Prøv avisen

På det nye Skagens Museum forenes tradition og fornyelse

Ulrik Plesners museumbygning fra 1928 er suppleret med både en tilbygning i samme stil og en markant anderledes sidebygning i skifer af arkitektfirmaet Friis & Moltke. - Foto: Skagens Museum

Velgørende at se, hvordan en dyb respekt for traditionen kan bruges offensivt

Skagens Museum har altid været en favorit blandt museumsgæster, men fra i dag åbner landets femte mest besøgte museum sig endnu mere for publikum.

Efter den omfattende renovering over to år til 85 millioner kroner er adgangsforholdene fra Brøndumsvej blevet markant bedre. Billetsalg og garderobe er nu placeret i et luftigt lokale, der forbinder de to bygninger, som publikum nu skal vænne sig til udgør Skagen Museum.

Før var der ”kun” Ulrik Plesners gamle museumsbygning fra 1928, men nu er det oprindelige museum blevet suppleret med ikke blot en markant anderledes tilbygning i skifer af arkitektfirmaet Friis & Moltke, men også med en udvidelse af Plesners bygning efter arkitektens egne tegninger.

Det første først: Den nye tilbygning kan synes monumental og meget anderledes, men den grå farve og naturmaterialet medvirker til, at bygningen er mindre massiv, end man skulle tro. Samtidig videreføres en linje:

Da Plesners museum blev bygget, afveg også det markant fra omgivelserne, så det er en videreførelse af traditionen, når Friis & Molkte har valgt en tilsyneladende radikal løsning. Tradition og fornyelse i ét.

Det nye udstillingsrum ”Skifersalen” på 300 kvadratmeter i tilbygningen har ikke dagslys, og det giver museet mulighed for at udstille værker fra samlingen på cirka 9000 værker i alt, der ikke tidligere har været vist.

Det markeres med dagens åbning af den ene af de to særudstillinger, ”På Papir”, hvor en lang række af de sarte værker i skagensmalernes produktion, udført med kul, bly, pastel, kridt og akvarel, vises. Herunder også nyerhvervelsen ”Studie af sypigens hoved” af Anna Ancher, der ikke tidligere har været udstillet.

Tilbage i ”det gamle museum”, Plesnerbygningen, har Brøndums spisesal fået en let renovering, og bagved, i den gamle museumsbutik, er der et såkaldt flex-rum til skiftende udstillinger. Men hovedattraktionen er en markant forlængelse af det ene af de to store udstillingsrum med de karakteristiske kassettelofter.

Samlet set har museet med renoveringen fordoblet udstillingsarealet. Man skal dog næsten vide, at museet har set anderledes ud før, for hele den oprindelige bygning er ført tilbage til 1928, og den nye tilbygning er opført i nøjagtig samme stil og med samme detaljer efter Plesners tegninger. Allerede i 1930 vidste han, at en udvidelse af museet en dag ville blive påkrævet.

Ikke alt er dog som før: Sidefløjene er blevet bredere, og dørpartierne skaber flere steder smukke gennemkig og sammenhæng i bygningen. En ny bro med glassider forbinder de to sider af salene og skaber smukt overblik over den salonophængning, der åbner som en del af renoveringen.

”Ophængt”, som udstillingen hedder, vises året ud og er en unik sammensætning af både elskede klassikere fra samlingen og mere ukendte værker. Et overvældende syn er det.

Så nok er museet blevet mere publikumvenligt, men det er tydeligt, at det stadig er værkerne og ikke publikum, der er i centrum. Museet er velgørende klar i mælet i en tid, hvor andre museer ellers går langt for at inddrage digitaliseringen i værkformidlingen.

Godt nok kan man downloade en app fra museet, men så er det også slut med hittepåsomheden, for det er mødet mellem det originale værk og beskueren, som museet klart prioriterer. Med den nye renovering har museet fået optimale rammer for at skabe nye variationer over temaet kunstnerkolonien og vise, hvordan traditionen er uudtømmelig for et moderne publikum.