”Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land. Det lillebitte klippeland forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal.
Men set under forstørrelsesglas er dette sandskorn alligevel en hel verden med bjerge og dale, sunde og fjorde og huse med små mennesker. Ja, et sted ligger der endda en hel lille gammel by med brygger og pakhuse, gader og stræder og stejle gyder, haver og torve og kirkegårde. Der er også en gammel højtidelig kirke, fra hvis tårn der er udsigt over byens tage og videre ud over det mægtige hav.”
Sådan præsenterer William Heinesen Færøerne i den legendariske skæmteroman ”De fortabte Spillemænd” (1950), der handler om tre brødre, som er tabt for musikken og poesien.
Materielt er de fattige, men i musikken og digtningen er de rige. Og sørgeligt er det, at de bliver ofre for den ondskab og smålighed, som ikke bare hersker i Torshavn, men i hele verden.
Jeg læste bogen første gang for snart 40 år siden og har i lige så mange år taget tilløb til at besøge øerne. Denne sommer blev det til noget, men ikke uden besvær. Vi fløj derop, og gennem de lavt hængende skyer fik jeg et glimt af en grøn fjeldside, da kaptajnen lagde an til landing på Vagar. Men lige da vi troede, at vi skulle ned, gassede maskinen op. Kaptajnen kunne ikke få øje på landingslysene på jorden og tog en runde omkring øerne og håbede på, at skyerne ville blæse bort. Det gjorde de ikke, og så måtte vi returnere med uforettet sag til København.
Det var som en første belæring om landet, der ligger langt ude i Atlanterhavet, og som har andre livsbetingelser, end vi er vant til i Danmark. Der er en mere brutal og mere uberegnelig natur på spil. Menneskene er sat på plads – en ydmyg plads – og deres herredømme over elementerne sat på ”standby”. Man lander ikke bare på Færøerne, når man vil og efter en plan, som er lagt i Danmark. Man lander, når skyerne letter, og det ikke blæser en halv orkan.
Næste dag prøvede vi igen, og denne gang med bedre held. Vejret var fint, og Færøerne tog imod med solskin og stille vejr. Vi kørte ad fine veje og en lang tunnel til Torshavn, hvor musikken spillede op til byfest. Det var ikke gammeldags spillemandsmusik eller klassiske toner som i Heinesens roman, men færøsk rap og rock. Alligevel var det som at træde ind i Heinesens fantastiske verden, for de røde huse på Tinganes står stadigvæk som byens vartegn, og de gamle, sortbejdsede huse med græstage på Reyn er som en levende kulisse for fortidens historier. Kun bilerne, som holder i de smalle stræder, bryder illusionen. Det er år 2017. Og det er ikke træskibe, der præger havnen, men store ståltrawlere, Smyril-linjen til Hirtshals og krydstogtskibe fulde af turister.
Efter den første nat vågner vi op til heldagsregn. Torshavn ligger hyldet i dis og skyer. Et par tågehorn giver lyd i havnen, men ellers er der helt søndagsstille. Torshavn er med sine blot 19.000 indbyggere heller ikke nogen storby. Alligevel er der noget lilleput-kosmopolitisk over byen.
I ”De fortabte spillemænd” kan man læse om, hvordan der engang i begyndelsen af 1900-tallet kommer et skib til Torshavn på vej til Reykjavik. Med sig har skibet et symfoniorkester, og det giver ekstraordinært koncert i et pakhus til spillemændenes og resten af befolkningens store glæde og opløftelse. Aldrig har man kendt mage til oplevelse i byen, der er rig på amatører, men fattig på professionelle musikere. Det store musikalske håb i romanen er det unge naturtalent Orfeus, der er søn af den ældste af spillemændene. Orfeus bliver opdaget af en ”rigtig” musiker, der er på besøg i byen, og han bliver sendt til København for at uddanne sig ordentligt.
