Ved indgangen til Vimmelskaftet 47 på Strøget i København ligger endnu en stiftmosaik, der minder om stedets herostratisk berømmede fortid. Kranset af en mæanderbort står der ”Bernina” med et rødt våbenskjold som bomærke. Mosaikken vidner om det, som den stejle marmortrappe engang førte op til på mezzaninen: den litterære Café Bernina.
Café Bernina var en såkaldt schweizercafé, der i 1881 blev grundlagt af den schweiziske vinhandler og konditor D.B. Schucani, der tidligere havde arbejdet for det lignende etablissement Stephan á Porta på Kongens Nytorv. Bernina, der var opkaldt efter en schweizisk bjergkæde, var tænkt som en café for det københavnske borgerskab, hvor velærværdige mænd og dydige kvinder i sikkerhed for gadens larm kunne nyde god kaffe og kage. Men det skulle lynhurtigt blive anderledes. I løbet af de følgende 30 år udviklede Café Bernina sig til Skandinaviens mest berømte og berygtede litterære café, hvor enhver, der var noget eller gerne ville blive det, huserede.
Årsagen lå lige henne om hjørnet i Badstuestræde. Her blev Studentersamfundet i 1882 grundlagt som et liberalt og radikalt alternativ til Studenterforeningen. Med det moderne gennembruds store kritiker Georg Brandes som midtpunkt blev der afholdt foredrag og diskussionsaftener i Studentersamfundet, der også fungerede som en oprørsk modstandslomme mod konseilspræsident Estrups provisoriske regimente, der satte det unge danske demokrati ud af kraft. Der blev trakteret med kaffe og wienerbrød, men det var ikke nok for de unge idealister og anarkister. De ”sivede” lige så stille ud på aftenen over til Café Bernina, hvor der blev drukket og diskuteret igennem det meste af natten.
Omkring år 1900 blev Café Bernina mødested for digtere, litterater, journalister, redaktører, kunstmalere, forlæggere, skuespillere, teaterdirektører, jurister og forfatningskritikere med politiske ambitioner. Da København i slutningen af 1800-tallet tillige blev opfattet som ”porten til Europa” befolkedes caféen af nordmænd og svenskere på dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og Italien. Flere kom aldrig længere end til Café Bernina, hvor de strandede i årevis.
August Strindberg var her under sin landflygtighed og skrev dramaet ”Frøken Julie”, der fik verdenspremiere i Studentersamfundet i 1889; Knut Hamsun holdt hof på caféen, mens han skrev på sin sensationelle debutroman ”Sult”, der udkom i 1890. Forfatteren og maleren Christian Krohg og hans frisindede hustru Oda Krohg havde fast plads ved hjørnevinduet ud mod Strøget. Parret var nyfigent skandaliserede for deres åbne ægteskab og ditto radikalisme, der i 1880’erne havde resulteret i ”Albertine-affæren”, hvor Krohg i både ord og billeder havde skildret de prostitueredes liv. Flokke af norske kunstnere fandt et fristed i caféen, alt mens nationen mod nord tog form frem mod unionsopløsningen med Sverige i 1905. Blot ikke nationaldigteren Bjørnstjerne Bjørnson. Under den såkaldte ”sædelighedsfejde” i 1880’erne prædikede Bjørnson dydighed og afholdenhed af begge køn i et opgør med det brandesianske frisind. Det vandt ingen genklang blandt Café Berninas klientel, kun hån, spot og latterliggørelse.
Flere generationer fra det kulturelle kleresi fandt vej op ad trappen til Café Bernina: Litterater som Georg og Edvard Brandes, Valdemar Vedel, Sven Lange, digtere som Holger Drachmann, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Carl Ewald, Gustav Wied og Herman Bang, det norske par Amalie og Erik Skram og norske Hans Jæger, der ikke uden grund skrev på ”Anarkiets Bibel”. Nye talenter kom til som Henrik Pontoppidan, parret Amalie og Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Sophus Michaëlis, Viggo Stuckenberg, Helge og Edith Rode, Ludvig Holstein, Ludvig Mylius-Erichsen, Agnes Henningsen, Johannes V. Jensen og Gustav Wieds muse, skuespilleren Anna Larsen.
