Prøv avisen

Pænt goddag

Niels Davidsen-Nielsen sætter omgangsformerne under lup, og undrer sig over, at blandt andre Anders Lund Madsen i sit nye program om døden, konsekvent præsenterer sig med udtrykket "pænt goddag." Dette udtrykker en tydelig ironisk distance til de høflige omgangsformer. Foto: Leif Tuxen

Husk de gamle omgangsformer, for høflighed gør livet lidt grønnere

For nylig så jeg i fjernsynet et af Anders Lund Madsens programmer om døden. Heri indgik en samtale med to ældre mænd på et hospice. Da Lund Madsen trådte ind i stuen hvor interviewet skulle finde sted, gav han hånd til begge de døende og sagde ja, det er rigtigt pænt goddag.

Da fik jeg kaffen galt i halsen, for det udtryk signalerer jo at man lægger ironisk afstand til den konventionelle hilseform goddag. De to herrer lod sig dog ikke afficere af ordvalget, og ved nærmere eftertanke er jeg ret sikker på at Lund Madsen ikke ønskede at støde an, men bare ikke vidste hvordan pænt goddag kunne opfattes.

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen og den tabubelagte død

I hvert fald var interviewet både vellykket og respektfuldt. Siden har jeg erfaret at en del mennesker i mellemgenerationen faktisk siger pænt goddag uden dermed at ville lægge afstand til den høflighed der signaleres med goddag.

Men der er nu også mange der vånder sig over denne hilsen. Da en af mine venner deltog i et kursus, trykkede kursuslederen på førstedagen hver enkelt af deltagerne i hånden samtidig med at hun sagde pænt goddag. Da kurset var forbi, tænkte min ven: Hvis hun nu også siger pænt farvel til hver enkelt af os, slår jeg hende ihjel. Men det var præcis hvad hun gjorde. Hun lever stadig, for i stedet for at gå til angreb valgte min ven i sidste øjeblik at flygte.

Hilsenen pænt goddag stammer fra 1970erne, da vi skaffede os af med de gamle omgangsformer, og formel høflighed måtte vige for naturlighed og selvudfoldelse. Det havde en fremtrædende rolle i børnefjernsynsprogrammet Kaj og Andrea, hvorfra Povl Kjøllers sange blev meget populære.

Det var den selvbevidste papegøje Andrea der uge efter uge sagde pænt goddag. Og baggrunden var utvivlsomt at forældre dengang regelmæssigt havde formanet deres børn om at sige pænt goddag når de skulle på besøg hos venner og bekendte.

Pænt goddag/farvel kan vi med fordel skille os af med, og det kan vi også med et udtryk som Og hvad vil du så gerne bede om?. Det blev jeg selv spurgt om da jeg forleden ville hente en kop kaffe i kantinen. Efter en lille pause svarede jeg at jeg nu havde tænkt mig at købe en kop kaffe. Det fik kassedamen til at se dybt mystificeret på mig. Hvad mon han har gang i?, tænkte hun tilsyneladende. Jeg orkede ikke at forklare hende at mens det er høfligt selv at bede om noget, er det uhøfligt at anmode en anden om at bede om noget.

I gamle dage sagde sælgeren Hvad skulle det være?, og det fungerede upåklageligt. Det bruges vist ikke meget mere, men i så fald kan vi roligt genindføre det. Høflighed er jo ved at komme op i tiden. Det fremgår blandt andet af at der netop nu kører en reklamefilm i fjernsynet med budskabet Tal ordentligt til hinanden. Og i 2012 blev der bragt 10 tv-programmer hvis formål var at genindføre høflighed i Danmark. En ung mand fra Jylland rejste til København for at tage temperaturen på omgangsformer i hovedstaden. Det lykkedes ham faktisk at vinde gehør for sit synspunkt at vi med fordel kan omgås hinanden mere venligt. I det sidste af programmerne fik han endda foretræde for børne- og undervisningsminister Christine Antorini. Et af de spørgsmål de drøftede, var om høflighed skulle sættes på skoleskemaet.

I 2006 udgav Gyldendal en lille bog med udvalgte råd af forfatteren Emma Gad (1852-1921). Den gav man titlen Slaa fremfor alt ikke Børn, naar Fremmede er til Stede, og dermed turde det vel være tydeligt markeret at den handler om en svunden tid.

Mange af anbefalingerne virker da også komiske. Men andre kan sagtens følges den dag i dag, herunder Gamle folk bør ikke gøre deres eventuelt nærforestående død til et foretrukket samtaleemne. Og Emma Gads pointe om at det går lettere når vi ved hvad vi vil sige og dermed gøre i livets standardsituationer, er stadig gyldig.

Da jeg lige før jul skovlede sne på fortovet uden for min bolig, kom en ca. 10-årig pige gående med en lille hund i snor. For at give plads trådte jeg til side og sagde værsgo. Herefter udspandt der sig følgende samtale:

Pigen: Tak.

Jeg: Er det ikke en moppe?

Pigen: Jo

Jeg: God tur.

Pigen: Tak.

Da hun havde gået en halv snes meter, standsede hun, vendte sig om og sagde Hav en god dag. Det virkede helt spontant, og opmuntret af denne gestus vinkede jeg til hende og genoptog i løftet stemning mit sneskovleri.

Høflighed gør livet lidt grønnere.

I klummen skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen og historiker og festivalleder Ulla Tofte hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.