Lise Nørgaard mener ikke, at hun har haft en normal sommer siden sin debut som forfatter for 53 år siden, hvor hun i sin ferie fra arbejdet som forbrugerjournalist på dagbladet Politiken skrev "Med mor bag rattet".
Denne sommer har hun igen været travlt beskæftiget med at skrive. Denne gang kort som tak for de mange lykønskninger, hun modtog til sin 95-års-fødselsdag. Hver og en er skrevet med fyldepen og afleveret i postkasse i kuvert.
"Alle disse søde mennesker har fortalt om deres lækre rejser til Frankrig og Seychellerne, mens jeg har siddet hjemme i stuen for at takke," siger Lise Nørgaard, dog med et smil på læben.
Hun er jo sådan set selv skyld i, at så mange er begejstrede for hende, ikke mindst på grund af alle tiders successerie, "Matador", som har solgt omkring tre millioner dvder. Manuskriptet skrev hun også i sin sommerferie.
Lise Nørgaard vil meget gerne tale om debuten, måske fordi det netop ikke handler om Matador, som hun bliver bedt om at forholde sig til i tide og utide, men i stedet bogen, der sporede hende ind på forfatterskabet for et halvt århundrede siden. Faktisk var det humoristiske indslag om biler egentlig tænkt som en vittig fødselsdagshilsen til Lise Nørgaards far. Det vender vi tilbage til.
Da hun åbner døren til lejligheden i Skodsborg nord for København, får hun lige lagt to kuverter med takkekort på den mahognifarvede konsol for at huske dem, næste gang hun går ud ad døren. Herefter står den på kaffe og småkager i stuen med udsigt til hvide sejlbåde i det mørkeblå vand i Øresund. Lise Nørgaard sidder roligt i sin lænestol med hænderne i skødet og siger med sine brune øjne rettet mod mig, at Med mor bag rattet blev lavet con amore.
Trods den store afstand i tid husker hun perioden tydeligt og fortæller i timevis med tålmodighed og stort sprogligt overskud.
"Jeg fik megen glæde af den, mere end forventet. Der var så mange, der kunne fortælle, hvor usselt det var at skrive bøger, og hvordan de altid blev overset. Men jeg ville også gerne være forfatter. Det skyldtes nok min far, der var meget litterær af en forretningsmand at være. Og han sagde altid, at han bad til Gud om ikke at give ham børn med halve talenter, og det kunne man jo så tænke over," siger Lise Nørgaard og afslutter mindet om faderens bøn med et lille grin, der lyder som et hi hi.
Trods talent var det nu ikke bare sådan lige at blive forfatter. Lise Nørgaard prøvede også at få afslag fra forlag, der senere tryglede hende om at lave noget for netop dem. Hun havde hovedsageligt skrevet noveller, men de kom tilbage med et nej tak og indimellem en mindre flatterende konsulentudtalelse.
"Jeg sendte noveller ind til Politikens Magasin, som jeg fik tilbage med overstregninger og bemærkninger. Jeg havde blandt andet sendt en reportage fra Berlin i 1946, som man havde besserwisset hele vejen ned gennem teksten med forkerte oversættelser. Jeg smed alle novellerne i centralfyret og tænkte, at jeg nok aldrig ville skrive litteratur af nogen art. Det ville ellers have opmuntret mig, da jeg gik med fire børn, at få bare én ting optaget. Da jeg kom til Politiken, sendte jeg en moderne Bastian om nogle frygtelige tvillinger til Gyldendal, hvor en konsulent svarede, at det værste ved unge mødre er, når de tror, de kan skrive. Så tænkte jeg, at det nok måtte være rigtigt."
Men den tro blev bragt til skamme og overraskende nok med en historie om biler. Men som anerkendt forbrugerjournalist var det måske ikke helt tilfældigt, at debutromanen blev en indføring i omgangen med biler i en dansk familie anno 1959.