Billedkunstnere som L.A. Ring, der er Pontoppidan blev kaldt ”den smukke maler”, Thorvald Bindesbøll, P.S. Krøyer, H.A. Brendekilde, Viggo Johansen, Christian Clausen, Knud Larsen, Børge Stuckenberg, Ludvig Find og selvfølgelig de norske Frits Thaulow, Ludvig Karstens og Edvard Munch, sidstnævnte var nær ved at komme op at slås med sin landsmand Andreas Haukland. Johannes Jørgensens hustru Amalie skriver i sine erindringer om møderne på Bernina: ”Her ved de smaa Marmorborde knyttedes i de sene Aftentimer Venskaber ofte for en Aften, ofte for hele Livet; og her opløstes ogsaa aargammelt Venskab, ogsaa ofte for en Aften eller for Livet”.
Den virtuose tegner Eigil Petersen fangede de fleste par og personager med sin elegante streg til tidens satire.
Café Bernina fungerede også som uofficielt redaktionslokale for oppositionelle aviser, en del af skribenterne fra Ernst Brandes’ Kjøbenhavns-Børstidende kom her, ligesom ansatte ved den nystartede radikale avis Politiken med Edvard Brandes i spidsen, og Ekstra Bladets senere legendariske chefredaktør Frejlif Olsen blev journalistisk formet i caféen.
Purunge Ove Rodes satiriske studenterblad Piraten havde medarbejdere, der pendlede mellem Studentersamfundet og Café Bernina, og da bladet gik ind efter få år, opstod avisen København af restoplaget. København blev redigeret af samme Ove Rode med den flamboyante godsejer Johan Knudsen og digteren og journalisten Oscar Madsen som medredaktører, sidstnævnte en omvandrende paroksysme af kogende forbitrelse. Københavns medarbejdere, der talte Gustav Wied, Herman Bang, Rudolf Panduro, Carl Ewald og den berygtede skandalejournalist Gustav Esmann blev jævnligt dømt efter både sædeligheds- og blasfemiparagraffen, og Ove Rode måtte som ansvarshavende en tur i fængsel. Men det var, som L.A. Ring bemærkede i et interview, nærmest at ligne med ”et ridderslag” under Estrups regime.
I 1885 overtog en anden schweizer Café Bernina. Han hed Poul Tönjachsen og blev hurtigt af stamkunderne omdøbt til ”Cognacsen”.
Caféen skiftede karakter til en mere parisisk og wienerinspireret café med glasloft, viftepalmer, de karakteristiske borde med marmorplader og støbejernsstel, der stadig er på mode anno 2020, og så selvfølgelig et stativ med et arsenal af danske og internationale aviser på læsestænger. Bag dem kunne gæsterne iagttage hinanden i det skjulte, flirte, forføre og aflytte kilder under dække af tryksværte og valsepapir.
Vimmelskaftet blev i 1890’erne det lille Paris i København med Jorcks Passage lige over for efter parisisk forbillede. På Café Bernina skiftede tidens gæster navn til bohemer og flanører og blev – igen efter fransk forbillede – dekadenter.
Hvad vil det sige? Jo, det betød, at det
førende klientel på Café Bernina dyrkede deres nerver og indbildte sygelige svækkelser. August Strindberg havde i forordet til ”Frøken Julie” skrevet, at den moderne tids mennesker var den ”nye nerve- og storhjerneadel”. Der åbnede anstalter og klinikker i København, Frederiksberg og Roskilde under ledelse af læger og psykologer som Knud Pontoppidan og Daniel Jacobsen, der undersøgte tidens florerende ”neurasteni” og tog nerveadelen i behandling for deres ubændige lidelser. Edvard Munch var en tid indlagt for sin nervøsitet, Strindberg forsøgte at blive indlagt, men blev sendt tilbage med beskeden om, at han var for normal! Knut Hamsun skrev om kunstnernes ”indtryksømhed”, der skulle være så udtalt, at de kunne mærke suset fra selv blot anede atomer. Det kunstneriske geni sprang af denne sygeligt udviklede sensibilitet, og den var der rum for på Café Bernina.
