Digtsamling er på grænsen til det ubehjælpsomme

Stig Dalager har netop udgivet en samling med nye og gamle digte. Resultatet er langtfra godt

Dalager har helt sikkert en masse vigtige ting på hjerte, hvad angår menneskets vilkår, klimakrise, krigens rædsler, fremtiden med mere, men som poesi bliver det ligegyldigt, hvis sproget således bliver kedeligt-konventionelt, grænsende til det ubehjælpsomme. Arkivfoto.
Dalager har helt sikkert en masse vigtige ting på hjerte, hvad angår menneskets vilkår, klimakrise, krigens rædsler, fremtiden med mere, men som poesi bliver det ligegyldigt, hvis sproget således bliver kedeligt-konventionelt, grænsende til det ubehjælpsomme. Arkivfoto. . Foto: Leif Tuxen.

I offentligheden er Stig Dalager velsagtens mest kendt som henholdsvis forfatter til en række biografiske romaner om blandt andre H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, dramatiker med international anerkendelse og samfundsdebattør med et kærkomment humanistisk sindelag, men at han også har udgivet digtsamlinger, er der måske færre, der ved.

Havde Dalager imidlertid nogen forhåbninger om, at dette forhold ville ændre sig med den netop udkomne samling, så må han nok desværre sidde tilbage med bristede illusioner. Dertil er digtene nemlig langtfra gode nok.

”Den tynde væg”, som bogen hedder, består af ikke færre end 142 firelinjers digte (en blanding af nye og gamle, oplyses det i en note), der – helt i tråd med Dalagers øvrige kosmopolitiske virke – tager os med rundt forskellige steder i verden (Utterslev Mose, Homs, Jerusalem, Syrien, Berlin, Marrakech, New York, Brønshøj etcetera), alt imens de kredser om forskellige klassiske emner som eksistentiel tomhed, krig, civilisationskritik, død, kunst og kærlighed.

Hvis man hertil lægger den gennemgående, lettere melankolske vinterstemning, det billedmættede sprog og den vidtdrevne brug af storladen patos, ja, så har man ingredienserne til en poetisk ret, der let kunne blive fortærsket og fad, medmindre man altså formår at være nyskabende og -tænkende i sit arbejde med sproget.

Men det gør Dalager, som antydet, ikke. For selvom det er muligt at opspore enkelte læseværdige digte, så er det generelle billede altså, at man som læser skal udholde den ene banalitet og uinspirerede refleksion efter den anden, som lommefilosofiske betragtninger (”ubegribeligt at Gud er til, ubegribeligt at han ikke er til”, ”Krig har ingen formler, kun sår og bladløse minder”, ”Vi er et svimlende nix i atomernes nat”, ”Det, der var, er ikke det, der er”), pseudoeksistentielle overvejelser (”Hun standsede op i alenehedens lydtætte labyrint”, ”Jeg bruger ur, men kender ikke tiden, den tårner sig op bag mig”, ”I bilen gennem byen trækker de vejret sammen, men hver/ for sig”, ”At være fjern,/ mens man drømmer om at være til stede i fraværets drøm”), poesibogsagtige floskler (”Døden er vindtavs. Hjertet orkan”, ”dine øjnes nordlys”, ”Jeg går og forgår”) og metapoetiske udsagn, som man har læst 117 gange før hos Søren Ulrik Thomsen (”blå sekunder holder dine øjne fast ligesom skriften,/ der med sort klo hugger sig ind i papirets ishvide blok”, ”i papirets hvide ørken”) – og sådan kunne man fortsætte i en alt for lang uendelighed, så det vil jeg, ligesom Dalager, ikke skåne læseren for at gøre: ”

Den engelske nabo med den blødpuldede hat inviterede ham/ endelig ind. Han for vild i husets korridor, der deler sig i to./ Trappe med slørede billeder af London Bridge på væggene/ og byen i brand. Hvert menneske og by en skakt. Svimmelhed.”

”Show it, don’t tell it,” får man næsten lyst til at skrige med en, nå ja, kliché fra en hvilken som helst skrivehåndbog. Følelsen af svimmelhed bliver ikke nærværende for læseren af at blive benævnt, endsige af at stå alene som et lille – og ufrivillig komisk – svirp med halen. Tværtimod, det kræver en særlig sproglig virtuositet, som den man for eksempel finder hos digteren Signe Gjessing.

Dalager har helt sikkert en masse vigtige ting på hjerte, hvad angår menneskets vilkår, klimakrise, krigens rædsler, fremtiden med mere, men som poesi bliver det ligegyldigt, hvis sproget således bliver kedeligt-konventionelt, grænsende til det ubehjælpsomme.