Så vidt fiktionen. Både færøske professionelle musikere og en masse udenlandske spiller i dag i Torshavn. Og det er ikke bare den klassiske musik med stykker af Beethoven og Dvořák, men også moderne kompositionsmusik, man kan høre. De fortabte spillemænds dage er for længst forbi, og dog er der noget fortabt over situationen i kulturhuset Reinsariid, da den kosmopolitiske kvartet Quatour Amon spiller søndag aften. Vi er ikke mere end 10-12 tilhørere til en opførelse af den newzealandske komponist Alison Isadoras avantgardestykke ”Fronds”. Isodora er selv til stede med mand og søn, og de udgør en fjerdel af publikum. Stykket er inspireret af hvirvelvinde og Fibonaccis talrække, så det er ikke traditionelle rytmiske forløb, men falske toner og buestrøg uden lyd, der præger kompositionen. Det er fascinerende at overvære, men de få tilhørere gør det også til en sært eksklusiv oplevelse.
Lidt flere er mødt op et par dage efter i Nordens Hus, hvor den unge færøske komponist Trondur Bogasons ”Skilja tit nu, eller hvat?” opføres med en færøsk cellist og pianist blandt musikerne. Også her er der tale om en musik, der lettere kan forbindes med de store europæiske storbyer end med Torshavn. Men det er altså her, det sker. Det er her, tonerne lyder. Sådan set er Orfeus kommet hjem som professionel musiker. Hans farfar lavede vindharper, som han hængte op i kirken på Reyn, som det fortælles i ”De fortabte spillemænd”. Også han lavede besynderlig og magisk musik.
Magisk er også det landskab, der møder os, da vi dagen efter i solskin kører op på fjeldet i den nordlige ende af Eysturoy. Alt er storslået her, hvor fjeldene falder lodret ned i havet.
Ude på spidsen ser vi de to 75 meter høje klipper Risin og Kellingin, som rejser sig af havet. Der er mærkeligt stille her i det klare vejr. Man hører kun de evindelige strandskader. Nede ved kysten ser vi søpapegøjerne smutte fra fjeldsiderne ud over havet og tilbage igen, mens havternerne styrtdykker gennem luften.
Vi forbinder Færøerne med vind og blæst, men denne dag er der ikke noget, der rører sig. Man kan dog nemt nok forestille sig, hvordan vinden kan få fart på over det nøgne fjeld, og hvordan man er prisgivet den rå kyst, hvis man kommer sejlende i storm.
Færøerne kan være et farligt bekendtskab. Naturen kan være det. Og skal man tro den anden færøske klassiker, Jørgen-Frantz Jacobsens ”Barbara” (1939), så kan kvinden også være det for mænd. I romanen bliver den unge præst hr. Poul forelsket i Barbara ved første blik. Hun er fortryllende og forførende. Hun er som en naturkraft, der tiltrækker mænd, men hun er også farlig for den, der vil besidde og beherske hende, for hun er lige så ustyrlig som naturen selv. Hun har et elskerhjerte, der tilsidesætter alt andet, og hun forelsker sig i ethvert nyt og flot mandfolk, der kommer til Torshavn.
Barbara bliver gift med hr. Poul, og de flytter ind på præstegården på Vagar. Alt er lykke og forførende sanselighed, så længe de er sammen, men da hr. Poul vil ud til menigheden på Mykines og er længe væk, tager Barbara til Torshavn, hvor den unge smukke Andreas holder til.
Da hr. Poul vender hjem, er konen borte, og han bryder straks op for at få sin elskede Barbara tilbage. Han sejler til Kirkjubøur og skal derfra gå de sidste fem-seks kilometer over fjeldet til Torshavn. Han raver rundt i vintermørket for at komme tidsnok til Torshavn, så han ikke bliver hanrej – men når det ikke. Barbara er løbet med en anden, og han ender med at blive gal af længsel og savn.
