Mandag: Vi ser gennem morgendisen ud over et dejligt blødt engelsk landskab. Kate (Charlotte Rampling) går sin daglige tur med schæferhunden. Det er gråt og stille. Da hun kommer hjem, henter hun som altid posten og giver et brev til sin mand, Geoff (Tom Courtenay), hvorefter hun går ud i køkkenet og sætter en kedel over.
Alt er, som det plejer. Lige indtil hun kommer tilbage, og Geoff sidder som forstenet i sin stol. ”Hun har ligget i en schweizisk gletsjer siden 1962. Hun ser ud som dengang. Det gør jeg ikke. Det er som Tollundmanden fra Danmark,” siger han dybt chokeret.
Vi er i gang med ”45 år”, et usædvanligt og intenst ægteskabsdrama, der foregår over seks dage. Fortiden rulles langsomt op, da det schweiziske politi i brevet underretter Geoff om fundet af den døde Katya, hans ungdomskæreste, der ved en tragisk ulykke styrtede i afgrunden på deres fælles vandretur i Alperne. Fortiden spejles i nutiden, og den døde kvinde skaber en dyb kløft i ægteparrets ellers så harmoniske 45-årige ægteskab, som de skal fejre med en kæmpe fest om lørdagen.
Geoff ændrer adfærd. Han står op midt om natten for at gå op på loftet og lede i gamle kasser efter billeder af Katya. Han er kort for hovedet og begynder at ryge igen.
Kate føler en nagende jalousi, og da hun en eftermiddag, hvor Geoff er ude, går op på loftet for at se, hvad han leder efter, bliver hun chokeret over det, hun finder. Er Geoffs og hendes kærlighed ikke, hvad hun i 45 år har troet, den var. Kan deres ægteskab bære dette, og hvad med den store fest?
Bag filmen står den herhjemme knap så kendte prisbelønnede engelske instruktør Andrew Haigh. Filmen leder tankerne hen på Ingmar Bergman og Michael Haneke med deres melankolske og eksistentielle univers og kunsten at fortælle en enkel historie, så man bliver fuldstændig grebet. Hanekes Oscar-vindende ægteskabsdrama ”Amour” (2012) er et eksempel herpå.
Visuelt er ”45 år” karakteriseret ved lange kameraindstillinger. Tempoet er, som hovedkarakterernes liv, nærmest stillestående. Men bag roen ulmer sammenbruddet. Da Kate spørger Geoff, om han ville have giftet sig med Katya, hvis han havde kunnet, og han nødtvunget svarer ja, bryder hendes verden sammen.
Der er ikke på noget tidspunkt brugt special effects. Billederne af det smukke engelske landskab, ægteparrets hjem og den nærmeste by taler deres eget sprog.
Rampling og Courtenay yder begge pragtpræstationer. Især er Rampling fremragende som den jaloux Kate, der er ved at miste grebet om sit liv. Hendes skarpe replik, bekymrede blik og anstrengte smil går lige til hjertet. Man kan se orkanen i hendes øjne. Hun kæmper en indre kamp mod en fjende, der ikke eksisterer. Midt i konflikten er der noget uendelig smukt og ophøjet over filmen, som stiller det altoverskyggende spørgsmål om kærligheden virkelig kan overvinde alt?
Kan varmt anbefales.
kultur@k.dk