Prøv avisen

Nordiske forfatterinder var skæbnegudinder, der skrev om magt, køn, liv og død

Karen Blixens novelle ”Aben” fra ”Syv fantastiske fortællinger”, der udkom i 1935 er her fortolket af scenograf og kostumedesigner Maja Ravn, der til daglig arbejder for blandt andre Det Kongelige Teater og Østre Gasværk Teater. – Foto: Natascha Thiara Rydvald

Hvem bestemmer en kvindes skæbne? Sigrid Undset, Selma Lagerlöf og Karen Blixen legede med kvindelige figurer i deres fortællinger, gav dem magt og erotiske vækkelser, sejre og nederlag. Udstilling på Blixens tørreloft viser de tre forfatterinder som skæbnegudinder

”Vi skal herop, kom!”

Annemari Brogaard Clausen slår sit lange, lyse hår til side og gelejder med et hemmelighedsfuldt smil op ad en lille hvidmalet trappe til loftet på Karen Blixen Museet, Rungstedlund.

Man fornemmer, at der på loftet sker noget helt andet end i mindestuerne nedenunder, hvor en gruppe fransktalende gæster netop har begyndt en rundvisning. Noget mystisk og dragende.

”Det er det inderste på en måde, så man næsten ikke kan klare det,” siger museumsinspektøren.

Med os er også kostumedesigner og scenograf Maja Ravn, der nikker med strålende øjne.

De to står, sammen med den afgående museumsdirektør Catherine Lefebvre, bag udstillingen ”De nordiske norner”, ifølge beskrivelsen ”en totalinstallation” indrettet på Karen Blixens gamle tørreloft, der står, som da det blev bygget i 1700-tallet. Den handler dog ikke kun om Karen Blixen (1885-1962), men også om hendes samtidige nordiske forfatterkolleger Sigrid Undset (1882-1949) og Selma Lagerlöf (1858-1940).

Grebet, der er gjort, er at vise de tre store forfatterinder som skæbnegudinder, heraf titlen på udstillingen, der henviser til den nordiske mytologis norner, der spinder menneskenes skæbnetråde.

”De har kendt til hinanden, for de levede jo samtidig. Og der er mange ligheder mellem dem. De skriver alle om naturmytologi, og man kan næsten se dem som de her skæbnegudinder, der lystigt sidder og slår knuder på folks skæbne. Og hver gang de gør det, opstår der noget i forhold til magt, køn, liv og død,” siger Annemari Brogaard Clausen.

Så vel Blixen som Undset og Lagerlöf havde evnerne og ikke mindst fantasien til at udfolde kvindeskæbner i detaljen. Hvor Djævelen som bekendt også bor, ham møder vi senere.

Der er lige et lille præludium, der skal med. Det inderste, som Annemari Brogaard Clausen siger. Det er Karen Blixens soveværelse, der for første gang er åbnet for offentligheden. Det var her, i sengen, hun døde, efter mange års syfilissygdom i 1962. Her, hun lagde sin berømte maske med sort khol om øjnene foran et teaterspejl. Lod sine luksuriøse silkeunderkjoler glide ned over sig. Her, hun sov og vågnede med udsigt mod Øresund. Men mindst lige så vigtigt er det, at det var her, hun drømte, mener Annemari Brogaard Clausen:

”Det er her, fantasien opstår, her, fortællingerne tager form. Og så fortsætter vi ind i Majas fantasi bagefter,” siger hun med henvisning til scenografen.

Passagen til tørreloftet går gennem Blixens private badeværelse, der har været hypermoderne, dengang forfatterinden brugte det. I en lille mellemgang er hendes gine med den unaturligt smalle talje, sygdommen gav hende, og hendes kufferter med monogram udstillet. Og så bliver det mørkt.

”Mmh, mmh, mmh,” nynner en ungpigestemme et sted under loftets tunge bjælker. Jomfrueligt lyseblå laserstråler skærer sig vej mod gulvbrædderne, og svævende over det hele hænger en gennemsigtig blondekjole, halvt optrævlet.

Vi er trådt ind i ”en litterær fantasi”, forklarer Maja Ravn. Og den første kvindeskæbne, vi skal møde, er Kristin Lavransdatter, hvis skæbne blev spundet af Sigrid Undset.

”Kristin Lavransdatter”, der er skrevet i 1920 og skaffede Sigrid Undset Nobelprisen i litteratur, udspiller sig i 1300-tallets storbondemiljø. Maja Ravn har taget udgangspunkt i en scene, hvor den unge bondedatter Kristin er fulgt med sin far op på sæteren og plukker en krans, som hun sætter på sit hoved. Da hun spejler sig i noget stillestående vand, får hun en erotisk vækkelse eller et varsel om noget, der skal ske.

