At være eller ikke være tro mod originalteksten. Det er ikke længere spørgsmålet for danske læsere og forlag, der forlanger større loyalitet mod det oprindelige værk fra landets oversættere end tidligere.
Arild Batzer, der driver forlaget Batzer og Co, som især udgiver oversættelser af kvalitetslitteratur, har mere end 20 års erfaring med oversættere og oversættelser, og han er ikke i tvivl om, at forventningerne til oversætterne er blevet højere:
”Kravene er blevet væsentlig skrappere til oversætterne. I dag forventer man, at en god oversættelse på en og samme tid skal være velskrevet og tro mod originalen. En god oversættelse er stadig en fortolkning i den forstand, at oversætteren jo farver sprog-et, hver gang, man vælger et ord, og det skal man have frihed til. For man kan ikke undgå at blive med- eller gendigter som oversætter, men tidligere tog oversætterne sig langt større friheder, så gamle oversættelser af Dostojevskjij for eksempel kunne have passager, der var helt omskrevet eller udeladt, alt efter oversætterens egne religiøse og politiske holdninger, men den går ikke længere. Nu er vores krav til oversætterne, at oversættelserne skal være mere nøgne og loyale over for den oprindelige tekst og samtidig fungere på et moderne dansk,” siger Arild Batzer og tilføjer, at forlaget for eksempel er ved at nyoversætte flere af dette års nobelpristager Peter Handkes tidligere romaner, der udkom i 1970’erne og 1980’erne på dansk, men ikke længere lever op til forlagets nutidige kvalitetskrav for oversættelser.
Thomas Harder, der selv er oversætter, forfatter og tidligere formand for Litteraturrådet (1996-2000), bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening (2003-2006) og formand for Kunstfonens Projektstøtteudvalg for Litteratur (2014-2017), mener, at der er flere forhold, der gør, at der er kommet en større opmærksomhed på at være tro mod forlægget.
”Et af dem er, at de udenlandske forlag blevet mere opmærksomme på at kontrollere oversættelserne. Det gælder nok i særlig grad for udgivelser med karakter af ’mærkevarer’ – bestsellerforfattere, store børnebogs- og kogebogssucceser og lignende. Hvis man tager en børnebog som ’Mio, min Mio’, blev handlingen i den danske oversættelse, som udkom i 1955, flyttet fra Sverige til danske lokaliteter, blandt andet Frederiksberg Have. Det var ikke så ualmindeligt dengang, og går man længere tilbage i tiden, gjorde man det også sommetider i voksenbøger. I dag ville man nok tøve med at gøre det, og jeg har svært ved at se det for mig i en voksenbog,” siger Thomas Harder.
Han tilføjer, at han for 30 år siden havde kontakt med en dansk forlægger, der havde som princip, at oversatte krimier ikke måtte være over 300 sider i den danske udgave, uanset hvor lange de var oprindeligt.
”Det er mit indtryk, at den slags sker meget sjældnere i dag og formentlig kun, hvis forlagene har en udtrykkelig godkendelse fra det udenlandske forlag,” siger Thomas Harder, der i det hele taget mener, at der måske er sket en professionalisering af oversættergerningen:
”Der er ikke meget tilbage af sprogfagene på de danske universiteter, men der undervises dog stadig i oversættelse. Alligevel mangler der en decideret oversætteruddannelse. Der er måske nok sket en vis professionalisering af oversættelserne, men mange har stadig oversættelse som en bibeskæftigelse,” siger Thomas Harder, der mener, at danske oversættelser stadig er præget af forskellige tendenser, men måske med stadig større forsigtighed:
”Men når læsere, anmeldere og en del forlæggere vurderer oversættelser, interesserer de sig stadig mest for, om de synes, at den danske tekst lyder godt. Det er selvfølgelig ikke lige meget, men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan oversættelsen forholder sig til originalen. Det er bare de færreste, der har forudsætninger for at tjekke, hvor tro oversættelsen er mod originalen, eller har gjort sig nogen særlige tanker om, hvad det vil sige at være ’tro mod originalen’.”