Prøv avisen

På besøg i Johannes V. Jensens landskaber

Johannes V. Jensen siger selv, at hans smukkeste barndomsminder knytter sig til heden. Her er det hedeskråninger ved Rebild Bakker. – Foto: Sven Halling.

En af Johannes V. Jensens smukkeste myter har gjort Guldager Bæk i det vestlige Himmerland uforglemmelig. Når man besøger bækken, er den nu ikke så fantastisk. Men det gør på forunderlig vis ikke noget

Det kunne være den. Hvorfor så ikke vedtage, at det er den hvad enten det passer eller ej. Betyder det så meget med et lille bedrag? Ville Johannes V. Jensen ikke selv have taget det let?

I myten Ved Livets Bred skriver han om erindringer, der ikke synes at falde sammen med virkeligheden, selvom de kan dateres til bestemte indtryk og heller ikke bliver mere levende af, at man vender tilbage til stederne, de er knyttede til. De er nemlig, som han skriver, af en egen indre Natur, værdifuldere end alle andre.

Bækken, der i maleriske snoninger strømmer gennem den sommerligt grønne eng i det vestlige Himmerland, svarer til mine forestillinger om Guldager Bæk i Ved Livets Bred. Som om den indre natur er den samme, skønt beliggenheden måske ikke er det. Et kig i kortet afslører, at det er den ikke.

Jeg beslutter, trods alt, at køre videre for at finde Guldager Bæk. Den virkelige.

Men vil den være lige så rigtig som den forkerte?

Johannes V. Jensen har forberedt mig på et nej.

Ikke desto mindre er det Guldager Bæk, der hele dagen har været mit vigtigste mål. Efter gentagne læsninger i årernes løb af Ved Livets Bred forekommer det mig, at den må indeholde mere guld end det, der er i dens navn.

Med færgen ved Hvalpsund kommer jeg fra Salling til Himmerland, Johannes V. Jensens land. Ved vejen lidt syd for Farsø, hvor han blev født i 1873, står en mindesten for digteren, udført af billedhuggeren Mogens Bøggild og med et motiv fra Bræen samt et vers fra Danmarkssangen. Stenen blev afsløret i 1960, ti år efter digterens død, i overværelse af blandt andre hans enke.

Ved Hvalpsund møder jeg i tankerne Ane, den gamle kvinde fra himmerlandsfortællingen Ane og koen. Hun har trukket sin enlige ko til marked i Hvalpsund, hvor hun vækker nogen undren, fordi hun ikke er kommet for at sælge. Nej, hun vil såmænd bare give koen, der ellers er så meget alene, den fornøjelse at være lidt sammen med andre kreaturer.

Og jeg mindes to andre, der er sejlet over fra Salling til Himmerland, Mikkel Thøgersen og Axel fra romanen Kongens Fald. Mindes hvordan Mikkel i et dumpt had til den sorgløse Axel forårsager hans død og videre hvordan Axel i døden sejler på lykkens skib gennem den lyse himmerlandske nat . Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng (...). Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet, Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land, Dødens Land.

Ved Farsø Kirke lægger jeg nakken let tilbage og kigger op på tårnet, hvor Johannes V. Jensen angiveligt har klatret farefuldt som dreng. Aldrig er et Kirketårn bleven saa udtømt for Svimlen, Gru og Forvovenhed som det gamle Kirketårn i Farsø, skriver han i Kirken i Farsø. Tårnet virker nu ellers ret fredsommeligt og egentlig ikke særlig højt. Nå, ikke! Jeg bør prøve at forestille mig digterens forældre stå, hvor jeg selv nu står, og se sønnerne lege aber deroppe. Johannes V. Jensen fortæller, at hans ældste bror favnede vejrhanen, mens han selv aldrig nåede længere end til murhullerne under tagrenden.

Men tårnet havde også sine indre gys. En lille lem førte ind på kirkens hvælvinger og naar vi havde kravlet forfærdeligt længe op og ned i de snævre Mellemrum mellem Blytaget og Hvælvingerne, kom vi ind i det stille Loftsum over Koret. Her stod en gammel læderbetrukken Ligkiste. Der var en grøn Rude i Muren; Væggene og den enlige Kiste laa i saadan en syg Dunkelhed. Her mættede vi os med Rædsel.

En dag så drengen Johannes Farsø Kirke et andet sted end normalt nemlig i en forbipasserende malers skitsebog. Det syn, eller dets virkning, blev siddende i ham. For altid. Og næppe var den fremmede maler ude af byen, før drengen måtte have fat i en blyant for ligeledes at flytte Farsø Kirke over på et stykke papir. Det projekt skulle i princippet blive hans liv. Hans første skitser gav ham imidlertid, fortæller han, en større glæde, end han nogensinde senere har kendt. Således aktiveredes et aldrig hvilende kunstbegær og en aldrig hvilende længsel efter at eje alverden ved at se den.

Denne længsel efter at eje hører jeg ude på kirkegården, hører den i vindens sus i et birketræ ved en grav. Det er, som om vinden og træet sammen citerer nogle linjer fra digtet Den jydske Blæst: Hør Vinden tude, hør Vinden gale,/ den bærer Hilsen fra Verdenshave,/ og Jordens Farve, og Jordens Grave,/ og Lykkestunden i Jordens Dale (...).

