Peter Michael Hornung har skrevet maleren P.S. Krøyers biografi. Flot sat op med fremragende reproduktioner af Krøyers malerier. Som boghåndværk er der intet at sætte fingeren på.

Den er detaljeret skrevet ud fra breve, erindringer og den sikre historiske viden, der er tilgængelig. Krøyer fødes 1841, lever - og dør i 1909. Og siden er Skagensmyten blevet trivialiseret. Hysterisk opskruet, da en rig tysker formastede sig til at købe et maleri af den internationalt kendte dansker, hvis liv jo var fest, lethed i livet, mange penge og så endelig tragedien, skilsmissen, sygdommen - glemslen. Hornung bestræber sig af al magt på at være saglig. Men sjældent møder man en monografi så provokerende som denne, fordi dens saglighed og stofmængde forhindrer spørgsmål; står i vejen for tolkninger.

Der er ikke ende på det, man savner. Tempo i de første afsnit, psykologi i mellemafsnittene og europæisk udblik i den senere del. Man savner billeder, der er malet af andre end Krøyer selv. Man savner alle de fotos, der nævnes. Hvad betød fotografien for maleriet - generelt? Man kan savne præcision helt fra første side, hvor Krøyer siges kun at overgås i virtuositet af Besnard, Zorn, Boldini, Sargent - og andre! Det tør da kaldes et forbehold af dimensioner!

Kølig formidler

Men irritationen over bogens næsten utilladelige snæverhed afløses langsomt af en accept. For Hornung skriver godt. Han bliver aldrig dus med sin helt. Hornung småsnakker ikke på noget tidspunkt. Hans ærinde er begrænset, idet han først og fremmest vil vise, hvordan Krøyer løser sine opgaver. Egentlige inspirationer påvises ikke - ud over mødet med 1600-talsmesteren Velazques i Madrid og selvfølgelig skolingen i Paris hos Bonnat.

Bogen kommer betragteligt op i tempo mod slutningen, skønt Hornung fastholder sig selv som den kølige formidler af de tragedier, der vælter livsstilskonceptet. Historien med Marie Krøyers og Hugo Alfvéns nye kærlighed underspilles. Marie og balladen omkring hende er ikke i centrum. Marie forsvinder uden kommentar til den ret sørgelige kunstnerskæbne, hun så fik i Sverige. Psykologien i det spil ligger ikke for Hornung.

Den blå periode

Krøyer var først og fremmest salonmaler, valørmaler. Men han var så meget andet. Hvordan kunne det nu gå til, at han til tider kunne male nærmest impressionistisk. Hvordan forklarer man den symbolistiske, blå periode uden at sætte tænderne dybere i det, Krøyer mødte på sine mange rejser til Paris?

Her traf han nogle af de kunstnere, der er mest be-slægtede med ham, amerikanerne Whistler, Sargent og Harrison. Hvordan kan det være, at Krøyer kan springe mellem stilarter og malemåder? Hvad er det, der holder det hele sammen? Hornung beskriver med et fremragende sprog de enkelte malerier, men trækker ikke linjer - og slet ikke brudlinjer - imellem dem. Er der tre-fire personer P.S. Krøyer - eller kun én? Eller med andre ord: Hvad og hvor er den virkelighed, som Hornung selv hele tiden taler om? At søge og finde den er ikke gjort ved en kronologisk biografi. Spørgsmålene tårner sig op.

Krøyer er altså dansk kunstner. Litteraturfortegnelsen afslører, at dette er perspektivet. Selv om Krøyer ikke er impressionist, kunne han tænkes at have et fælles anliggende med disse kunstnere. Ganske som eksempelvis tyskerne Max Liebermann og Fritz von Uhde, der netop også forlod deres hjemland for først at male det forgangne, glemte liv i Europas udkantsområder og siden det moderne liv, by-, bade-, børne-, fisker-, selskabs-, erhvervs- og friluftslivet. Men der kom også - trods de mange sure ældre herrer i Kunstakademiet - nye strømninger til Danmark, formidlet af danskere. Det var Karl Madsen, der først introducerede den japanske kunst her. Og dens betydning underspilles også. Hornung isolerer således Krøyer mere, end der er behov for. Han var den mest berejste af alle tidens kunstnere. Med et virkeligt sus ude fra Europa.

Dårlig psykolog

Redegørelsen for de mange bestillinger, trakasserierne med Akademiet, den villede og den faktiske lethed er nu fremstillet i en helt igennem forsvarlig form. Hornung gør bogen igennem Krøyer til en mand, der ikke læser meget, en dårlig psykolog, en mand, der lever for at løse kunstneriske problemer. Men verden omkring ham er i brand. I det selskab, hvori han levede, diskuteredes alt det nye. Er det negativt reflekteret i Krøyers kunst? Holder Skagensmyten så alligevel? Har Krøyer ikke nogen livsoverbevisning, eller lever han på en livsløgn? Maler Krøyer problemerne væk? Hvad er det, Ibsen har gang i med Dukkehjemmet og Vildanden i Christiania? Strindberg i Stockholm? Stuckenberg i Sorgenfri?

Hornung er forsigtigt inde på det, når han ved sene akvareller fra Bergensgade siger, at de minder om Carl Larssons - senere - bevidst familieidyliserende kunst. Larsson blev udskreget som forloren og forløjet af Strindberg i Okkult Dagbog 1907. Familieidyllen som Syberg eksponerer den i 1890'erne - og Johannes Larsen siden - kunne tyde på en trend.

Carl Larsson blev i sin tyske udgivelse præsenteret med et citat om hjemmets og verdens harmoni af Ralph Waldo Emerson. Har harmonien hos Krøyer ikke en sådan myte - en teori? Vi hører desværre ikke et ord om, hvad Krøyer læste og tænkte. Det kunne have været det samlende kit i en biografi om en så svært tilgængelig og lukket mand som Krøyer. Man skal ikke forlange psykologisk husflidsarbejde, men verden og dens kulturdebat kan ikke have stået helt stille, hverken i Paris, København eller Skagen. Men Hornung gætter ikke, digter ikke over kendsgerningerne. Det er lidt en skam. Til gengæld har vi så fået en renfærdig, kunsthistorisk bog. En solid grund.

Peter Michael Hornung: Peder Severin Krøyer, 400 sider, farveill., indb. 420 kr. Palle Fogtdals Forlag.