Åndsaristokraterne holdt hof på Café Bernina og lod sig dyrke for deres dekadence. De var ikke dusinmennesker, men overmennesker og de kunne fra mezzaninen se ned på mængden. Disse tidens ”nye mennesker”, der satte deres egen standard, gik i figursyede frakker med pelskrave, violette bukser, stiv hvid højhalset flip, snørestøvler i lak og cylinderhat i silke. De unge lapse med flot svungne moustager blev kaldt for ”violette drenge” på grund af de rosa bukser og den kokette sløjfe om den hvide flip. Eller ”Certosaherrer”, fordi de yndede at drikke en italiensk likør af dette navn. Kunsten var at kunne se ud, som om man intet bestilte, men bare flød hen i de røde plyssofaer med den grønne likør i glasset og lod sig adsprede bag viftepalmerne. Der var formelig en konkurrence om, hvem der kunne se mest blasert ud og bære livsleden med den mest overbevisende selvopgivende attitude. De tituleredes følgelig også som ”driverter” – og de særligt blaserte som ”overdriverter”.
”Berninadrengene” modsvaredes af ”Hårpigerne”. Ledsagere eller muser, og selvstændige kvindelige kunstnere, der brød med tidens borgerligt herskende kvindeideal. Tilnavnet kom af deres frisurer, hvor fletningerne var rullet sammen til en kanelsnurre bagtil med enkle lokker hængende dekorativt ned over ørerne. De bar reformkjoler med skønvirkesmykker og spænder designet af Thorvald Bindesbøll – måske på en af caféens servietter, som designeren ofte brugte som skitsepapir – og langskaftede knap- eller fjederstøvler. Deres øjne var kranset af sort sminke og optrukne eyeliners som en afgrund af erotisk fortabelse og livstræthed – et teatralsk stiltræk som Herman Bang også gjorde til sin metroseksuelle markør.
Værten Poul Tönjachsen blev ikke kaldt for Cognacsen for ingenting. En af Café Berninas signaturdrikke var ”Pjolter”, der bestod af lige dele cognac og soda. Man drak ”Pjolter” på Café Bernina. Mange ”Pjolter”. Hvis ikke man gik over til ”Djævlepunch”, en cocktail, der er bestod af 17 forskellige slags vine og spiritus. Det var for de mere robuste i klientellet. Lyrikeren og journalisten Sophus Claussen, som Johannes V. Jensen kaldte for ”den fugtige Lollik”, skrev i et digt til Bernina:
Det aandelige Børstenbinderlaug
i en høj Stue på et Gadehjørne
holder Samraad og Udkig og Vagt
og drikker som Bjørne.
Johannes V. Jensen selv menes at have fået inspirationen til det berømte frivole digt ”Ved Frokosten” på Café Bernina: hvor den tilknappede mand i sofahjørnets fløjl velsignede caféen og løsnede lidt på karaktermasken, berømmede det ravgule øl fra fad og lod brystet skælve mod snapsen. I 1893, hvor forfatteren Johannes Jørgensen skabte det symbolistiske epoketidsskrift ”Taarnet”, kom han ofte på Bernina, hvor han dyrkede beruselsen som sine franske forbilleder J.K. Huysmans, Charles Baudelaire og Paul Verlaine. Han giver sine erindringer en situationsrapport:
”Vi var Stamgæster paa ’Bernina’, sidste Mand om Marmorbordene i Hjørneværelset ud mod Badstuestræde, de første til Morgenpjolteren og Spegesilden og de nye Aviser ved Hjørnevinduet mod Strøget. Det var paa hin Tid, at vi, fulgt af ’Bernina’-Værten Tønjachsens mest levende Interesse, foretog bakkhiske Rundrejser gennem Europa. Vi begyndte med dansk Akvavit til de obligate tre eller fire Stykker Smørrebrød – fortsatte saa med norsk Lysholmer, med Skotsk Whisky, engelsk Old Tom, hollandsk Curacao, fransk Kognak, italiensk Certosa. Vi smagte paa den raa Genever, paa den sødlige Anisette, den krydrede Maraschino, den vellystige grønne Chartreuse, den beroligende Benediktiner, den klare Kirsch, der er som tidligt og fugtigt Foraar mellem Grønne Høje. Men vi Manglede russisk Vodka og savnede japansk Saki…”
Den eneste, der ikke deltog i de bakkiske rundrejser, var Georg Brandes. Hans ”Aand trængte ikke til Alkohol for at komme i Sving”, som Jørgensen skriver. Af samme grund havde Café Bernina en døgnrytme, der indledtes om morgenen med friskbrygget javakaffe og hjemmebagte briocher, efterfulgt ”Frokostrykket”, ”Eftermiddagsrykket”, ”Middagsrykket” og så nattesædet, helt uden for referat og ofte på kredit.