Vi går selv ruten over fjeldet den modsatte vej en dag, da det regner let, og skyerne hænger lavt over fjeldet. Da vi er kommet et godt stykke op, mister vi et øjeblik orienteringen. Det er så tåget, at vi ikke kan få øje på den næste varde. Vi må gå lidt rundt på et lille plateau, før vi finder en varde, og halvt i blinde fortætter vi videre. Heroppe suser vinden og hvirvler tågen af sted, og pludselig tager den hele skyen med sig og åbner landskabet. Dybt under os ser vi sundet mellem Streymoy og Sandoy, og Hestur rager op mod vest. Så lukker synet sig, lige så pludseligt som det opstod. Resten af vejen ned mod den gamle kirke går vi igen i tåge.
På Færøerne er man er i store kræfters vold, og man aner, at det har sat sig i befolkningen som en større gudfrygtighed. Hver lille bygd, vi passerer på vores ture, har også et Guds hus. Det er ikke stort og prangende. Men det er der. Ude på mindre øer som Mykines bliver det stadig brugt flittigt, og går man ikke selv i kirke søndag formiddag, bliver man i det mindste respektfuld inden døre, så længe gudstjenesten varer.
Det er fristende for en dansk litterat, som er på Færøerne for første gang, at fokusere på naturen og de klassiske værker. Jeg vil gerne have færten af det gamle Færøerne, som jeg kender fra Heinesen og Jacobsen, men det er ikke nok. Det er ikke et frilandsmuseum, jeg vil besøge, men de levendes land. Og der er selvfølgelig et andet moderne Færøerne, som man hverken kan eller må ignorere. Vi hørte det i musikken. Vi så det i havnen. Men det fremgår også af den nyere litteratur, som jeg stifter bekendtskab med.
I litteraturen åbner der sig et større perspektiv. Noget af litteraturen foregår på Færøerne. Det er her, udgangspunktet findes – nogle gange, for en tredjedel af alle færinger er bosat i Danmark. Nogle er opvokset på Færøerne og kan fortælle om en barndom her, som Arthur Krasilnikoff så smukt har gjort det i ”Hvalens øje ” (2004). Andre er så københavnske, at Færøerne er helt forsvundet, som det forekommer i den unge Rasmus a Rogvus roman ”Skuffen og Skeden” (2011). Han er uddannet på Forfatterskolen og skriver om nogle unge rodløse mennesker, der fordrukne og rådvilde flakker omkring og søger hinanden og en mening med det hele. Tomheden og forladtheden er til at få øje på og til at mærke i romanens enerverende stil.
De tætte forbindelser mellem Færøerne og rigsfællesskabets gamle hovedstad København mærker man også i Jóanes Nielsens ”Glansbilledsamlerne” (2005/da. 2008). Den giver et gruppebillede af en flok drenge fra 1950’ernes og 1960’ernes Torshavn. Flere af dem kommer vejen omkring København. Nogle for at vinde en frihed, de ikke kan opnå på Færøerne, andre for at opholde sig et par år i fængsel.
Endnu længere ud i verden når man med Gunnar Hoydals ”Stjernerne over Andes” (1996), hvor en færøsk familie er bosat i Sydamerika i nogle år. Perspektivet er en globaliseret verden, men med Færøerne som fortællerens naturlige udgangspunkt.
Fyret ved verdens ende har Heinesen kaldt fyret på Nolsoy, der ligger over for Torshavn.
Står man på østsiden af øen og glor ud over havet og den ubrudte horisontlinje, kan man rigtignok føle sig som ved verdens ende. Havet tordner ind i nogle store grotter, så det lyder som en buldrende dommedag. Men dommedag er ikke kommet til Færøerne. Derimod skal her danses til den store nationale Olai-fest, som finder sted, netop som vi må forlade øerne.
Vi kører i taxi fra den balparate by og håber på et fly hjem fra Vagar. Og denne gange er der ingen problemer. Flyet letter, og et øjeblik efter er Færøerne borte, hyldet i skyer og lige så svære at få øje på som et sandkorn i en balsal.