Nye Blixen-udstillinger taler til den besøgendes sanser

To nye udstillinger på Karen Blixen Museum Rungstedlund byder på gensyn med Babette fra Karen Blixens novelle ”Babettes gæstebud”. Sjovest er det at komme i køkkenet

Karen Blixens køkken på Rungstedlund er blevet åbnet for besøgende. Man har erstattet skabslågerne i køkkenet med glas, så man kan se ind på hendes delikate grønne krystalglas, som Blixen fortæller, hun engang solgte og straks efter købte tilbage, fordi de bar minder om de mange gæster, der havde sat dem til læberne, samt hendes musselmalede stel, der gjorde turen med til Ngong Hills. –
Karen Blixens køkken på Rungstedlund er blevet åbnet for besøgende. Man har erstattet skabslågerne i køkkenet med glas, så man kan se ind på hendes delikate grønne krystalglas, som Blixen fortæller, hun engang solgte og straks efter købte tilbage, fordi de bar minder om de mange gæster, der havde sat dem til læberne, samt hendes musselmalede stel, der gjorde turen med til Ngong Hills. – Foto: Karen Blixen Museum

Middagen finder sted den 15. december 1885 i det nordligste Norge, den dag det ville have været provstens hundredårsdag. Babette har arbejdet i ugevis, og nu har de to elskelige gammeljomfrusøstres sortklædte gamle venner indfundet sig. Ind på bordet, foran det dybt asketiske selskab, bæres den ene vidunderlige ret efter den anden. Ingen af gæsterne kommenterer maden eller den udsøgte vin, men det ellers tavse selskab løftes op som i en anden dimension. Tungerne kommer på gled, fjendskaber glattes ud, rummet fyldes af kærlighed.

Babette har brugt sin lotteripræmie på 10.000 franc, rub og stub, men hun har også vist, hvilken sand kunstner, der boede i husholderskens krop. Hun var politisk flygtning, men Babette havde også en fortid som absolut stjernekok på Café Anglais i Paris, hvad ingen af de norske damer havde forstået betydningen af før: ”Hun var kommet forklædt som Tigger, men viste sig at være Erobrer.”

Mange vil huske Karen Blixens novelles ”Babettes gæstebud”, og mange vil også se ganske bestemte billeder for sig, når de læser den, fordi Gabriel Axel filmatiserede den så mesterligt i 1987.

På Karen Blixen Museum i Rungstedlund præsenterer man nu to små udstillinger, der på hver deres måde tager fat i figuren Babette. Begge udstillinger er egentligt ret uhøjtidelige og blander, som Karen Blixen selv gjorde, med let hånd historiske genstande med kopier og scenografi. Det er ikke udstillinger, der har til intention at drukne gæsten i materiale, men derimod synes hensigten at være – i Babettes ånd – at tale til den besøgendes sanser. Den ene udstilling består i, at Karen Blixens køkken nu er blevet åbnet for besøgende, den anden udstilling handler om Babettes fortid i Paris.

Det er altid en fornøjelse at komme på museet, hvor man, iført bløde futter, kan træde direkte ind i Blixens egne stuer. Altid er her friske blomster, arrangereret lige så smukt og kunstfærdigt, som Karen Blixen selv gjorde det, så man for et øjeblik kan forestille sig, at baronessen bare er et smut ude for at se til sine fugle.

Karen Blixens køkken har man imidlertid ikke haft adgang til før. Det er stadig i brug, det er blandt andet her, at der laves mad, når Det Danske Akademi har deres sammenkomster. Nu er dørene imidlertid blevet åbnet for museets gæster. Det er et fint, sart grønmalet, ikke særlig stort køkken, nænsomt restaureret af Steen Eiler Rasmussen i 1960. Nu har man åbnet Blixens køkkenskabe og erstattet skabslågerne med glas, så man kan se ind på de delikate grønne krystalglas, som Blixen fortæller, hun engang solgte og straks efter købte tilbage, fordi de bar minder om de mange gæster, der havde sat dem til læberne. Man kan se hendes musselmalede stel, der gjorde turen med til Ngong Hills, og stellet fra Wedgwood med de grønne efeuranker, som Akademiet bruger i dag. I skabet har man også lagt Blixens eget eksemplar af partituret til Mozarts opera ”Don Juan” frem, som er et af de kunstværker, der spiller en rolle i ”Babettes gæstebud”.

