I søndags sluttede det store cykelløb Tour de France med en pariser-etape, hvor man så de skønne steder i byen som Triumfbuen, Concorde-pladsen og Louvre. Mens cykelrytterne trampede i pedalerne, mærkede man indimellem Paris’ atmosfære i parker og på caféer. I de skønne eftermiddagstimer gik løbet mod sin afslutning. Det osede af fred og charme, men dog sneg der sig en lille urolig tanke ind, frygten for terror.
De voldsomme dage i november 2015 kom tilbage. Dengang dræbte terrorister 130 mennesker og sårede 433. De slog blandt andet til ved fodboldstadiet Stade de France, spillestedet Bataclan og restauranten La Belle Equipe. I dag ser man bevæbnede styrker overalt – også ved et uskyldigt cykelløb.
Den franske film ”Amanda” handler om følgerne af et terrorangreb i en parisisk park. Det drejer sig ikke om selve terrorhandlingen, men om, hvad der sker for et menneske, der bliver involveret som offer. Vi kommer så at sige ned i øjenhøjde med den slags begivenheder, vi ofte gør til et spørgsmål om politisk eller religiøs konflikt. Er det Islamisk Stat eller et indenlandsk socialt oprør, der er årsag?
Det interesserer ikke denne usentimentale og dog rørende film. Den unge 24-årige David (Vincent Lacoste) lever et sorgløst og uforpligtende liv i Paris. Han beskærer lidt træer for parkvæsenet og passer et par udlejningsejendomme for en boligspekulant på bedste Airbnb-vis. Han har sin vennekreds, og livet synes som Pinocchios, hvor ”der er ingen bånd, der binder mig”. Han har dog lige mødt en kvinde, Léna (Stacy Martin), som han har fået interesse for.
David har en søster, Sandrine, der har en pige på syv år ved navn Amanda. I en skøn scene i begyndelsen af filmen skal moderen forklare sin datter, hvorfor den bog, hun læser, hedder ”Elvis has left the building”. Det er en talemåde, siger hun, om, at noget er forbi. Det er svært for datteren at forstå, men så finder moderen et gammelt Elvis-nummer frem, og de danser ubekymret med hinanden, mens Elvis synger ”Don’t be cruel”. Om lidt er noget forbi, og verden bliver ”cruel” – forfærdelig.
En aften skal David møde Sandrine, Léna og nogle venner i en lokal park til samvær over baguette og rødvin, mens Amanda skal sove hos sin mors faster. David tager i sin ungdommelighed mødetidspunktet lidt løst, kommer et kvarter for sent og opdager de forfærdelige konsekvenser af en terrorhandling.
Det efterlader ham alene med Amanda. Her er vi ved filmens ærinde. Hvordan tager man ansvaret på sig, når man er umoden og uprøvet og kun har kærligheden tilbage. Amanda, hvis navn betyder ”den, der bør elskes”, er det uskyldige barn, der nu bare ved sin eksistens appellerer til ”det bedre jeg” i et andet menneske. Hvor langt går vores ansvar for hinanden?
Processen er skildret med stor indlevelse og ømhed, men ikke med sentimentale overtoner. Det er en film, der går bag om katastrofen og ind i de efterladtes forpligtethed. Kristendommens ”du skal” høres inde bag dialogerne, selvom tro ikke spiller den store rolle i hovedpersonernes liv.
Det er lidt ærgerligt, at filmen ikke tør tage bedre fat på det religiøse. Det sker en enkelt gang, men desværre på et lidt primitivt niveau.
På det menneskelige plan rører filmen én, og Amanda spilles helt vidunderligt af Isaure Multrier.