Holmens Kirke i København var i lørdags fyldt til bristepunktet, da universitetskoret Lille MUKO holdt sin årlige julekoncert.
Klogeligt nok vogter man sig for at rokke ret meget ved indhold og form. For akkurat som det forholder sig med selve julen, så er også koncerten præget af traditioner, der ikke er til for deres egen skyld, men er forankret i en fast tro på julens budskab.
Når det lykkes så godt for det veletablerede kor, der i 2017 kan fejre sit 50-årsjubilæum, hænger det naturligvis også sammen med, at man har de musikalske muskler til at gøre koncerten til et af juletidens højdepunkter for korets trofaste publikum.
Ikke alene er det hørbart, at sangerne føler sig hjemme i dette repertoire og år for år finsliber det, det er også lykkedes at engagere solister fra allerøverste hylde: Sopranen Signe Asmussen og tenoren Peter Lodahl, der virkelig løfter de kære gamle julesalmer (plus enkelte nyere numre) op i det store rum og ind i sjælen på tilhørerne.
Blandt de nyere indslag hæftede man sig især ved Francis Poulencs glasklare ”Fire julemotetter”, sunget på latin, men heldigvis med dansk tekst i det fornemme program: ”O, store mysterium” hed den første – og julemysteriet udfoldede sig til fulde både i tekst og toner.
Men en ting er det musikalske overskud, noget andet og lige så væsentligt er det fællesskab, man bliver en del af ved en sådan koncert (og som mange danskere rundt omkring i landet sikkert har oplevet ved deres lokale julekoncert).
Fællesskabet bunder også i, at de tre fællessalmer, der på opfordring synges stående, aktivt involverer publikum gennem hele koncerten, samtidig med at de medvirkende musikere, Tine Rehling på harpe, og fløjtenisterne Eva Østergaard og Nikolaj von Scholten samt organisten Jakob Lorentzen alle synger med, når lejlighed gives.
Det hele holdes forbilledligt sammen af dirigenten Jesper Grove Jørgensen, der siden 1985 har været korets leder og inspirator.
Sammen med musikalsk overskud og tradition er der en tredje faktor på spil: Bevægelse. Musikere og sangere bevæger sig syngende rundt i forskellige opstillinger på en måde, der ligefrem tangerer koreografi og skaber afveksling og nye synsvinkler. Men bevægelsen er også af åndelig art. Man vil selvsagt gerne bevæges ved en julekoncert. Og det bliver man uvægerligt, når ord og musik på den måde går op i en højere enhed.