Prøv avisen
Interview

Dengang P1-værten Anders Laugesen så en engel

Anders Laugesen optager programmet ”Mennesker og Tro” fra den røde skurvogn i sin baghave. - Foto: Lars Aarø/Fokus

At rejse er at leve livet med åbne sanser, mener radiovært Anders Laugesen. Som 16-årig tog han første gang alene ud i Europa, hvor der ventede ham store åndelige oplevelser. Det blev begyndelsen på en livslang trosrejse

Når den prisvindende P1-vært Anders Laugesen tager ”i marken” for DR, behøver han som regel bare at gå gennem sin baghave i Voldum mellem Aarhus og Randers. For her er hans berømte skurvogn plantet midt i den jyske muld med en udsigt over Laugesens egne kornmarker, hvor stråene står og sitrer i vinden, mens en svale tegner sin sorgløse signatur hen over himlen.

”Hør lige stilheden,” siger Anders Laugesen, mens et smil breder sig i skægget på ham.

Det er herfra, han optager programmet ”Mennesker og tro”, der lader gæster fra hele landet komme ind i skurvognens stilhed for at beskrive det liv, som man måske også bedst mærker, når man er stille. Og det er heller ikke tilfældigt, at Anders Laugesen har valgt at bo på et sted, der er som skåret ud af Søren Kierkegaards opbyggelige bog ”Liljen på marken og fuglen under himlen”. For man kan lære meget af at se ud ad vinduet her til sorgløse fugle og smukke kornblomster, der ikke bekymrer sig, men stråler i taknemmelig tavshed.

De er glædens læremestre, skrev Kierkegaard, der selv belærte sine læsere om, at Gud taler bedst i vores tavshed.

Sådan har Anders Laugesen også i sit eget liv oplevet ”stilheden som en vej ind til Guds stemme,” som han siger. Og i hans stue står også en meditationspude, der bliver brugt dagligt. Men rummet viser også, at Anders Laugesen ikke kun har oplevet sin egen mark, men en stor del af verden på sin egen trosrejse.

”Alle tingene herinde stammer fra en ydre rejse, som også spejler en indre rejse,” siger han og lader blikket glide gennem stuen.

Der er ikoner fra Rusland og Israel, et krucifiks fra den danske vikingetid, arabiske ægte tæpper, et billede af en kvindelig manifestation af Buddha, en træskulptur af en mediterende Kristus-figur fra Indien og overalt spækkede bogreoler med værker om tro fra alle tænkelige verdenshjørner.

For selvom Anders Laugesen selv har fundet hvile og ståsted i kristendommen, har han også stavet sig igennem alle de centrale værker i verdensreligionerne. Det har givet respekt og både dybere og skarpere interviews, når han således har kendt sine kilders grundtekster, hvad enten de har været muslimer eller medlemmer af Indre Mission.

Anders Laugesens forældre kom sjældent i kirke og var heller ikke særligt optaget af andre trosretninger, men hans egen interesse for religion tog allerede fart, da han var 12 år, hvor en lærervikar spottede hans interesse for religion og gav ham en bog om hinduisme, mens en spejderkammerat omtrent på samme tid snittede et kors til ham. Anders Laugesen bærer stadig det kors om halsen. Og det var Det Nye Testamente, han pakkede ned i sin lille røde rygsæk, da han for første gang – som 16-årig – rejste ud i verden med en let rygsæk, men en tung bagage.

”Min mor var begyndt at lide af depressioner dengang. Og som enebarn følte jeg, at det var min opgave at hjælpe hende til at få det bedre. Men det gjorde også afskeden sværere, da jeg alligevel lyttede til mit eget behov for at komme væk og få et pusterum i sommerferien. Jeg kan huske, hvordan jeg vinkede farvel til min far og mor, der stod og græd på Aarhus Station,” siger Anders Laugesen, der dog også husker følelsen af frihed:

”Det var den velsignede tid før mobiltelefonerne. Der gik jo en måned, før man havde kontakt igen. Det var faktisk fantastisk. Og så tog jeg ud med følelsen af, at nu åbnede livsperspektivet sig.”

Da han nåede ned til Grækenland, begyndte rejsen ”for alvor at blive magisk eller mærkelig,” som han siger.

