Oz og dem: Hvem har ret i alvorlige anklager mod Israels store afdøde forfatter Amos Oz?

Den ældste datter af Israels hæderkronede forfatter Amos Oz hævder i nyudgivet bog, at hun var offer for en sadistisk og voldelig far. Debatten tager en politisk drejning

Forfatteren Amos Oz blev 79 år og døde af kræft i 2018. Han var en af Israels mest respekterede forfattere. En ny biografi af hans datter Galia Oz skaber furore i Israel. ”Amos Oz var vores gyldne prins, men det lader til, at selv månen har en mørk side,” lyder det blandt andet om forfatteren til bøgerne ”En fortælling om kærlighed og mørke” og ”Min Michael”.
Forfatteren Amos Oz blev 79 år og døde af kræft i 2018. Han var en af Israels mest respekterede forfattere. En ny biografi af hans datter Galia Oz skaber furore i Israel. ”Amos Oz var vores gyldne prins, men det lader til, at selv månen har en mørk side,” lyder det blandt andet om forfatteren til bøgerne ”En fortælling om kærlighed og mørke” og ”Min Michael”. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

I sin nye bog, ”Noget forklædt som kærlighed”, beskriver Galia Oz sin afdøde far – den mange gange prisbelønnede forfatter Amos Oz – som en sadistisk, voldelig og ydmygende far. I en uge, hvor Israel ellers har været travlt optaget af det kommende parlamentsvalg og kampen mod corona, har de udtalelser skabt voldsomme reaktioner.

Amos Oz’ to andre børn, Fania Oz Salzberger og Daniel Oz, skriver, at de ikke kan genkende storesøsterens beskrivelser af den afdøde far.

”I dag lancerede Galia Oz en ny bog, der retter alvorlige beskyldninger mod hendes far, Amos. Også imod os, hendes mor og søskende. Vi har hele vores liv kendt en meget anderledes Amos, en varm og kærlig mand, der elskede sin familie dybt og blidt,” skrev Fania Oz Salzberger på Twitter som svar på søsterens beskyldninger.

De hårde beskyldninger mod Amos Oz har genereret dybe suk, men også en vis portion skadefryd i Israel. Amos Oz døde i 2018 i en alder af 79 år og er foruden en stor forfatter i årtier blevet anset for at være en af den israelske venstrefløjs største tænkere. En verdenskendt ambassadør for Israels venstrefløj.

”Det er hårdt for os venstreorienterede,” siger Yehuda Atlas til Israels radiostation Galei Tzahal.

Yehuda Atlas er ven med Galia Oz og har ifølge eget udsagn kendt til rygterne om Amos Oz’ angivelige opførsel i årevis.

”Amos Oz var vores gyldne prins, men det lader til, at selv Månen har en mørk side,” tilføjer han.

Netop fordi beskyldningerne mod Amos Oz rammer den israelske venstrefløj hårdt, skaber det en følelse af lettelse hos dele af den israelske højrefløj. For nu har den ”hellige” venstrefløj også fået sin egen sorte plet, som den politiske kommentator Yaakov Bardugo sagde i løbet af ugen på Galei Tzahal.

Den afdøde israelske højrefløjspolitiker Rehavam Zeevi, som palæstinensiske terrorister myrdede i Jerusalem i 2001, blev år efter sin død fremstillet som en rollemodel. Men i 2016 blev en række angivelige skandaler med Zeevi i centrum offentliggjort.

Beskyldningerne mod Zeevi handlede om voldtægt og sexchikane. En sag, der var ydmygende for mange af Rehavam Zeevis ideologiske åndsfæller, på samme måde som beskyldningerne mod Amos Oz er vanskelige at fordøje for mange på Israels venstrefløj.

Under de politiske tåger fremtoner en typisk israelsk samfundsdebat om, hvem og hvad Amos Oz egentlig var. En debat om et traumatiseret menneske, der givetvis har svigtet sin ældste datter.

Amos Oz’ egen mor begik selvmord, da han var 12 år. I krigene i 1967 og 1973 kæmpede han i israelske kampvogne på Sinaihalvøen og i Golanhøjderne.

Ifølge dagbladet Maariv bebrejdede Amos Oz sig selv for moderens selvmord. I et interview til Maariv sagde Amos Oz, at han ”indeholder noget, der er så forfærdeligt, at hans egen mor ikke var i stand til at elske ham”.

Mange israelere tager del i debatten om den nationale forfatters eftermæle. Og mens den politiske debat er klar og tydelig, er de mange kommentarer mere nuancerede.

En af mange kommentarer på Facebook er skrevet af en israeler, der hedder Itzik Peled. Han er opdraget med Amos Oz’ bøger og elsker dem. Han tager afstand fra forfatterens angivelige mishandling af datteren. Men i Amos Oz’ personlige historie finder han en stærkt traumatiseret og bitter person. En person, der efter alt at dømme også døde bitter, da han ikke nåede forsoning med sin datter.

Itzik Peled skriver: ”Amoz Oz ventede hele nætter uden for sin datter Galias hus for at få tilgivelse”.