Prøv avisen

Overskuelig og velskrevet

Armenske forældreløse børn fra det danske børnehjem Emaus i Mezreh på et postkort fra cirka 1905. – Foto fra bogen: KMA/Rigsarkivet. Foto: Fotografisk Atelier. DKB.

Mathias Bjørnlund fremlægger folkedrabet på armenierne kronologisk og omhyggeligt i sin bog, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) i sin anmeldelse

Med Det armenske folkedrab. Fra begyndelsen til enden har historikeren Matthias Bjørnlund simpelthen skrevet bogen om folkedrabet på armenierne. Det har især fra officiel tyrkisk side hele tiden været benægtet, at der ligefrem var tale om et folkedrab, for som statsminister Erdogan har sagt, så begår muslimer og tyrkere ikke folkedrab. Derimod ville armenierne udslette tyrkerne, skrev han den 22. marts 2010.

Det svarer til den gentagne officielle tyrkiske forklaring, som går ud på, at Osmannerriget under Første Verdenskrig forsvarede sig mod sin århundredgamle fjende Rusland, der blev hjulpet af armenierne som en femte kolonne. Men selvfølgelig forekom der massemord og forkerte tildragelser, som der altid forekommer i en krig, medgives det normalt.

LÆS OGSÅ: Et fladt indre landskab

Imidlertid var udryddelsen af armenierne ikke noget, som begyndte i 1915. Forud var gået meget omfattende udryddelser og fordrivelser i 1890erne og i årene før Første Verdenskrig. Forholdet var nemlig det, at de muslimske tyrkere udgjorde et mindretal i, hvad der efterhånden var tilbage af Osmannerriget med de store armenske, græske, kurdiske og arabiske befolkningsgrupper, som tilsammen udgjorde flertallet.

Derfor satte sultanen og hans efterfølgere, Ungtyrkerne, gang i en storstilet fortyrkningsproces, der skulle forene alle i en tyrkisk kultur med det tyrkiske sprog og en sunnimuslimsk religion. Og efter at Ungtyrkerne efter nederlaget i Første Verdenskrig var blevet jaget på porten af Atatürk, fortsattes disse bestræbelser, dog med den undtagelse, at religionen blev trukket ud af ligningen, og landet sekulariseret.

Minutiøst, men både overskueligt og velskrevet følger Matthias Bjørnlund hele denne udvikling. Han fremlægger begivenhederne kronologisk og omhyggeligt. Han viser fra sine avisstudier både, hvad omverdenen fik at vide og det var ikke så lidt og, hvorledes omverdenen reagerede.

Bogen skildrer tillige det, der i dag hedder ngoernes indsats, hvor flere danske sygeplejersker og missionærer gjorde en enestående indsats for at hjælpe de nødstedte. Ikke mindst bemærker man sig Karen Jeppe, der sled og slæbte ofte med livet som indsats fra 1902 til sin død i 1935 i Syrien, hvor hun ligger begravet i Aleppo, der nu hærges af en ny konflikt.

Armenierne blev forfulgt, sendt på dødsmarch til Syriens ørken, massakreret i hundredtusindvis på vejen, tvangskonverteret, voldtaget eller solgt som slaver til muslimer på ruten. Ikke mindst var kurderne ivrige.

Armenierne udgjorde den største kristne befolkningsgruppe og var derfor det primære mål for den jihad mod kristne, som regeringen udstedte efter at være gået ind i Første Verdenskrig. De havde også i vidt omfang klaret sig bedre i handelslivet og landbruget end de muslimer, de boede iblandt, og som nedvurderede dem på lige fod med jøderne, hvis ikke de ligefrem var værre end jøderne.

Begrebet holocaust, der for evigt er forbundet med nazisternes udryddelse af Europas jøder, anvendes faktisk første gang om Ungtyrkernes pogromer mod armenierne i 1909. Dem beskrev den amerikanske reporter William T. Ellis som et holocaust af blod og ild og plyndring.

Efter Første Verdenskrig gav Folkeforbundet sig til at operere med tanken om et opsplittet Osmannerrige med et selvstændigt Armenien under et eller andet lands mandat. Opsplittet blev det. Frankrig og Storbritannien dette de arabiske områder, men Folkeforbundet fandt aldrig nogen, der ville påtage sig opgaven med Armenien. Også Danmark, Sverige og Norge betakkede sig.

Armenien på den russiske side af grænsen tog i 1917 sin uafhængighed, men blev hurtigt indlemmet i Sovjetunionen, som det trak sig ud af i 1991. Dets grænse til Tyrkiet er lukket, men lige på den tyrkiske side af grænsen ligger Ararat-bjerget. Det kan armenierne se på, men ikke besøge, for armenierne og tyrkerne er fortsat uenige om, hvad der egentlig skete dengang. Armenierne siger, at det var folkemord. Tyrkerne, at det var uhensigtsmæssige krigsbegivenheder.

For cirka 10 år siden nedsatte de i enighed en historiker-kommission. Den er nu opløst. Men striden skal løses, og grænsen åbnes, hvis Tyrkiet skal ind i EU, der jo har vedtaget, at EU ikke optager et land, som ligger i en grænsekonflikt med sine naboer.

Indtil de igen kan blive enige om at lade historikere se på det, kan vi andre med udbytte læse Matthias Bjørnlunds bog.