”Det startede med, at jeg sad på en strand sammen med tre andre unge mennesker, der kom fra Sverige. Og vi opdagede, at vi alle sammen havde Det Nye Testamente med os i rygsækken og kunne tale sammen om Gud. Det var på en måde mærkeligt at kunne det. Men det elskede jeg. Jeg var en søgende sjæl. Og jeg elskede at tale om Gud og om, hvad meningen med livet mon kunne være.”

På sin rejse mødte han flere, der også havde lyst til at tale om tro. Men det blev en særlig oplevelse for ham, da han kort tid efter mødet med svenskerne kom til at tale med en kvinde, efter at hans rygsæk faldt ned i hovedet på hende.

”Det tog hun meget roligt og sagde, at Gud nok havde en mening med det. Og så begyndte hun at tage ikoner frem fra sin egen taske, mens hun sad og fortalte om, hvordan de nogle gange kunne tale til hende og andre gange kunne dufte af roser. Det var første gang i mit liv, at nogen fortalte mig om sin tro.”

Mødet med kvinden med ikonerne gav ham selv en dyb længsel efter at finde troen selv. På hjemvejen fulgtes han med en lidt klæbrig tysker, der talte hele tiden, og Anders Laugesen fik lyst til at være alene igen, men vidste ikke, hvordan han skulle få det sagt. Det løste sig dog af sig selv, da Anders Laugesen så bebudede, at han havde tænkt sig at tage i klostret i Taizé. For det gad tyskeren ikke.

”Jeg havde et stort behov for at søge ind i den helende stilhed. Og som enebarn kan jeg simpelthen også godt lide mit eget selskab,” siger han og griner.

”Jeg foretrækker også stadig at rejse alene, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har også opdaget, at man sanser verden stærkere, når man rejser alene i stedet for at have opmærksomheden bundet omkring dem, man rejser sammen med. For så bliver man hurtigt så optaget af den verden, man bringer med sig, at man dårligt sanser den nye verden med sit eget naturlandskab. Men når man rejser alene, ser man også de små åbninger mod andre mennesker på sin vej.”

Klostret i Taizé dyrkede stilheden, men også fællesskabet mellem de besøgende, der sad i små grupper og delte livet med hinanden. Men på dét tidspunkt var det, som om stilhedstrangen voksede i Anders Laugesen, så stilhedsklostret var ikke stille nok til ham. Han gik derfor ud på en tur, hvor han satte sig under et stort træ i en lund, der var omkranset af høje hække, og gled ind i en dyb meditativ tilstand, indtil en mærkelig lyd pludselig vækkede ham.

”Det lød som en luftmadras, der blev pustet op, så jeg vendte mig om, mens jeg stadig var inde i denne særlige fordybede tilstand. Det var, som om jeg stadig så gennem en slags dis, men da så jeg to skikkelser. En mand med en form for knallert og en hvidklædt kvinde. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg ikke skulle blande mig. Men jeg gik alligevel op til dem, hvor jeg fandt manden. Han var død. Men kvinden var ikke til at se nogen steder. Det var selvfølgelig et chok for mig, så jeg skyldte mig at tilkalde hjælp på mit skolefransk, og de lokale beroligede mig med, at manden var gammel og led af hjerteproblemer, så han skulle nok ikke være gået ud i middagsheden.”

Teksten fortsætter under billedet

Alligevel havde Anders Laugesen behov for at tale med en om det, der var sket, så han kontaktede den lokale præst, der først lyttede på ham og så sagde, at han skulle komme tilbage dagen efter.

”Det gjorde jeg så, og så kiggede han på mig og sagde, at der var noget, jeg ikke fortalte ham. Han indikerede altså, at det var mig, der havde slået den gamle mand ihjel. For han troede ikke på min historie om den hvidklædte kvinde. Det var fuldstændig et chok ind i min i forvejen sårbare situation. For jeg havde betroet mig til præsten i tillid til ham, men blev altså selv mødt med mistillid. Og det kom også til at anslå et livstema for mig. For gennem hele mit liv har jeg oplevet, at når jeg har lagt autoritet ud på en person, så har jeg ved Guds nåde fået lov til at se personens bagside. Det har været rigtig godt for mig. For det har lært mig, at alle mennesker, også autoriteter, bare er mennesker. Og det er der noget meget smukt over. Men i situationen i Taizé var det svært at blive mistænkt.”

