Ovid var eksilets og erotikkens digter

Selvom Ovid mest er kendt som en frivol forfatter, så foregreb han også kristne tanker

”Metamorfoser” betyder forvandlinger, og forvandlinger er Ovids nøgle til forståelse af menneskelivet. Hos Ovid resulterer forvandlingen som oftest i en tragedie.
”Metamorfoser” betyder forvandlinger, og forvandlinger er Ovids nøgle til forståelse af menneskelivet. Hos Ovid resulterer forvandlingen som oftest i en tragedie. . Foto: Topfoto/ Ritzau Scanpix.

Det er nu 2000 år siden, at Romerrigets formentlig største digter drog sit sidste åndedrag i det nuværende Constanta i Rumænien. Hertil var han blevet forvist af kejser Augustus.

Publius Ovidius Naso var født i år 43 f.Kr. Han var uddannet jurist, men det var litteraturen, der trak i ham og takket være digtsamlingen ”Ovids bitterligheder” (dansk 2008), ved vi, at eksilet gjorde digteren stridbar til det yderste. Det er træffende, når Ovids mesterlige oversætter Otto Steen Due bemærkede, at forvisningen jo også ville have svaret til, at en københavnsk kulturping var blevet tvunget til at bosætte sig i Tarm.

Men hvorfor blev Ovid landsforvist? Hvis vi bevæger os ad gisningernes langstrakte glidebane, så får vi muligvis et fingerpeg i hovedværket ”Metamorfoser” (dansk 2005), hvor Actaeon under en jagt forvilder sig ind i en grotte og ser gudinden Diana i bad. Diana er bange for, at Actaeon skal røbe, at han har set gudinden nøgen. Derfor forvandler Diana Actaeon til en dåhjort. Det bliver fatalt. Actaeons jagthunde kan nemlig ikke længere genkende deres herre: ”De flokkes omkring ham, og med de frådende kæber dybt i hans legeme flår de den der er deres herre, men ganske ser ud som en dåhjort.”

Var Ovid ligesom Actaeon uforvarende blevet vidne til noget, han ikke skulle have set eller hørt? Det er i alt fald værd at bemærke, at kejser Augustus’ barnebarn Julia bliver landsforvist samtidig med Ovid – nemlig i år 8 e.Kr. – og at Julias mand bliver henrettet for sammensværgelse mod kejseren. Ovid færdedes i de samme løsslupne kredse som Julia. Var Ovid blevet et farligt vidne i kejserens øjne?

Det får vi nok aldrig svar på, men vi ved, at Ovid allerede inden sit ufrivillige eksil var berygtet for sine erotiske skildringer i ”Ovids elskovskunst: håndbog i hor” (dansk 2006), hvori digterjeget ikke nægter sig selv noget og trænger sig på i en grad, så man må korse sig.

Det gjorde Grundtvig også og tilkendegav, at Ovid hørte til ”de urene dyr under Parnasset”. Steen Steensen Blicher var til gengæld begejstret for Ovid. Det fremgår af ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog”, hvor præsten har to bøger stående af Ovid. Den ene er ”Ovids elskovskunst” på latin, som den 14-årige Morten Vinge rækker ud efter i præstens studerekammer. ”Abstine manus!” udbryder præsten. Fingrene væk. Den er for fræk. Alligevel – eller måske netop derfor – er det den første bog, Morten køber, da præstens efterladte bogsamling sættes til salg. Morten får dog snart brug for den anden bog af Ovid – nemlig ”Midler mod elskov” (dansk 1949).

”Midler mod elskov” var allerede i Ovids samtid en bestseller. For som Dan Turèll engang sukkende bemærkede, skulle der en dag komme en pille mod forelskelse, ville den blive udsolgt i løbet af nul komma niks.

Ovid var som digter eksponent for elegance, vid, ironi og urbanitet, men han var også en storartet psykolog. Som når han lader Medea i ”Metamorfoser” reagere på den forbudte kærlighed med ordene: ”Jeg er i ukendte kræfters vold og begæret forlanger ét, fornuften et andet. Jeg ser hvad jeg bør, og jeg vil det – gør hvad jeg ved er forkert!” Ordene minder slående om Paulus’ berømte ord fra Romerbrevet: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

I øvrigt er det interessant, at Ovid anlagde samme synspunkt på abort som de første kristne teologer. I ”Ovids eskapader” (dansk 2005) udbryder den romerske poet: ”Den der i sin tid først fandt på at fosterfordrive, havde fortjent at hun selv faldt i denne sin krig (…) Nej, lad det ufødte modnes, det fødte vokse og trives. Livet er det dog værd at ha tålmodighed til.”

”Metamorfoser” betyder forvandlinger, og forvandlinger er Ovids nøgle til forståelse af menneskelivet. Hos Ovid resulterer forvandlingen som oftest i en tragedie.

Ovids mest berømte forvandlingshistorie handler om den skønne Narcissus, der hovmodigt afviser andre menneskers tilnærmelser. Til gengæld bliver han forelsket i sit eget spejlbillede, som han ikke kan løsrive sig fra, hvorfor guderne sørger for, at Narcissus ”hentæres lidt efter lidt af den brand han har i sit hjerte”. Lige siden har Narcissus været billedet på, hvor ødelæggende selvoptagethed kan være og en påmindelse om, at du skal elske næsten i stedet for dig selv.

Ovid konstaterer, at ”fortrin kan sagtens forveksles med fejl, da de ligner hinanden.” Det illustrerer beretningen om kong Midas, hvis største ønske er, at alt, han rører ved, må blive til guld. Men så snart ønsket er gået i opfyldelse, indser Midas, at han har begået sit livs fejltagelse: ”Tar han en skive af stegen og vil sætte tænderne i den, er det en plade af guld han prøver at sætte sin tand i.” Således erfarede kong Midas på sin egen krop, at ”fortrin kan sagtens forveksles med fejl, da de ligner hinanden”.

Ovids ”Metamorfoser” er måske verdenslitteraturens betydeligste digt overhovedet, for det har formet den mytologiske verden, vi stadig inspireres af, og som fortsat holder kunst og kultur i åndeligt vigør.

Ovid var da heller ikke i tvivl om, at ”Metamorfoser” skulle blive berømt i den ganske verden og gøre forfatteren til en celeber personlighed: ”Aldrig skal mit navn mere forgå af menneskers minde. / Hvor end Romernes vælde behersker land og riger,/ skal jeg læses af folk.”

Ovid døde en ukendt dato i år 17 e.Kr. Da havde han boet knap 10 år i den lille romerske koloni Tomi ved Sorte- havet og var aldrig kommet sig over savnet af sin hustru, sin datter og sit elskede Rom.

Resignation og afmagt blev derfor det lyriske slutfacit i ”Ovids bitterligheder”:

”Modgang tåler man bedst når man stadig har styrke fra medgang, mindre når man er slidt ned af at den blot bliver ved.”

Alle citater stammer fra Otto Steen Dues oversættelser.