Karen Blixens køkken på Rungstedlund er blevet åbnet for besøgende. Man har erstattet skabslågerne i køkkenet med glas, så man kan se ind på hendes delikate grønne krystalglas, som Blixen fortæller, hun engang solgte og straks efter købte tilbage, fordi de bar minder om de mange gæster, der havde sat dem til læberne, samt hendes musselmalede stel, der gjorde turen med til Ngong Hills. –
Foto: Karen Blixen Museum

De ægte genstande befinder sig som sagt bag beskyttende glas, men på køkkenbordet er der plads til lidt sjov, her står fine skueretter fra Babettes menu, skildpaddesuppe og blinis Demidoff, lavet af en japansk kok og støbt i plastic, ligesom man har været på Zoologisk Museum og lånt et rigtigt havskildpaddeskjold. I vinduerne er indsat billeder fra Gabriel Axels film, hvilket er meget fint, bare man husker på, at det køkken, som Babette koger sin ganske ægte skildpaddesuppe i, helt sikkert ikke har haft hverken lysegrønne låger eller musselmalet porcelæn.

Den anden udstilling befinder sig ovenpå, hvor der er et åbent rum, som man plejer at bruge til mindre udstillinger. Sidst kunne man se den sensoriske udstilling ”Drømmen om skærsommer”, der var en luftig og drømmende hyldest til Karen Blixens kærlighed til Shakespeare, naturen og kunsten. Udstillingen hedder ”Babette – Paris 1871”. Den handler om den blodige opstand, som figuren Babette flygtede til Norge fra, Pariserkommunen, som var de parisiske arbejderes selvbestaltede republik i 1871, og som efter 71 dage endte med at blive slået skånselsløst ned.

Den anden udstilling på Karen Blixen Museum Rungstedlund handler om romanfiguren Babettes fortid i Paris.
Den anden udstilling på Karen Blixen Museum Rungstedlund handler om romanfiguren Babettes fortid i Paris. Foto: Karen Blixen Museum

Hvad har det med Blixen at gøre? Jo, Karen Blixens far – Wilhelm Dinesen – oplevede Pariserkommunens blodige endeligt og skrev en bog om, hvad han så, som han forærede sin syvårige datter, to år før han tog sit liv. ”Til min kjære Karen Christentze Dinesen fra hendes Fader, Rungsted, 30. Oct. 1892,” lyder dedikationen, og det er så rørende at stå og se, og samtidig forstår man pludselig, hvad det har betydet for forfatteren Karen Blixen at lade Babette være kommunard, flygtet fra de grusomme myrderier, der kostede hende mand og søn, og som Wilhelm Dinesen beskrev i sin øjenvidneskildring fra 1891.

Den anden figur, der introduceres, er den franske forfatter Victor Hugo, der døde samme år, som Blixen blev født, og som hun var en stor beundrer af. I 1872 udgav han digtsamlingen ”Rædselsåret”, der blandt andet handler om Pariserkommunen, og senere kæmpede han for benådning af kommunarderne. Et andet fascinationspunkt for Blixen var, at Hugo var optaget af kvindernes rettigheder. Under Pariserkommunen spillede også kvinderne en aktiv rolle.

Den nye udstilling er let og poetisk scenograferet. Men hvor det lette og luftige passede på den forrige udstillings tema, står det denne gang i grel modsætning til emnets alvor. Rummet er inddelt af røde stofbaner i et labyrintisk forløb, man går i halvmørke, og møder forskellige mindre tableauer og plakater; valgproklamation fra Kommunen, kort over Paris, hvor man ser, hvor henholdsvis Dinesen boede, Babettes restaurant lå, og hvor Pariserkommunen blev proklameret. Man kan læse lidt om Kommunens tanker omkring kvinders rettigheder, for eksempel blev prostitution forbudt og den første erhvervsskole for unge piger nåede at åbne under de 71 dage, Kommunen varede.

Et citat af Victor Hugo vækker til eftertanke, som to unge piger jeg mødte overrasket udbrød: ”Det skrev han i 1872, men det er jo stadig sådan mange steder i verden i dag.”:

”Det er smerteligt at skulle sige, at der findes en slave i vores civilisation… Ifølge vores lovgivning har kvinden ingen ejendomsret, hun kan ikke gå til domstolene, hun kan ikke stemme, hun regnes ikke for noget, hun findes ikke…”

Emnet er brandvarmt og interessant. Men iscenesættelsen tager det bare ikke alvorligt. Det er svært at læse i halvmørket, man forstår ikke rigtigt, hvad de små kukkasse-tableauer vil. Det hele er garneret med en udefinerlig duft af blomsterpotpourri, og man hører pariseragtig musik. Det er svært at forene med tal om dræbte og med Blixens egen Babettestemme:

”… jeg har stået på en Barrikade. Jeg har ladet Geværet for mine Mandfolk, mine Arme var sorte, som nu, af Krudtslam. Jeg trådte i Blod, mine Strømpefødder var gennemvædede af det. ”