ’boku’, der mest bruges af yngre mænd og i mere uformelle sammenhænge. I det tidlige forfatterskab brugte Murakami ’boku’, men nu er det blevet til ’watashi’.”

Det er på den baggrund, hun kan mærke, at der med den nye udgivelse er sket noget med den 69-årige Murakami.

”Han er lidt mere voksen,” siger hun, halvt fordybet i egne tanker. Hun rejser sig fra sin stol i køkkenet for at lave grøn te. Direkte medbragt fra Taiwan, hvor hun var til en Murakami-konference i maj.

Bevæger man sig rundt i Mette Holms hus, er det fristende at beskrive det som et minibibliotek. Væggene er der et sted, gemt væk bag bunker af bøger, både i stueetage og på første sal. Nogle gange forlader hun køkkenet ganske kort, fordi hun i en tankerække er blevet mindet om en bog, som hun er nødt til lige at vise frem.

”Er den ikke flot?”, spørger hun. I hånden står hun med en af Murakamis bøger på japansk. Hun fortæller, at det er bogen ”Norwegian Wood”, men hvis ikke man kan forstå japanske tegn, er det svært at vide. Hun åbner den knaldrøde bog, hvor Murakami har skrevet på indersiden af coveret.

Mette Holm smyger sig gerne ind i hans verden, hvis hun får muligheden, på samme måde som Murakamis personer bevæger sig mellem forskellige verdener. Det er ikke atypisk for japansk kultur, men det giver Mette Holm en del tråde at holde fast i, og denne bog har ikke været nogen undtagelse.

”Selvom jeg sidder og oversætter den og er så tæt på, så er der simpelthen så mange spor i romanen, så man indimellem taber et af sporene, der så pludselig kommer tilbage igen. Det tror jeg også er det, som dem, der er fascineret af Murakami, tiltrækkes af. Det, at der er så mange lag, så mange ting, man kan dykke ned i,” siger hun.

Hun gør det klart, at det er tæt på umuligt at være oversætter uden at kende landet. Og nej, det går ikke bare at oversætte direkte fra den engelske oversættelse. Det giver al for megen plads til oversættelser, der ikke er tro mod Murakamis måde at skrive på.

”Man skal ned og definere de dér karakteristiske ting, der giver det japanske islæt. Jeg vil ikke fjerne det og gøre det dansk. De sidder på et tidspunkt på et plejehjem og drikker dåsekaffe, og så skriver min redaktør: ’Mener du nescafé?’. Nej, dåsekaffe, fra en automat! I Japan kan man købe varm og kold kaffe i dåser fra automater,” siger hun og tilføjer: ”Jeg kan godt lide at tage det mærkelige med ind.”

Mærkeligt eller ej: Murakamis seneste skud på stammen har fanget læserne. Én af Mette Holms fire førstelæsere er hendes eksmand, og ifølge Mette Holm synes han, at ”Mordet på kommandanten” er den bedste Murakami-roman nogensinde.

”Hver gang man læser bogen, kommer der nye ting frem. Der er så mange spor,” siger Mette Holm.

I ”Mordet på kommandanten” færdiggør hovedpersonen portrættet af Menshiki, hvortil Menshiki siger:

”’Det er et portræt af mig, og samtidig er det slet ikke mig’. Det vil sige, at maleren rammer den, han ikke engang selv ved han er. Noget uhyggeligt, måske, noget farligt. Så kommer der det dér bånd, som ingen måske opdager, som jeg opdager i glimt og måske har glemt i morgen. I glimt finder man ud af, hvad Murakami mener,” siger Mette Holm.

Hendes kat, Mille, kommer ind i køkkenet. Eller faktisk er det slet ikke hendes kat, men den har besluttet sig for at flytte ind hos hende. Murakami selv er stor fan af katte og er engang i Danmark gået midt i en samtale med Jens Olesen, formand for Hans Christian Andersen Litteraturpriskomité, fordi han så en kat, han måtte hen til, fortæller Mette Holm. Normalt er der også katte med i hans bøger.

”I denne bog er der næsten ingen katte med. Det er lidt trist. Men der er en ugle oppe på loftet, og det ligner en kat med vinger. Jeg ville gerne have, at det var en kat med fjer, for det er det samme tegn,” siger Mette Holm, der gerne vil være grundig, når hun oversætter, selvom det gør hende meget langsom, at hun dvæler ved detaljen.

Romanen er blevet rigtig godt modtaget, men der er altid nogle, der ikke kan lide Murakami, siger Mette Holm. Han deler vandene. Men de, der elsker Murakami, gør det uforbeholdent. Sidste år kunne man komme ind bag kulissen på Mette Holms oversætterarbejde i dokumentaren ”Dreaming Murakami”, og i en af scenerne forsøger hun sammen med den norske oversætter at sætte ord på, hvad det er, Murakamis fans har tilfælles.

”Det er måske et ønske om en bedre verden, en tro på, at det kan betale sig at være drømmer. Det er mennesker, der godt kan lide historier, som godt kan lidt fantasi, og også godt kan lide det åbne. Hans bøger er jo næsten altid meget åbne, for det er fortællinger, der ligesom er her og nu, men de er ikke færdige. Det er jo også mennesker, der lever meget stille og godt kan lide ensomhed, og for det meste kan folk, der kan lide Murakami, også lide hinanden,” siger hun.

Sammen med det lille rejsebureau Ichiban Travels arrangerer Mette Holm en rejse inspireret af ”Mordet på kommandanten” næste efterår, hvor de rejsende bliver ført rundt til steder, der er med i bogen. Og så flytter Mette Holm selv til byen Kiryu i Japan fra maj og et år frem, hvor hun glæder sig til at blive bedre til sproget og til at fordybe sig mere i kulturen. Og i Murakami.

”En vigtig ting, som jeg synes man virkelig lærer, når man læser Murakami, er, at japanere på mange måder er ligesom os,” siger hun.

”Mordet på kommandanten” anmeldes senere på ugen.

Mette Holm vil gerne være så tro mod den japanske version af bogen som muligt. Det gør hun ved at bruge sin elektroniske ordbog, sammenligne med andre oversættelser, bruge mange førstelæsere og spørge japanere til råds. Arbejdet er derfor ganske tidskrævende. – Foto: Leif Tuxen
Mette Holm har mange forskellige udgaver af Murakamis bøger. Her er den japanske udgave af bogen ”Norwegian Wood”, hvor forfatteren har skrevet en hilsen til sin danske oversætter. – Foto: Leif Tuxen
Mette Holms hjem er indrettet med mange japanske dingenoter. Hun har mange figurer af hunde til at stå, fordi hun selv er født i hundens år. I år, hvor hun fylder 60 år, er det desuden igen hundens år. – Foto: Leif Tuxen
Mette Holms egen verden udvider sig, når hun oversætter Murakami