Prøv avisen
Film

På færd mod mørkets hjerte

4 stjerner
Viggo Mortensen spiller Kaptajn Dinesen i den argentinske vildmark i den argentinsk-danske western ”Jauja”. - Foto: Scanpix

Den argentinske western ”Jauja” er en visionær ydre og indre rejse ind i Patagoniens drømmeland

Det hedder filmkunst, fordi film er kunst omsat i billeder. Det bliver man i den grad mindet om, når man ser den argentinske film ”Jauja”. Det er en visionær film båret frem og igennem af de mest vidunderskønne, følelsesmættede og grusomme billeder.

Den fremragende fotograf Timo Salminen har skudt filmen i det klassiske kvadratiske 4:3-format, der tillige er rundet i hjørnerne, så det visuelle udtryk minder om gamle kolorerede fotografier. Det er ikke tilfældigt. ”Jaujas” handling er henlagt til Patagonien i 1880'erne, og store dele af filmen forlenes med et drømmende skær af en fjern fortid, som et menneske for en tid er prisgivet.

I dette tilfælde den danske kaptajn Gunnar Dinesen (Viggo Mortensen), der skal bistå det argentinske militær i udforskningen og koloniseringen af det øde land, hvis indianske urbefolkning synes at være en hindring, der blot skal ryddes af vejen. Men den vej er mildt sagt ikke lige i Patagonien, hvis landskaber er nærmest hypnotisk fremmedartede og klimatisk tugtede.

Med sig på rejsen i det fremmede har Dinesen sin purunge datter Ingeborg (Vilbjørk Malling Agger), hvis dyd han vogter over mellem de rå argentinske soldater med de glubske øjne. Dinesen vil helst hjem igen. Ude ved det frådende hav mellem brølende hvalrosser prøver han at trøste hende: ”Vi hører slet ikke til her. Nu skal vi snart hjem til Danmark”.

Men Ingeborg vil ikke trøstes. Hun er fyldt af naturens kræfter, og forelsker sig i en ung soldat. En nat stikker hun af med ham, og de to forsvinder ind på den endeløse pampas med forrevne træer, stift græs og klippeknolde. Dinesen må træde i karakter og finde sin datter igen.

Grundfortællingen er arketypisk. Den ensomme mand på jagt efter den tabte uskyld i et både mytologisk og mystisk landskab, som argentinerne kalder for ”Jauja”. På ekspeditionen ind mod mørkets hjerte skrælles de civilisatoriske lag gradvist af Dinesen, der bliver mere og mere udsat for kræfter, han ikke kan kontrollere. I naturen, blandt indianerne og i sit eget sind. Han befinder sig ikke alene på civilisationens grænse, men også på grænsen mellem det indre og det ydre i en verden, hvor tid og rum flyder i et. En mand kan drømme sig langt væk, en ung kvinde endnu længere.

”Jauja” har sine syrede kvaliteter i dette møde mellem vidt forskellige kulturer, vidt forskellige sprog og vidt forskellige landskaber. Den karismatiske Viggo Mortensen yder det fremragende i rollen som Kaptajn Dinesen, der vakler i en mærkelig blanding af intenst nærvær, skødesløshed og afmagt, stillet over for denne helt uoverkommelige udfordring af eksistensen. Han ser fantastisk ud og passer perfekt ind i filmens stemningsbårne billedsyner. I sine bedste øjeblikke minder ”Jauja” om Andrei Tarkovskijs ”Stalker” (1979) og Jane Champions ”The Piano” (1993).

Men historien bliver lige lovlig fortænkt i ”Jauja”, og sine steder også ufrivillig komisk med stive replikker, der veksler mellem dansk, spansk og fransk. Dybest inde i Kaptajn Dinesens hallucinatoriske mørke dukker Ghita Nørby op i en gæsteoptræden som en slags urmoder i Patagoniens lavaørken.

Det virker ikke rigtig efter hensigten. Instruktøren Lisandro Alonsos dvælende fortællemodus har sine kvaliteter, og han og Timo Salminens sans for æstetiske kompositioner er udsøgt i denne originale internationale produktion. ”Jauja” er en rigtig kunstfilm.