Anders Laugesen fik heldigvis stor støtte af flere af de andre fra gruppen, især af en hollandsk kvinde, Resie, som han stadig har kontakt med. Og hun hjalp også Anders Laugesen med ”igen at finde ind i den helende stilhed”:

”Da jeg kom hjem, fortalte jeg min mor og far, hvad jeg havde oplevet, og de troede også, at jeg var blevet skør. Men jeg fortsatte med at søge ind i stilheden. For min rejse havde ikke kun været en dannelsesrejse, men også en vækkelsesrejse. Jeg var blevet vakt, fordi jeg havde opdaget, at verden er større end det, vi ser. Og det er også blevet et livstema for mig siden.”

Hvem tror du at den hvidklædte kvinde var?

”Jeg forstod det ikke som en engel dengang i lunden, men det tænker jeg i dag, at det måske var. Når jeg kigger tilbage på det, var jeg faldet ind i en meget dyb meditativ tilstand, hvor sindet fungerer anderledes åbent.”

P1-værten søger øjenkontakt, inden han fortsætter:

”Jeg har ikke siden set dødsengle, men jeg har siden ved dødslejer sanset et særligt nærvær omkring den døende. Jeg er normalt ikke en, der billeddanner ting, men jeg kan sagtens sanse ting, og det har jeg gjort mange gange. Og jeg har opdaget, hvordan stilheden også er en stærk måde at mærke Gud på. Det oplevede jeg meget stærkt på en senere rejse, hvor jeg også gled ind i en dyb meditativ tilstand, men denne gang i gravkirken i Jerusalem. Og da mærkede jeg, hvor jeg hørte hjemme. Hos Jesus. Siden dengang har jeg ikke længere været søgende, men udfoldende, kan man sige, fordi jeg nu ved, hvor jeg står.”

I folkekirken?

”Ja, men min rejse var en rejse ind i verdenskirken. Jeg er ikke blevet kristen gennem folkekirken, men gennem verdenskirken. Jeg rejste ind i den økumeniske mangfoldighed med ortodokse, katolske og frikirker, som har været helt afgørende i mit liv. Og så er jeg så vendt tilbage og ind i folkekirken. Men Gud er jo ikke kun folkekirkens Gud. Det er også det, man lærer, når man rejser ud i verden og får en oplevelse af, at vi er forskellige, men dog forbundne. Jo mere man rejser og får set, jo mere bredspektret det bliver, des mere opdager man forbundenheden. Livet kommer dig i møde med helt forskellig duft, skær og charme, når du rejser ud i verden, men overalt er der mennesker, der prøver at finde overskud til at smile, selvom der er så meget ondskab og fattigdom i verden,” siger Anders Laugesen og kigger ud på det grønne danske sommerlandskab gennem skurvognens store vinduer:

”Jeg rejste selv ud med to ting. Jeg rejste ud med min religiøse søgen, men der er heller ingen tvivl om, at jeg også rejste ud med en sorg over, at min mor havde det så skidt. Men jeg tog ud i verden og hentede ny styrke med hjem, men også en følelse af, at jeg stadig havde et ansvar for min mor. For i stilheden fandt jeg ikke kun roen i mig selv, men også følelsen af, at jeg også var sat i verden for at gøre noget for andre end mig selv, ikke mindst mine nærmeste,” siger Anders Laugesen og tilføjer:

”Hvis jeg ikke var rejst ud dengang, havde jeg sikkert heller ikke lavet det, jeg laver i dag. Stilheden gav mit liv retning og dybde, så jeg også kunne se åbningerne i andre mennesker. Uden stilheden i mit eget liv, ville mine samtaler med andre mennesker aldrig blive de samme. Men det er en berigende vekselvirkning at hente ny styrke i stilheden og i samtaler med andre. Enhver samtale er jo også en lille rejse,” siger radioværten, der nu venter spændt på, hvor rejsen fører hen i fremtiden. For DR’s ledelse vil efter sigende lukke ”Mennesker og Tro” ved årsskiftet.

Mange vil sikkert savne skurvognens rummelighed, når det gælder pladsen til at tale om religiøse erfaringer.

Man tager ud i verden for at hente styrke og inspiration med hjem, mener radiovært Anders Laugesen, der vendte forandret hjem efter sin første store rejse som 16-årig. – Foto: Lars Aarø/Fokus