Jørgen Sandvad, en af avisens store journalister dengang, havde talt med to damer, der havde etableret forlaget Spectator. De spurgte ham, der skrev om biler, om han kunne tænke sig at skrive en bog til kvinder, der var begyndt at tage kørekort. Den skulle handle om, hvad man skulle gøre, hvis man gik i stå på landevejen og så videre. Han anbefalede i stedet Lille Lise, som Nørgaard blev kaldt af kolleger på avisen. En eftermiddag, som Lise Nørgaard kalder sin skæbneeftermiddag, kom der to nydelige damer ind på hendes kontor på avisens redaktion på Rådshuspladsen.
"Da de havde forelagt idéen for mig, var jeg ved at dø af grin," siger Lise Nørgaard og griner igen ved genkaldelses af episoden.
"Jeg kunne da ikke rådgive nogen noget som helst om biler. Hvis min bil gik i stå, ville jeg straks stille mig op og skrige på Falck, uanset om det var en punktering eller en kobling, den var gal med. Men jeg fortalte dem, at jeg faktisk var i gang med at skrive noget om min families forhold til biler, som de da gerne måtte læse."
Det, der blev til en hel bog om kvinders erhvervelse af kørekortet og deres kamp for at bruge det, var i første omgang en slags festskrift til Lise Nørgaards far i anledning af hans 70-års fødselsdag. Det skulle indgå i en lille pamflet med kapitler om faderens forhold til forskellige hjemlige områder. Om hans hysteriske forhold til biler, om hans sygdomme, fordi han altid troede, han lå på dødslejet, når han var syg, om faderen og måltider og om faderen og herskabelighed, hvilket Lise og hendes søster og bror altid fik forpurret.
Lise Nørgaard syntes, at de to damer var søde og foreslog at hente noget te, mens de læste udkastet til kapitlet om biler.
"Da jeg kom tilbage, sad de og grinede og spurgte, om jeg ikke ville skrive videre på historien. Det førte til, at bogens første kapitel handler om min egen families forhold til biler," siger hun, og således kan man blandt andet læse om faderens meget faste principper med hensyn til kvinder og bilkørsel samt om, hvordan hendes mor gik på barrikaderne for at få lov til at gribe rattet og slap det igen efter at have kørt en pattegris over til køreprøven og senere bakkede den blå Chevrolet med hele familien i ned i en grøft ved Gimmersø en efterårssøndag.
Den sommer i 1959 satte Lise Nørgaard sig til skrivemaskinen med udsigt til Køge Bugt. Mange juli- og august-måneder siden gik med at skrive på andre bøger og ikke mindst tv-seriemanuskripter, der er blevet folkeeje, i samarbejde med Erik Balling. Lise Nørgaard og hendes mand, Jens Nørgaard, rejste i stedet på ferie i september og satte på den måde elastik i sommeren, som hun siger med et lånt udtryk fra en forfatterkollega.
Meget af inspirationen kom fra tilværelsen omkring hende. Parkeringsforholdene i hovedstaden, hendes mands kørsel, hendes egen og oplevelser på vejene. Hun fik en del forærende, synes hun. Hun synes også, at bogen er lidt fjollet, og filmen endnu mere fjollet. Men hun er alligevel glad for, at det blev den bog, der blev affyringsrampe for forfatterskabet.
"Med mor bag rattet" blev også en succes. Temaet i romanen, der i 1965 blev filmatiseret, var på det tidspunkt helt oplagt. I slutningen af 1950'erne fik kvinder kørekort i stimer, og kvinders rettigheder var et voksende samfundsspørgsmål. Selvom bogen ikke handlede om, hvordan man skifter hjul og olie, modtog Lise Nørgaard mange pakker med et eksemplar af bogen, der skulle returneres med en hilsen til en kone, mor eller datter, der fik bogen sammen med tilladelse til at sidde bag rattet.
Selv var Lise Nørgaard en af de tidlige og ifølge sig selv blåstrømpede forkæmpere for kvinders ligestilling, en kamp hun indledte allerede i 1930'erne, og som hun inddrog i sit arbejde, blandt andet i en kampagne mod Statens Husholdningsråds faste to minutter i radioen hver morgenen. De blev afskaffet.
En journalistkarriere, en spirende forfatterkarriere og fire børn lyder umiddelbart som en stor mundfuld selv for en på den tid selvstændig og kønsdebatterende kvinde. Men det var det ikke.
