Jeg er stødt på bogen ”Hvad er demokrati?” af Hal Koch flere gange i mit politiske arbejde, men første gang jeg for alvor fik øjnene op for ham, var efter en radioudsendelse, hvor jeg selv havde deltaget. I programmet debatterede vi bureaukrati i det offentlige system. Efter udsendelsen modtog jeg en mail fra en retoriker, der nævnte, at for Hal Koch handlede demokrati om samtale, og at han var glad for, at jeg valgte at se nuancerne i stedet for blot at placere skylden hos de borgerlige partier. Derfor kom værket også forholdsvis sent ind i mit liv, men det blev en vejviser for mig i mødet med mennesker, jeg var værdipolitisk uenig med.
Jeg lærte, at ligeværdigheden består i at lytte respektfuldt til hinanden og at kunne samtale. At have en nysgerrighed på at forstå mine modstanderes tankesæt i stedet for bare at dæmonisere, frygte eller hade dem, der ikke var enige med mig.
Værket blev en vej til at forstå, at når man mødes i en samtale, er målet ikke, at den ene part skal få ret, eller at man skal overbevise den anden. Men at vi bliver klogere på hinanden, og at vi i samtalen kan kvalificere debatten, fordi det er i samtalen, der sker mirakler. Det er i samtalen, at respekten for hinanden og hinandens synspunkter opstår. Hal Koch bliver også på den måde en vejviser for demokratiets vigtigste redskab, nemlig samtalen.
Hvor vi i dag ofte vender os mod hinanden, vender Hal Koch problemerne på hovedet og stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi med samtale rykke tættere sammen? Jeg håber, at alle de mennesker, der er bekymrede, frygter eller sågar hader af den ene eller den anden årsag, sætter sig ned og læser den her bog og tænker, hvordan kan jeg gøre det bedre? Hal Koch lærte mig også at forstå, at når man går ind i en samtale, er det ikke ensbetydende med, at man blåstempler den andens synspunkt. Man kan sagtens være uenige, og man behøver heller ikke at nå til enighed, men vi skal hele tiden bestræbe os på at blive klogere på os selv og hinanden.
I de her tider, hvor terroren rammer, krige sender millioner af mennesker på flugt, og den religiøse og politiske ekstremisme vokser sig større, er der et endnu større behov for at være bevidst om, hvad et demokrati er for en størrelse, hvorfor det er vigtigt, og hvordan det adskiller sig fra diktaturet. Der mangler en helt grundlæggende diskussion om, hvor vi kan styrke demokratiet.
Bogen kan være en anelse akademisk, og Hal Koch er et navn, der går igen i intellektuelle kredse, men folket kan også få en masse ud af at lytte til hans budskaber. På Christiansborg blev jeg klar over, at det ikke var der, jeg kunne bygge broer, da det er min opfattelse, at Christiansborg graver grøfterne mellem befolkningsgrupperne. Hvis jeg ville skabe en folkebevægelse, hvor samtalen var i fokus, var det ude i befolkningen. Efter jeg er begyndt at drikke dialogkaffe med dem, der tidligere sendte mig hademails, og som jeg lå langt fra værdipolitisk, er Hal Koch blevet stadig vigtigere for mig. Og jeg tror, at han fremadrettet kommer til at få en endnu større betydning for mig. Jeg ser faktisk ikke længere, at der er noget alternativ til den samtalekultur, som Hal Koch stod for.8