Prøv avisen
Teater

Enkelt, knugende og kvalmende godt

Jens Albinus og Olaf Johannessen er et skuespilmæssigt drømmepar. – Foto: Husets Teater.

Husets Teater har før haft stor succes med at omsætte tekster om ondskab og menneskelighed til scenen. Nu gør de det igen med ”Det store stilehæfte”

Den ungarske forfatter Agota Kristofs lille mesterværksroman ”Det store stilehæfte” kan nu opleves på Husets Teaters svedekassescene som en gruopvækkende fortælling om fremmedgørelse og dehumanisering – og en opvisning i sublimt skuespil.

Der er ikke meget at gemme sig bag på den faretruende skrå scene. Kun et hvidt klæde krøllet sammen i det ene hjørne, ellers er der øde og uendeligt sort. Et tog kommer futtende i det fjerne, lyset blænder op på to hueklædte teenagedrenge. ”Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten. Vores mor har røde øjne.” Kristofs skudsalvesætninger flyder staccato-monotont fra det forhutlede tvillingepar. De er efterladt hos deres bedstemor, ”heksen”, i en gudsforladt udkantsflække i det østlige Europa, mens krigen raser.

Agota Kristofs lille knytnæve af en roman fra 1986 fortæller en grusom historie om et søndersplittet, krigshærget Europa, om fremmedgørelse, dehumanisering og hjemløshed – og om menneskets uhyrlige potentiale, helt ud i ekstremerne. Baggrunden er nazisternes magtovertagelse og siden Den Røde Hær og Sovjet-regimets invadering. Kristof flygtede selv som 21-årig fra Ungarn efter opstanden mod Sovjet i 1956, men der gives ingen stednavne eller datoer, for fortællingen er en almen lignelse om råhed, brutalitet, frihed og ufrihed.

Vi følger de to drenges opvækst hos den kyniske bedstemor, et levende billede på, hvordan elendigheden hærder sjælen og gør gysende kold. Vi følger dem i det slidsomme arbejde for føden, i sulten, smerten, kulden og den vilkårlige vold. Det sammentømrede tvillingepar udtænker en overlevelsesstrategi, en skole, hvor de hver dag øver sig i hårdhed for at hærde sig mod tilværelsens meningsløse brutalitet på bunden af den menneskelige eksistens. De træner kroppenes modstandsdygtighed ved at påføre hinanden fysisk smerte, de træner kynisme ved at slå dyr ihjel på mere og mere barbarisk vis og opøver afstumpethed over for andre mennesker. Til sidst tømmer de sproget for blødsødne begreber som ”elsker”, for de er alligevel usande.

”Det store stilehæfte” er den absurde krigsvirkelighed set med barnets blik. Alligevel bliver det aldrig sentimentalt. Scenens uforlignelige makkerpar, Jens Albinus og Olaf Johannessen, gengiver præcist, stramt, messende og råbende tekstens tempofyldte kraft og nøgne registreringer. I store dele af stykket udgør de et unisont kor, en fælles kraft, der fortæller om desperat, symbiotisk samhørighed i en verden af svimlende kaos. Kroppene, ludende og spændte, bærer fornedrelsen, skammen og vreden i hver en sitrende celle. Ansigterne er aldrende, hærgede, stift stirrende som en fantastisk, næsten chokerende kontrast til teenagetøjet. Albinus’ iscenesættelse vidner om et sjældent gehør, en dyb forståelse for romanens finere lag og tone. Historien er ikke pladret til i udvendigt dekorum og svulstige broderscener. Lykkeligvis. For kun med den strengeste minimalisme kan Kristofs fortælling forløses på scenen.

Husets Teater har før haft stor succes med at omsætte tekster, der har samme tema om ondskabens anatomi og om at overleve med sin menneskelighed i behold under ekstreme, umenneskelige forhold, da Albinus for få år siden stod alene på scenen i Primo Levis ”Hvis dette er et menneske”. Nu gør han det igen, denne gang med Olaf Johannessen i et skuespilmæssigt drømmeparløb – så enkelt, knugende, så kvalmende godt.