"Jeg har aldrig gået hjemme og havde husbestyrerinde til at hjælpe til. Problemet for mange kvinder i dag er, at de ikke er klar over, at det koster penge at tjene penge. Det har ikke noget med moderkærlighed at gøre at få pudset vinduer og soltørret tøj om søndagen. Eller at stryge," siger Lise Nørgaard og trækker y'et langt ud, så det bliver til et dybt stry-yge, der understreger hendes afsky for den husgerning.
"Med mor bag rattet" fik fine anmeldelser og blev oversat til flere sprog. Kun Berlingske Tidende begik ifølge Lise Nørgaard en nidsk anmeldelse, hvilket hun nævner flere gange under samtalen.
"Jeg glemmer ikke, at min mor fandt anmeldelsen, der var præsenteret på forsiden af avisen med en kort og ondskabsfuld anmeldelse under, der påstod, at den var en kopi af norske Johan Borgens bog Lillelord, som jeg aldrig havde læst. Og der stod ikke en lille lort, men en lillelord. Heldigvis blev den godt anmeldt af Borgen selv i Norge. Det var Jens Kistrup, der havde set sig ond på mig. Og jeg fandt senere ud af, da jeg blev ansat på Berlingske, at han bevidst gik efter forfattere, han ikke brød sig om. Så sad han som et spændt lille barn, når bøgerne skulle deles ud, og kastede sig over blandt andre Bodil Wamberg, som han så fik en mulighed for at jorde. Det samme gjorde han med alle mine ting, indtil jeg kom over på avisen."
I løbet af 1970'erne blev det ikke til meget bogskriveri, blandet andet fordi Lise Nørgaard var chefredaktør for Hjemmet. I mellemtiden var forlaget Spectator blevet opkøbt af Gyldendal, der ville have hende til at skrive mere. Året var 1970, netop det år, hvor man indførte kildeskat, hvilket betød, at den optjente lønindkomst i 1969 blev fritaget for beskatning. Så Lise Nørgaard fik mulighed for at sætte tid af til at skrive igen, hvilket blev til Volmer, portræt af en samfundsstøtte.
"Igen var det lidt tilfældigt, at jeg kom til at skrive litteratur af den art. Mogens Knudsen, der var Gyldendals direktør, ringede og sagde, at jeg måtte tage mig gevaldigt sammen og komme i gang med Volmer, som jeg havde skitseret for ham, og som jeg havde haft liggende i omkring 10 år. Så det næste, jeg skrev, blev en bog om en møgunge, der livede gevaldigt op i min og andres barndom. Og så gik endnu en sommerferie med at skrive. Det morede mig gevaldigt, det var ren lystskriveri," siger Lise Nørgaard, der blandt andet er inspireret af jødisk galgenhumor, som hun kalder det, og nævner nogle jødiske forfattere.
"Humor er vigtig både for en journalist og en forfatter. Det er ikke bare at skrive vittigheder. Man skal sætte dialogen op, så det bliver pudsigt," siger Lise Nørgaard en smule belærende og nævner som eksempel en af dansk tvs bedste dialoger:
"Da nazisterne besætter Danmark, og Laura siger op, udbryder Maude: Ja, én ulykke kommer sjældent alene. Det er da morsomt. Jeg prøvede altid at finde komiske indslag i mine reportager, som andre ikke så, for eksempel som udsendt til to Olympiske Lege, hvor jeg morede mig så meget over de tykke officials, der stavrede af sted ved indmarchen og mæskede sig på de lækre hoteller, mens de stakkels sportsudøvere, der dengang var amatører, ikke fik noget som helst. I dag er der ingen, der rigtig skriver morsomt," siger Lise Nørgaard, der trods 14 bøger stadig identificerer sig mere med rollen som journalist.
"Det er en metier, jeg er meget glad for, og som har bevirket, at jeg holder mig orienteret og oppe på dupperne. Det hjælper mig med at have en mening. Det har været mere udviklende end bare at sidde derhjemme og været sur på Kulturministeriet, som aldrig har givet mig et tilskud. Men folkets kærlighed er min styrke, som jeg siger."