Hammershus' besøgcenter og Billunds Lego House: Bogserie om arkitektur peger på kvaliteter

Nye bind i serie om ny dansk arkitektur peger på kvaliteterne i så forskellige byggerier som besøgscenteret ved Hammershus og et sundhedscenter i København

Foreløbig er vi nået til bind 5 og 6, der portrætterer dels det københavnske center for kræft og sundhed ved Rigshospitalet, dels det nye besøgscenter ved Hammershus på Bornholm
Foreløbig er vi nået til bind 5 og 6, der portrætterer dels det københavnske center for kræft og sundhed ved Rigshospitalet, dels det nye besøgscenter ved Hammershus på Bornholm Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Ny Dansk Arkitektur hedder en bogserie, der lever op til sit navn: Hvert bind behandler et eksempel på ny dansk arkitektur. Som i betydningen: Her er noget bemærkelsesværdigt.

Seriens redaktør er bøgernes forfatter. Det er filosoffen Kristoffer Lindhardt Weiss, der har anmeldt bygningskunst i Information og Weekendavisen, og i 2016 tilrettelagde det danske bidrag til arkitekturbiennalen i Venedig sammen med arkitekten Boris Bror Jensen.

Den danske pavillon var det år – måske inspireret af arkitekten John Soanes tætpakkede, meget seværdige museum i London – omdannet til et veritabelt Wunderkammer af modeller af exceptionel dansk arkitektur. En omfattende samling af nyere eksempler på, hvor godt det kan gøres. Strandberg Publishing har planlagt 10 bind i serien. Det tal kunne med sindsro mangedobles.

Foreløbig er vi nået til bind 5 og 6, der portrætterer dels det københavnske center for kræft og sundhed ved Rigshospitalet, dels det nye besøgscenter ved Hammershus på Bornholm.

Seriens første bind omhandlede Dorte Mandrups Vadehavscenter ved Ribe, tegnestuen Cobes transformation af en silo i Københavns nordhavn til en beboelsesejendom, Bjarke Ingels’ Lego House i Billund og Henning Larsens udvidelse af Moesgaard Museum ved Aarhus.

Alle bøger er opbygget på samme måde. Kristoffer Lindhardt Weiss skriver en tekst om bygningsværket og interviewer tegnestuen bag det.

Det kan være en farlig fremgangsmåde, fordi man risikerer gentagelser eller et selvbekræftende system, hvor forfatteren spørger, om han nu også har forstået det rigtigt. Men det fungerer, fordi Kristoffer Lindhardt Weiss benytter samtalen med for eksempel Nord Architects til at uddybe sine antagelser, tager læseren med ind i arkitekternes værksted og hjerne og giver dem mulighed for at dele deres overvejelser. Hvorfor gør vi, som vi gør?

Det er ikke spørgsmål og svar, der er renset for klichéer. Men der er flere brugbare begrundelser for, hvorfor en bygning for eksempel kan få en udformning med iøjnefaldende tage og ved sin fremtoning gøre opmærksom på sig selv og så alligevel have en kvalitet som et refugium for mennesker, der befinder sig i en livskrise.

O ptakten kan dog være lidt omstændelig. Vi har her at gøre med arkitektur med stort A. Tegnestuer, der gør landet smukkere og byggerier mere hensigtsmæssigt indrettede som Center for Kræft & Sundhed. Hvordan går en tegnestue til sådan en opgave?

Jo, hedder det i det indledende essay, ved at demonstrere ”et vedholdende engagement i udvikling af en situeret designmetodik, der er baseret af grundige og systematiske analyser af den indholdsmæssige, økonomiske og politiske kontekst”. Situeret designmetodik! Virkelig?

Men hvis man ikke snubler i indledningen eller fortaber sig i minder om sproglig takt og tone i ungdommens universitetstid, er der interessante overvejelser, når man læser videre.

Kristoffer Lindhardt Weiss berører således så vedkommende emner som forskelle i behandling før og nu og i opfattelsen af patienten. Ikke som en brik i et sundhedsfagligt hierarki. Men snarere som individ. Ligesom helbredelsesprocessen har forandret sig fra idealer om ro og hvile – ligesom rekonvalescenser i præstegårdshaver i 1800-talsromaner – til principper om hurtigt at være fysisk og social aktiv efter et alvorligt sygdomsforløb. Og hvad det betyder for arkitekturen?

Center for Kræft & Sundhed i København ligger tæt ved et stærk trafikeret kryds midt i et stilmæssigt sammenstød mellem De Gamles By og Panumbyggeriet og nær ved Rigshospitalet, hvor det nu ikke er sikkert – og det gælder samtlige af landets store sygehuse – at alle patienter og pårørende vil skrive under på, at individet er i centrum.

Det er stadigvæk hospitalsmaskiner – og netop derfor er det vigtigt, at et tilbud om hjælp og støtte til at komme videre efter kræftbehandling har en anderledes karakter end de ensartede gange, kontorer og stuer i de store, fremmedgørende institutioner.

Derfor skiller Center for Kræft & Sundhed sig ud ved dels at være en skulpturelt markant udformet bygning med iøjnefaldende tage, dels ved at være små, varierede huse med indre gårde og afvekslende rumforløb, der både tilbyder privatliv og fællesskab, en hjælpende hånd og et kærligt puf til at komme videre i livet.

Gennem de senere år har en række kulturinstitutioner landet over oprustet på formidlingsfronten ved for eksempel at knopskyde sig selv med besøgscentre. Blandt dem er Hammershus på Bornholm.

Modsat Center for Kræft & Sundhed har den, der skriver disse linjer, desværre ikke set den omkring 800 år gamle slotsruins nye tilbygning tegnet og indrettet i fællesskab af Arkitema og arkitekten Christoffer Harlang, og så betyder billedsiden ekstra meget for læseren. Den er heldigvis rig og består af plantegninger og forførende billeder taget af fotografen Rasmus Hjortshøj.

Kvaliteten ved billederne er blandt andet, at de redegør for landskabets karakter – og ikke mindst, hvordan besøgscenteret fint underlægger sig den omgivende natur, og hvordan det er lykkedes at tilpasse et distinkt og elegant bygningsværk til en landskabelig scene, hvor Hammershus skal spille den absolutte hovedrolle.

Efter fotografierne at dømme er der en subtil balance mellem det overordnede bygningsgreb og indretningen, hvor detaljeringen afspejler helheden og omvendt. Med en afdæmpet farveholdning i materialer og en korrespondance mellem indre rum og naturen, der i glimt kan minde om, hvor vellykket Louisiana blev indpasset kystlandskabet i Humlebæk. I det hele taget trækker bygningsværket på en stort, humanistisk, skandinavisk modernismetradition fra Utzon og Aalto og frem, som det også bemærkes flere steder i bogens tekster.

I stedet for en fortegnelse bagerst i bogen over vigtigste andre bygningsværker er valgt et greb, hvor Kristoffer Lindhardt Weiss fremhæver fem andre bygningsværker af den pågældende tegnestue. Man kunne ellers forestille sig, at læsere ville være nysgerrige efter, om et så fremragende arkitektfirma mon også havde opført noget i nærheden af ens egen revir. Måske var det endda mere læservenligt end en liste over udvalgte forelæsninger og hædersbevisninger?