Overset forfatter skriver rystende smukt fra sjælens gravkammer

Sigurd Mathiesen gled i sin samtid hurtigt ud i glemslen, men den norske forfatter fortjener en plads på litteraturhistoriens solside, viser debutværket ”Unge sjæle” fra 1903

Navnet Sigurd Mathiesen (1871-1958) siger formentlig ikke mange særlig meget, og det er en skam. Den glemte norske forfatter er nemlig helt på højde med sin samtids største, Hamsun og Strindberg, hvilket nu kan konstateres ved selvsyn i den første danske oversættelse af debut- og hovedværket ”Unge sjæle”.

Da de syv gotiske fortællinger i samlingen udkom i 1903, var det til udbredt begejstring og anmelderroser. Succesen var dog kortvarig, og det unge forfatterhåb gled hurtigt ud i glemslen igen, hvor hans udsøgt forkvaklede prosa har levet en trist skyggetilværelse lige siden. Men Mathiesen fortjener en plads på litteraturhistoriens solside. Hans gruopvækkende sjælelandskaber af sitrende nerver og nattegys, af koket misantropi, blodrus og mani, er på én gang tidstypiske og evige. De taler til os fra underbevidsthedens malstrøm, og forfatteren var således på samme tid forud for Freud og arvtager efter skrækromantikkens store skikkelser som Edgar Allan Poe og E.T.A. Hoffmann.

”Unge sjæle” er skrevet i en tid omkring århundredeskiftet, hvor den skandinaviske litteratur finder et nyt skælvende udtryk. Det er sindets skyggesider og sygelige tilbøjeligheder, der dyrkes. En svælgen i undergangen og forfaldets finere nuancer. Og Mathisens maleriske sjælepatografier flugter helt med samtidsånden, selvom sprog og stil synes næsten chokerende nutidig. Undergangsfornemmelsen finder sin konkrete form i ”Unge sjæle” som en omvendt, en forvrænget, skabelsesberetning. De syv korte fortællinger svarer til skabelsesugens syv dage, hvilket allerede antydes af åbningsnovellen ”Den sorte uge”. Men modsat det bibelske forlæg kulminerer Mathisens skabelse i en altudslettende syndflod i samlingens mesterlige finale ”Vulkanen”. Så gennemført fordærvet er ”Unge sjæle”.

Undervejs danner også de syv dødssynder diabolsk bagtæppe for dyrkelsen af unævnelige menneskelige laster. Det depraverede, morbide, perversionerne står i fuldt flor på de betændte sider. Personerne er tragiske randeksistenser, der alle kæmper med at finde fast grund i tilværelsen. For hos Mathiesen er mennesket først og fremmest et stakkels hvileløst væsen, der blindt drives rundt af drifterne i eksistensmørket.

Den fundamentale erfaring er eksistensens lidelsesfuldhed – noget ondt regerer, og skriften søger bag om civilisationens og fornuftens fernis, helt ind i hjertet af denne dæmoni.

Et karakteristisk eksempel er mesternovellen ”Blodtirsdagen”. Her forsvinder en flok unge skoledrenge på mystisk vis en almindelig tirsdag eftermiddag kun efterladende sig noget overtøj og skolebøger.

Fortællingens protagonist, som er i slægt med den ene af de forsvundne, synes besat af denne gådefulde ulykke, som har formet hans families liv, og han sætter sig for at undersøge, hvad der hændte den skæbnesvangre tirsdag i 1838. Men snart sker det, der ofte sker i Mathiesens mareridtsunivers; fortælleren bliver fortalt. Subjekt og objekt skifter sted, smelter sammen, så hovedpersonen med ét selv befinder sig i den mose, hvor fem drenge blev del af en bestialsk offerhandling, et kollektivt selvmord.

”Man er aldrig sikker på, at det ikke er teksterne, der læser os, snarere end omvendt. Det uhyggelige er især, at det er uklart, hvem der i sidste ende ender på briksen”, hedder det meget præcist i Dag Heedes fortræffelige efterord.

Sådan spreder rædslen sig under læsningens frugtesløse jagt på mening blandt de geniale grotesker. Og sådan virker Mathiesen overrumplende moderne, ja nærmest postmoderne i sin antirationalisme. Også sprogligt synes teksterne dugfriske og nye trods de mange års glemselsslummer. En umage sammenstilling af opstyltede neologismer som ”feberrødt”, ”støvlummer”, ”hjernemørke”, ”rovglødende” og talesprog med hyppige afbrydelser og ”hehe”-indfald får skriften til at sitre af uafgørlighed. Hertil er der noget næsten baudelairesk over hans evne til at omsætte det forfærdelige til sublim skønhed. Mødet mellem det moralsk deforme og det kunstnerisk formfuldendte. Lasternes frygtelige journalføring blandes op med momenter af afsindig sproglig fryd. Tag bare åbningen, som lige så vel kunne være billedbeskrivelsen af Edvard Munchs ”Skriget”:

”Byen her går omkring i en besynderlig luft. I en luft af opløsning, død og forrådnelse. Jeg ved ikke præcist, hvorfra dette sorte solskin kommer. Dette skingre sølvlys med dybe metalskygger, der lægger sig trykkende, værkende for panden. Jeg ved det ikke…”.

Mathiesen har en egen sært charmerende tone. En aparte, men sirlig brug af adjektiver og tæt på genial syntaktisk opfindsomhed, der gør ”Unge sjæle” til et skammeligt overset hovedværk i skandinavisk litteratur.

I efterordet kalder Dag Heede meget rammende Mathiesens grotesker for en hadegave til humanismen og hævder, at de færreste kommer uskadt fra mødet med ham. Det er sandt. ’Unge sjæle’ er svære at trænge ind i, men umulige at glemme. Og hvor er det lykkeligt, at vi har små kvalitetsforlag som Sidste Århundrede, der lirker den store litteratur ud af dens læderindbundne glemsel og ind i et nyt lyslilla efterliv.