Som Niels Birger Wamberg har udtrykt det, drømte den isolerede Himmerlandsdreng om fjernhedens uopdagede riger. Udve og hjemve blev for Johannes V. Jensen efterhånden lige stærke igangsættere, ja, de to længsler var i virkeligheden den samme ene mod Himmerland rettes hele følelsesstyrken (...), emigrantlandet, det tabte land, rejsernes udgangspunkt og rejsernes maal. Eller med Mikkel Thøgersen i Kongens Fald: Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i det fremmede; og derude fandt jeg ingen lykke, for jeg led overalt af Hjemve efter mit eget land. Man da Alverden tilsidst lokkede mig forgæves, da var endelig også Danmark døet ud af mit Hjerte; saaledes blev jeg hjemløs.

De ord tænker jeg på, mens jeg forestiller mig drengen tage den del af verden i besiddelse, som er Farsø Kirke.

Turen går videre. Jeg kan desværre ikke blive opholdt af Johannes V. Jensen Museet i Farsø. Det er stadig lukket efter en udvidelse, og nogen tid vil gå med at fylde de nye rammer ud. Jeg er dog et smut forbi og konstaterer, at både Johannes V.Jensen og søsteren Thit Jensen har fået en vej opkaldt efter sig. Og mellem de to veje er der kortere afstand, end de to i de tidligere år så inderligt forbundne forfattere efterfølgende ønskede at have til hinanden.

Jeg gør et ophold ved Vindblæs Hede, som denne dag ikke lever op til navnets første del. Det gjorde den derimod engang, Johannes V. Jensen cyklede i området og i bister, sammenbidt trods udfordrerede sin gamle ven den jyske blæst til en nederdrægtig dyst om, hvem der var den mest stædige. Det var de vist begge. Ingen af dem overgav sig.

Vindblæs Hede udgør en del af De Himmerlandske Heder, et cirka 1300 hektar areal mellem Nibe, Løgstør og Aaars og et af de største sammenhængende hedeområder i Danmark og den sidste rest af et tidligere endnu større.

Johannes V. Jensen siger selv, at hans smukkeste barndomsminder knytter sig til heden og forsvinder evigt med den. Hans lykke var at tænke tilbage paa den Gang jeg som barn krøb i den krydrede friske Lyng, på Mospuder og mellem de vilde Bær, og tog mod Solskinsvinden sammen med Gulspurvens lille Evighedsstrofe fra Toppen af en Gyvelbusk i Nærheden.

Dagen er så stille, at jeg både kan høre en bi lige nu og blæsten for længe siden, da digteren skulle nå toget i Vindblæs Den blæste mig langt ned i Halsen, den greb fat i mig, den gjorde sig om en mur naar jeg vilde rende Cyklen op mod den, jeg stod næsten stille, med Pandens stemmet mod den Satans Blæst, der buldrede mig i Ørerne og trykkede mig uforskammet paa Kroppen med store rodende Labber. Pressede jeg paa, øgede den bare Modstanden, simpelthen holdt mig. Ikke desto mindre nåede vor stridsmand toget, men omtrent sprængt, med Øjnene ud af Hovedet af maalløs stupid Vrede.

Der er den så. Beklager. Men det må være den: Guldager Bæk.

Jeg har fulgt digterens stedsangivelse: den ligger i det indre Himmerland, mellem Nørager og Simested.

Min skuffelse svarer vist til Johannes V. Jensens, da han genså bækken. Den var omtrent tilgroet. Det er den også nu. Nærmest bare en grøft, omkranset af siv, som vinden suser i. Solen skinner, men ingen glimt af guld i det mageligt strømmende vand. Det forsvinder ind under en efterkommer af den bro, som Jensen bemærkede, da han stod her og mindedes det urmørke, der i fjerne tider var under den bro. Den hvide hest boede dernede. Nu var der hverken urmørke eller hest under hvælvingen. Men bare vand. Strømmende almindelighed.

Ved Livets Bred er en af Jensens smukkeste myter. Den handler om den dag, verden blev til.

De slog hø på engen for øjnene af det medbragte spædbarn, Jensen. Meget gav den store, aabne Dag et Spædbarn, som sad plantet i en Høbunke, at tænke paa og undres over. Et langthenrungende Kobrøl inderst i Engene, med Genlyd mellem Bakkerne, det var som en Tone Dagen selv kom til Orde i, Solen der talte, Himlens solede og klangfulde Røst. Aldrig nogensinde siden var Sommerdagen saa sommerlig. Vandspejlet i Aaen, hvori Himlen og Skyerne laa, så blaat, aldrig siden var Duften så nær, af Dynd og Vand, Planter og honningsød Luft; det var Livet selv der blev født på en eneste Dag.

Alt sammen skete det ved bredden af en uforglemmelig Aa.

Uforglemmelig? Den skal strømme gennem erindringen og digtningen for at være det.

Dér er den til gengæld så smuk som bækken, der ikke er Guldager Bæk. Når jeg tænker på den, ser jeg allerede den forkerte for mig. Fordi den er så rigtig.

grymer@kristeligt-dagblad.dk