Henrik Pontoppidan har i romanen ”Lykke-Per” en satirisk beskrivelse af den ”gammeldags schweizer-kafe”s ”udbredte kunstneriske og literære Halvverden”, hvor man havde ”en Fornemmelse af at befinde sig i et Galehus”. Under diverse dæknævne optræder Georg Brandes, Holger Drachmann, P.S. Krøyer, Johannes Jørgensen, J.P. Jacobsen og H.A. Brendekilde i ondskabsfulde karikaturer, og selve etablissementet kaldes af Pontoppidan for ”Gryden”. Gryde, galehus eller smeltedigel? Myterne om Café Bernina er mangfoldige, anekdoterne ditto. De gode historier, som journalisterne kalder det. Men stedets ånd er som ”Saltvandsmaleren” hos Pontoppidan, der kommer til Bernina for at fejre salget af et søstykke til en grosserer. Han samler flokken af proselytter omkring sig til en mægtig fest med champagne i glassene og luften sløret i røgarabesker. I starten ligner han ”Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst”, men langt ud på natten og efter officiel lukketid ligner han en ”Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget, kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer”.
Sådan gik det også for Café Bernina selv. Efter den gyldne tid fra 1880’erne og frem i de første 10-20 år af det 20. århundrede, tabte caféen sin status som kulturelt samlingssted for de nye og normdannende radikale og oppositionelle kunstnere, journalister, kritikere og politikere in spe og blev et mere almindeligt værtshus. I 1953 lukkede Café Bernina; siden da har stedet rummet en vinhandel af samme navn og en restaurant under et andet navn. Nu er Kristeligt Dagblad rykket ind i lokalerne, der skal bruges som kantine og til læserarrangementer. Det er der ræson i. Avisen blev grundlagt under den gyldne tid i 1890’erne og blev læst i caféen, mens nerveadelens hjerner ”duggedes af Whiskyens liflige Regn”, som det hedder i en digtlinje fra dengang. Tiden er siden blevet anderledes ædruelig, men ånd og intellekt ikke mindre hungrende. Eksistensen ikke mindre sensibel og sindet ikke mindre indtryksømt.
Og ved foden af marmortrappen til Vimmelskaftet 47 vidner guldmosaikken med navnet ”Bernina” om, at stedet i en vis forstand er her endnu. Endnu virkende.
Det forpligter dem, der træder ind og går ud.
Café Bernina i litteraturen
Aage Welblund ”Omkring den litterære cafe”, 1951.
Gustav Wieds novelle ”Knipset”, 1890.
Christian Krohgs novelle ”Hos Bernina”, 1888.
Johannes Jørgensens erindringer, andet bind ”Taarnet”, 1916.
Amalie Jørgensens erindringer i ”Hver 8. Dag”, 1928
Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per”, 1898-1904.
Oscar Madsens roman ”Glade Ungdom”, 1887.
Agnes Henningsens erindringer, bind 1-8, 1941-1955.