Denne bog vil ikke finde mange læsere, men de få, der tager den til sig, vil have en tydelig fornemmelse af at møde en ny, selvstændig stemme i dansk litteratur.
Bogens titel er Skuffen og Skeden, så er tonen slået an, og forfatteren hedder Rasmus á Rógvu.
LÆS OGSÅ: Færøernes nationalskjald i godt udvalg
Navnet er færøsk, han født i 1984 på Frederiksberg, vokset op på Færøerne og uddannet på Forfatterskolen i 2008. Skuffen og Skeden er Rasmus á Rógvus debut.
Og hvilken debut!
Man frydes allerede ved tanken om, hvad det næste bliver, for en så ambitiøs og sikker første roman må blive fulgt op af andet og mere.
Bogen begynder med ordene: De havde nu været væk i flere døgn, Skuffen og hans ustyrlige Skede. Sætningen fremsiges af jeg-fortælleren, der kaldes Kost, uden at det på noget tidspunkt forklares hvorfor. Han opfordres af sin ven Forde til at indlede en eftersøgning af Skuffen og Skeden allerede på bogens første side. De ualmindelige navne er øge- eller kælenavne, der bruges inden for en lille vennekreds, som læseren efterhånden bliver bekendt med.
Den, der fører læseren ind i kredsen, er jeg-fortælleren, og han er nok den mest fordrukne, usle og voldelige figur i dansk litteratur til dato. Det er ingen overdrivelse at sige, at han konstant er beruset, hvis ikke ligefrem døddrukken fortællingen igennem, og det giver sig tilkende i en indre monolog, som befinder sig på grænsen til det uforståelige.
Den stadige flugt ind i alkoholens skyggeverden antydes at være en flugt fra virkeligheden. Men eftersom der ikke er nogen rekonstruerende fortæller over jeg-fortælleren til at udrede og forklare, må læseren slå sig til tåls med at følge denne omflakkende karakter.
Vejen går ofte forbi vennen Forde og dennes kæreste, Lea. De kender alle sammen Skuffen og Skeden, og specielt Forde virker opsat på at finde de forsvundne.
Om Skuffen og Skeden er virkelige personer eller blot produkter af jeg-fortællerens fantasi, er vanskeligt at afgøre.
Ligesom det ikke kan afvises, at jeg-fortælleren ligefrem har slået Skeden ihjel inden fortællingens begyndelse. Jeg-fortælleren er nemlig helt og aldeles utilregnelig, og han udviser på intet tidspunkt dårlig samvittighed over sine hensynsløse handlinger. Måske bortset fra i bogens tredje sætning, som lyder: Den dag, jeg hørte om deres forsvinden, var det, som om hele himlen pressede sig ned over mig med moralske overvejelser flydende omkring. Hvorfor skulle moralske overvejelser trænge sig på, hvis han var uskyldig i deres forsvinden?
Når bogen næppe vil finde mange læsere, skyldes det den radikalitet, hvormed Rasmus á Rógvu fortæller historien om denne outsider, hvis liv kendetegnes ved intens druk, tilfældig vold og kærlighedsløs sex.
Den ensomme, vandrende eksistens kan minde om Samuel Becketts Molloy, og raseriet over for alt og alle minder om Thomas Bernhard. To af det 20. århundrede vigtigste stemmer, der allerede har sat deres spor i dansk litteratur, men ingen steder så tydeligt og kraftfuldt som her.
Rasmus á Rógvu: Skuffen og Skeden. 168 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.