Prøv avisen

Påsken er passionernes tid

Nogle af de bedste salmer er skrevet til påsken, ligesom noget af den smukkeste musik, der nogensinde er skrevet, netop er skrevet til påsken. Bachs Matthæuspassionen er i hvert fald efter min mening måske det smukkeste værk, der nogensinde er skrevet, siger Jens-Christian Wandt. Foto: Søren Staal.

Operasangeren Jens-Christian Wandt går som regel i kirke fem gange i påskeugen. For i påsken gennemlever man alle slags følelser, der også kan opleves gennem nogle af de allerbedste musikstykker og salmer, der nogensinde er skrevet, mener han

Udenfor ligner forårets små blomster et kor af lydløse lovsangere, der strækker sig mod himlen med hver sin farve og duft. Men det er tilsyneladende kun de stærkeste farver og blomsterdufte, der er lukket inden for i operasangeren Jens-Christian Wandts hjem i Gentofte, hvor der står friske blomster i vaser alle vegne mellem de antikke møbler.

Selv er han også kendt og anerkendt for sin stærke, kraftfulde heltetenor, der ubesværet kan brage igennem et stort symfoniorkester. Og det generer ham heller ikke det mindste at lægge stemme til Wagners pompøse værker. For han er romantisk anlagt, som han selv siger.

Men Jens-Christian Wandt er samtidig kendt for den årlige succesforestilling med dansere fra The Royal Ballet of London og danske operasangere ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Og hvert år bliver billetterne revet væk. Men nu vidner spisebordet i operasangerens stue om, at han i øjeblikket er i gang med et andet projekt. For bordet er fyldt op med hvide sedler, og på hver seddel står en titel på en sommersang og en toneart. I øjeblikket er han nemlig ved at lægge sidste hånd på sin kommende cd, der skal hedde Sommer i Skagen.

Sangene er allerede indspillet sammen med den kvindelig solist Ditte Høj­gaard Andersen og et kirkekor fra Holmens Kirke, og nu skal rækkefølgen af numrene bare bestemmes, inden den nye cd kan sendes ud i maj som en naturlig forlængelse af megasuccesen Jul i Skagen, han udgav for nogle år siden. Men selvom Jens-Christian Wandt altså både besynger sommeren og julen, er påsken måske endnu vigtigere for ham, fortæller han:

Jeg plejer faktisk at komme i kirke fem gange i løbet af påskeugen. For påskeugen er jo passionernes højtid. I den ene uge gennemlever man alle de store følelser i kirken fra jubelen palmesøndag over andægtigheden over den sidste nadver, sorgen langfredag og den efterfølgende refleksion om lørdagen til påskehåbet og opstandelsesfesten påskesøndag, siger Jens-Christian Wandt, der også mener, at påskens musik er noget særligt. Og som professionel sanger og menighedsrådsmedlem i den lokale kirke i Vangede er han både bidt af påskens salmer og store klassiske musikværker:

Nogle af de bedste salmer er skrevet til påsken, ligesom noget af den smukkeste musik, der nogensinde er skrevet, netop er skrevet til påsken. Bachs Matthæuspassionen er i hvert fald efter min mening måske det smukkeste værk, der nogensinde er skrevet, siger Jens-Christian Wandt, der som ung selv var med til at synge med på Bachs mesterlige toner i Tyskland:

Jeg var så heldig at gå på musikkonservatoriet i Hamburg, hvor alle de store kirker opførte Matthæuspassionen til påske. I København er der måske 2-3 kirker, der opfører den hvert år, men i Hamburg er der måske omkring 15 kirker, der gør det. Dengang sang jeg selv baryton, der passede fint til Matthæuspassionen, hvor rollen som Jesus blandt andet er skrevet til en barytonstemme. Og jeg lærte mig blandt andet den rolle, fordi den samtidig kunne sikre mig en studieindtægt. For jeg var nødt til at tjene mine egne penge som studerende i udlandet.

Siden kom Jens-Christian Wandt til at synge Matthæuspassionen i en lang række kirker i Tyskland, og han har måske også derfor et særligt forhold til påskens musik:

I dag har min stemme udviklet sig til de lidt mere romantiske værker, der kalder på store kraftfulde stemmer. Men Matthæuspassionen er virkelig et mesterværk. Men jeg synes, at det er interessant, at det meste af den musik, der er inspireret af påsken, er skrevet ud fra lidelseshistorien i stedet for opstandelsesrusen. Johannespassionen, som Bach også skrev, har for eksempel også fokus på lidelsen. Men der er ikke så meget musik, der handler om opstandelsen, der har samme kvalitet. Vi kan selvfølgelig lytte til Mahlers opstandelsessymfoni påskesøndag, men langfredag er der en kæmpe palet af værker, som man næsten ikke kan vælge imellem, fordi alt er så godt, siger Jens-Christian Wandt og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:

Men jeg tror, at det skyldes, at musikken har en særlig evne til at udtrykke sorgen, så alle følelserne bliver forstærket og lindret på samme tid. Det oplever jeg næsten hver gang, jeg synger en solo til en begravelse. Det er mærkeligt at sige, men jeg holder faktisk meget af at synge til begravelser. Når jeg synger til bryllupper, går musikken slet ikke ind på samme måde. For musik er et sprog, der taler til alle, men nok allerstærkest, når vi er i sorg. Og det er nok også derfor, at så mange komponister er blevet mere inspireret af døden end livet.

