Hvor skal man vende sig hen, hvis man er et søgende menneske, der vil i kontakt med sit selv og bekæmpe sit eksistentielle mørke? Tidligere fandt man i vores kulturkreds dele af eller hele svaret i kristendommen, men hvad med den nuværende generation? Finder den i stedet vej mellem den kristne tradition og hele den store verden af eksotisk spiritualitet, selvudvikling og terapi, der i disse år åbner sig for det søgende individ?
Hvis man skal tro Lars Neudorf, er svaret ja. Religion, terapi og selvudvikling hænger i dag anderledes tæt sammen end tidligere, hvilket hans egen historie også vidner om, og man kan kun gisne om, hvorfor den vældigt velskrivende Lars Neudorf har valgt at skrive under pseudonym, for han kan så ganske udmærket være sin bog om en alternativ dannelsesrejse bekendt.
Bogen er både en psykedelisk rejsedagbog, sygehistorie, personlig introduktion til shipo-shamanismen, tværreligiøst bekendelsesskrift og essay om psykoterapi, shamanisme og kristendom. Den skildrer den unge mandlige jegfortællers alternative afklarings- og frigørelsesproces, der blandt andet indbefatter psykedeliske stoffer hos en indfødt shaman i Peru.
Men før jeg-fortælleren kommer så langt på sin ydre så vel som indre rejse, skal han overvinde sin foragt for søgende vesterlændinge, der pludselig finder sandheden i eksotisk naturreligiøsitet og klæder sig i indianertøj eller andet etno-udstyr. Og den foragt eller det forbehold er der sikkert en del læsere, der også skal arbejde lidt med, før de slår følge med Neudorf. Man bliver nemlig nødt til at tage præmissen med de psykedeliske stoffer som vejen til det ubevidste og dermed indsigt for pålydende, og forfatteren er heldigvis klog nok til at tage brodden af læserens eventuelle skepsis: ”Når jeg selv læser beretningen, kan jeg godt forstå den læser, der vil finde det vanskeligt at se dette univers som andet end en kollektiv psykose eller sværmerisk blændværk.”
Her henviser han først og fremmest til den kursiverede dagbogsberetning, der uden tvivl er den del af fortællingen, der minder mest om ren terapeutisk afskrift, som bliver mest jeg-tung, mest lukket om sig selv og derfor mest utilgængelig.
I bogens andre, mere beskrivende afsnit bliver der reflekteret og perspektiveret, og den personlige søgen efter indre ro bliver gjort almen, og Lars Neudorf forholder sig åbent til, at hans indre dannelsesrejse og hans vej ud af sin personlige krise blot er en ud af mange mulige.
kultur@k.dk