Hun går i kloster, men forelsker sig alligevel i den letsindige og charmerende Erlend, der kysser hendes brys-ter i klosterhaven – og gør hende gravid.

En skræddersaks på gulvet ligger åben. Klar til at klippe tråden over.

”Han er vel, hvad vi i dag ville kalde for polyamorøs, ham Erlend. Han gør hende jo ulykkelig livet igennem, men samtidig kan hun heller ikke slippe ham,” siger Annemari Brogaard Clausen.

Tre skridt længere ind i mørket vælter okkerbrunt løbesod slibrigt ned ad skorstenen, som fører ned til en kakkelovn i den hyggelige stue under os.

De nynnende lyde glider i baggrunden og erstattes af noget knasende sprødt. Er det is, der knækker?

Hvis man drejer sig en gang væk fra installationerne, kan man på mandshøje stofstykker, der hænger fra loftet, læse sig frem til, hvis forfatterfantasi man nu befinder sig i og få et lille resumé af kvindeskæbnerne i litteraturen. Hvert eneste bogstav på plancherne er broderet med korssting.

”Det er jo evige ord,” siger Maja Ravn.

”Gösta Berlings Saga” står der i bittesmå brune krydser øverst på stofstykket, vi nu er nået til.

Overfor hænger en voluminøs figur, med deller i skinnende stof, og svæver. Det er Selma Lagerlöfs majorinde på Ekeby, hovedperson i Lagerlöfs debutroman fra 1891, der udspiller sig i 1820’ernes Sverige.

”Vi har at gøre med en kvinde, som tager alle sine smykker på, når hun går ud, og mange lag tøj. For mig er det også et billede på, at hun tager sin skæbne på sig,” siger Maja Ravn.

Hendes skæbne besegles midt i livet, da hun redder den drikfældige præst Gösta Berling op af hans snedækkede selvmordsgrav. Hun tager præsten som kavaler, men en julenat påkalder Gösta Djævelen, som fortæller ham, at Majorinden har forrådt ham, hvad der er sandt nok. Hun har været utro med sin ungdomskæreste, og herfra er det majorinden, isen krakelerer under.

Hvor kom han fra, den djævel? I fortællingen viser han sig ved skorstenen.

”Da vi så den skorsten, var det, som om det hele gik op. Den er jo en gave til fortællingen,” siger Maja Ravn og smiler.

”Det sodmaleri, tror jeg også Blixen har nydt, når hun gik og hang lagner op.”

Alle kostumerne er lavet med mål fra Blixens slidte gamle gine, der stod i mellemgangen. Forbi skorstenen er der umiddelbart intet at se, blot rå fyrrestammer sat ind under loftet. Men lader man blikket glide op langs stammerne, møder man en svævende, glamourøs heks med den smalleste talje, verden har set.

Det er Blixens priorinde fra Seven Kloster, som vi møder i fortællingen ”Aben” fra ”Syv fantastiske fortællinger”, der udkom i 1935.

Priorinden, som ejer en lille grå abe fra Zanzibar og et forfaldent kloster, er en snu rad, som gerne vil orkestrere fremtiden for sig selv igennem sin unge nevø, Boris. Hun råder ham til at gifte sig med den stærke Athene, som dog afslår ham.

Lyset begynder at trænge ind på tørreloftet gennem to små og skrå vinduer. Men Maja Ravn har valgt, at de skal have ravgult glas. Og her vil Blixen-nørderne vide, at den er ravgul, den væske, priorinden giver Boris, som får ham til at forsøge at voldtage Athene. Der slår tænderne ud på ham.

Det bliver priorindens skæbne, at hun ikke kan få det, som hun vil have det. Hun ender med aben eller rettere som aben, siddende i træet.

Om fyrretræernes stammer ligger synåle i stakke.

”De er metalliske som smagen af blod i munden. Metalliske som lyden af en skrivemaskine,” siger Maja Ravn.

Det er netop til lyden af skrivemaskine, vi forlader fantasien og går ud i lyset igen. Ned ad trappen til de lyse stuer og rundvisningerne. Skaberne af udstillingen takker af og efterlader én med følelsen af, at man pludselig ikke selv er så meget herre over det hele, som man tror. Hvor leder du nu hen, Blixen? Ud i forårssolen eller tilbage i det magiske mørke