Anderledes forholder det sig med de danske salmer, mener det musikalske menighedsrådsmedlem:

Vi er vanvittig begunstiget i Danmark, hvor vi har gode salmer til alle lejligheder. Jeg mener uden sammenligning at salmebogen er det vigtigste digteriske værk, vi har. Og salmeskatten understøtter på bedste måde alt, hvad påsken står for. Grundtvigs Påskeblomst og Tag det sorte kors fra graven er jo for eksempel vidunderlige salmer til påskemorgen, og jeg holder også meget af Som forårssolen morgenrød og selvfølgelig Krist stod op af døde, der jo nærmest er en hallelujasalme. Men den salme, jeg altid vender tilbage til, er alligevel langfredagssalmen Hil dig, frelser og forsoner. Der er to forskellige melodier til salmen, der giver hver sin stemning.

Et smil vokser frem i operasangerens ansigt:

Men teksten er også med til at gøre den til min yndlingssalme, fordi Grundtvigs Hil dig, frelser og forsoner i den grad synes peger frem mod håbet. Den ender jo også med Sig vi går til paradis, ligesom der er en linje, der hedder kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden.

For det første er der en lyrik i den salme, som jeg holder meget af, men der er også et budskab om, at nok er vi i sorg på langfredag, men der er absolut et håb forude. Hvis ikke der var en langfredag, var der heller ikke nogen påskemorgen. På den måde kan døden også være fuld af håb.

Sådan oplevede Jens-Christian Wandt det også, da han sad ved sin fars dødsleje på Frederiksberg Hospital for nogle år siden:

Min søster og jeg sang ham simpelthen ind i døden med salmer. Jeg har nok også både arvet hans smag for salmer og enfoldige barnetro på, at livet selvfølgelig ikke slutter, når vi dør. Det tvivlede han slet ikke på. Og i den forstand kom døden faktisk som en forløsning for ham, efter han havde haft kræft et halvt år som en gammel elsket mand.

Selvfølgelig var det en sorg at miste ham, men det var ikke en ubærlig sorg, fordi vi fik taget afsked på den måde, hvor vi blandt andet sang Hil dig, frelser og forsoner, der netop udtrykker, at døden ikke får det sidste ord. At påskemorgen venter lige om hjørnet.

Jens-Christian Wandt og hans søster sang også salmen Har hånd du lagt på Herrens plov på faderens dødsleje, og den udtrykker samme håb, mener den salmeglade sanger:

Der er en meget stærk linje i salmen, der hedder For døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kender. Og jeg har altid haft den enkle tro på opstandelsen. Jeg ved ikke, hvordan det foregår, men jeg er sikker på, at vi ses igen. Og det hjælper selvfølgelig også én bedre gennem sorgen, når man tror på kødets opstandelse. For på den måde peger sorgen både frem og tilbage. Man er ked af at have mistet, men man er jo ikke ked af at have kendt personen, man er tværtimod taknemmelig for den tid, man havde sammen med det menneske og i et evighedsperspektiv tror man også på, at man skal ses igen. Jeg er måske også heldig, fordi jeg aldrig har sluppet min barnetro. Men jeg tror aldrig, at jeg vil forstå dem, der tror, at døden er absolut. For så synes jeg ikke, at livet giver mening. Det er det samme, Grundtvig skriver i Påskeblomst: Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde. Der må være noget mere efter døden, hvis livet skal give mening, men jeg har til gengæld ikke behov for at vide fysisk, hvad det er. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om mit syn på døden vil ændre, hvis jeg selv får at vide, at jeg snart skal dø, men jeg kan i hvert fald sige, at min tro på opstandelsen hjælper mig, når jeg står over for andres død. Og jeg synes, at især Grundtvigs salmer bekræfter mig i det håb.

Operasangeren tier et øjeblik:

Da min mor senere døde, sang vi også hende ind i døden med salmer. Og det er faktisk min egen erfaring, at de store salmer vokser i takt med, at man selv udvikler sig som menneske. Allerede som barn elskede jeg at synge Hil dig, frelser og forsoner, men den siger mig stadig mere. Men jeg er vokset op med salmer. Og jeg kan også bedst huske salmenumrene i den gamle salmebog. Ind i mellem har jeg joket med, at jeg kunne se på salmetavlen, om jeg hellere ville gå videre til den næste kirke. For jeg er nærmest vokset op i Eliaskirken på Vesterbro Torv, hvor min far var formand for menighedsrådet. Og det var også gennem kirken, at jeg begyndte at synge.

Jens-Christian Wandt kom tidligt med i kirkekoret i Eliaskirken, hvor organisten også lod ham sidde og lege ved orglet. Præsten i kirken var samtidig meget operainteresseret og introducerede ham til den form for musik, da det hurtigt blev klart, at drengen både havde talent og interesse for musikken. Sådan blev han også optaget i Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium, der kun kom til at forstærke hans forkærlighed for påskesalmer.

Hvert år sang jeg til Påskevesper med Københavns Drengekor i Københavns Domkirke påskelørdag, og siden har jeg faktisk ment, at påskelørdag er lidt overset. For jeg synes, at det er en god dag til at reflektere over rummet mellem langfredag og påskemorgen. Det skriver Grundtvig om i en lidt overset, men utrolig smuk salme, der kun kan synges påskelørdagaften. Det er lidt synd, fordi det er sådan en dejlig salme. Den hedder Hør vor hellige aftenbøn, hvor to af linjerne lyder sådan her:

Ved korsfæstelsen i går,
ved opstandelsen i morgen,
slukker du al dødningssorgen.