Gyldendal genudgiver i disse år Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa i tekstkritiske og kommenterede udgaver.
Jeppe Barnwell nævner i sit efterskrift til ”Fugls føde” fra 1957, at netop Gyldendal afviste Seebergs manuskript, hvorfor kortromanen i stedet blev udgivet på forfatterforlaget Arena, der i første omgang solgte 200 eksemplarer. Nogle år efter udgav Gyldendal imidlertid ”Fugls føde” som billigbog, og den blev Seebergs største bestseller med flere end 100.000 solgte eksemplarer.
Hovedpersonen hedder Tom – og det er netop, hvad han er, og derfor han aldrig får gjort noget som færdigt. Toms kone forlader ham og tager skrivemaskinen med sig, hvad der rummer en stærk symbolik: Tom kan ikke skrive, fordi han ikke forstår at leve i virkelighedens verden.
En fjern bekendt – den gådefulde Hiffs – har ikke desto mindre tilbudt Tom 10.000 kroner, såfremt han kan skrive noget, der er virkeligt. Efter en jakobskamp med stoffet skriver Tom disse 13 ord: ”Mine øjne er blinde/ mine hænder er visne/ mit sind er hjemsøgt af tilintetgørelse”.
Barnwell fremdrager indsigtsfuldt de steder i Det Nye Testamente, Toms linjer henviser til. I Markusevangeliet helbreder Jesus således den blinde tigger Bartimæus, mens han i Lukasevangeliet helbreder en mand med en vissen hånd.
Man må derfor forstå handlingen i ”Fugls føde” sådan, at Tom har ramt bunden og søger en mirakuløs helbredelse. Men Hiffs er ikke Jesus, og han vil end ikke betale for Toms skriftlige frembringelse, skønt ordene ret beset taler sandt. Hiffs begrunder afvisningen med, at en ”ærlighed, der ikke betyder noget for dig, skulle den betyder noget for mig?”
Til slut sejler Hiffs ud, mens Tom tager en sten op og kaster den ud i vandet. Da han ser de ringe, der danner sig, hvor stenen rammer vandet, udbryder Tom: ”Jeg er her”.
Filosoffen René Descartes beretter et sted, hvordan han lod al kundskab opsluge af tvivl, indtil han nåede den eneste uigendrivelige sætning: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Det er denne virkelighedsoplevelse, der fører Tom til udbruddet: ”Jeg er her”. Titlen på bogen angiver således det absolutte eksistensminimum, men samtidig også det sted hvor muligheden for at begynde forfra måske vil melde sig. Det flugter i alt med Peter Seebergs egen udlægning af teksten, idet han er citeret i efterskriften for at have sagt om sin roman, ”at man skal altså igennem nulpunktet for overhovedet at få tørst og forstand til livet”.
”Fugls føde” udkom da også første gang i eksistentialismens storhedstid. Den virker dog ikke som en støvet klassiker. Tværtimod. Den har med sit appel til engagement bud til vor tid. Som når Hiffs så rammende siger til Tom: ”Du lader dig irritere af småting, Tom, fordi du ikke rigtig holder af noget. Med folk som dig fik man aldrig Mount Everest besteget.”