Prøv avisen
Film

Realistisk og afdæmpet film om tyskernes besættelse

5 stjerner
Pilou Asbæk i rollen som befalingsmand på en umulig opgave den 9. april 1940, hvor tyskerne krydsede grænsen og besatte Danmark. Foto: Nordisk Film

”9. april” er en bemærkelsesværdig neddæmpet film om tyskernes besættelse af Danmark. Filmens mangel på heroisme går rent ind

Den 9. april 2015 er det 75 år siden, at de tyske tropper overskred grænsen til Danmark. Aktionen kostede 11 soldater, tre grænsevagter og to piloter livet på dansk side. Efter mindre end fire timer havde Danmark kapituleret, og landet blev besat af tyskerne de næste fem år.

Historien er lige så velkendt som den er traumatisk. Den spredte danske modstand mod den tyske overmagt er et lille lyspunkt for dem, der ikke ubetinget har hyldet den pragmatiske danske samarbejdspolitik med tyskerne. Samarbejdspolitikken skaffede Danmark nogenlunde uskadt igennem Anden Verdenskrig, men retsopgøret efter krigen og de senere års revisionistiske historieskrivning viser, at det alligevel ikke skete uden mentale omkostninger. Danmarks tilpasningspolitik vil altid blive diskuteret ligesom danskernes generelle ageren på det, tyskerne patroniserende kaldte for ”flødeskumsfronten”.

Instruktøren Roni Ezras spillefilm ”9. april” med manuskript af Tobias Lindholm tager ikke stilling til ovenstående problematik. Den udspiller sig på et konkret niveau blandt nogle af de soldater, der rent faktisk tog kampen op i de få timer ved daggry hint forår 1940.

Filmen følger en lille dansk fortrop i Sønderjylland tæt ved grænsen til Tyskland. Filmens handling udspiller sig på under et døgn og begynder med en øvelse, der udvikler sig til regulære kampe, først ved Lundtoftebjerg nord for Kruså og siden i udkanten af Haderslev.

Det begynder klokken 04:15, hvor tyskerne krydser den danske grænse, og det slutter med soldaternes kapitulation klokken 08.15. På det tidspunkt har soldaterne kæmpet langt ud over deres mandat. For den danske regering og kongen kapitulerede allerede klokken 06.00 om morgenen, hvor tyskerne stod på Kastellet og ved Amalienborg i København.

Det er filmens bitre ironi og historiens skæbne, at denne lille gruppe soldater kæmper for en nation, der allerede har overgivet sig og måske gedulgt aldrig nogensinde havde været indstillet på at tage kampen op med det nazistiske regime og Hitler og konsorters megalomane forestilling om ”Lebensraum”.

Det bemærkelsesværdige ved Roni Ezras film om den 9. april er dens fuldkomne mangel på heroisme. Tilgangen er realitetsbetonet. Beskueren følger den lille danske gruppe af menige og befalingsmænd i to delinger, hvoraf den ene er udrustet med motorcykler og maskingeværer og den anden med almindelige cykler og rifler - og lappegrej! Filmen åbner med nogle sigende lavpraktiske scener, hvor soldaterne under øvelsen sættes til at lappe deres cykler på tid. Den mangelfulde udrustning og den mangelfulde erfaring står i en uheldssvanger kontrast til den tunge tyske krigsmaskine, der rumler bag horisonten. For pludselig malende og monstrøst at kværne igennem det danske landskab og de spinkle danske forsvarskæder.

Det fortræffelige og virkningsfuldt empatiske ved Roni Ezras film er, at den tager de to delingers militære ånd og kampe fuldkommen seriøst, hvor andre svagere instruktører måske kunne være faldet for fristelsen til at gøre sig morsomme på bekostning af soldaternes manglende udrustning, eller måske have skruet sig op i fordømmende patos over manglen på klare svar fra Statsministeriet i København. ”9. april” driver i stedet handlingen frem i roligt tempo og med lavmælte hverdagsagtige replikker, indtil den ubønhørlige afslutning indtræffer, og den desillusionerede rejse hjem til kasernen sætter ind. På tysk kommando. Nogle mistede livet den morgen i de få timer, kampene pågik. De, som overlevede, fik en livslang smerte i tilgift.

Filmen lever emotionelt ved at være i øjenhøjde med soldaterne og deres befalingsmænd. Med tillempet realisme skildres deres færden i den sønderjyske topografi, hvor befolkningen bliver taget på sengen, og hvor det hele endnu har en uvirkelig karakter. En dreng går rundt og sælger morgenmælk til soldaterne - man aner et ekko af Morten Nielsens digte et sted i baggrunden - og i Haderslev hilser nogle af byens borgere på tyskerne, som var de gamle venner. I 1940 ligger Genforeningen ikke mere end 20 år tilbage. I den henseende er ”9. april” en illusionsløs film, men også sand i sin tone og solidarisk i sin skildring af de soldater, der blev mærket for livet af hændelsen.

Der spilles fortræffeligt af en række yngre kræfter, Pilou Asbæk, Gustav Dyekjær Giese, Martin Greis, Joachim Fjelstrup, Jannik Lorenzen, Elliott Crosset Hove, Mikkel Bentzen - nogle nævnt, ingen glemt; men filmen henter sin virkelig bevægende styrke ved sin slutsekvens, hvor en række veteraner fra dengang i april 1940 toner frem på lærredet med deres vidnesbyrd.

Roni Ezras fortid som dokumentarist på Super 16 fornægter sig ikke. Alvoren bliver synlig: Dette er ikke en krigsfilm om den 9. april, det er historisk virkelighed fremkaldt efter mange år i mørkekammeret. ”Jeg kan ikke kaste det fra mig,” siger en af veteranerne. Det kan man som beskuer heller ikke.

”9. april” er en god film.

Kristeligt Dagblad bragte i går et interview medinstruktøren Roni Ezra. Læs artiklen her