Prøv avisen
Udstilling

På grænsen til det uendelige

4 stjerner
Som en slags sandslotte står et par tusinde toppe i række og geled og danner noget, som beskueren kan vælge at opfatte som en slags by i ørkenen. – Foto: David Stjernholm/Brandts

Adam Jeppesen er en ener i dansk samtidskunst. Nu præsenteres hans ­ambitiøse værk på Brandts i Odense med udstillingen ”The Great Filter”

Det er en usædvanlig kunstner, der i øjeblikket gæster Brandts, der i ”gamle” dage var klædefabrik i hjertet af Odense. Kunsthallen byder på en variation af udstillinger, og nyest i rækken er en totalinstallation af den i Argentina bosiddende danske kunstner Adam Jeppesen, der i en årrække har markeret sig som et af de mest interessante nye navne især inden for det fotografiske medie.

Nu er der sket et skred i hans værk: Han er blevet om ikke billedhugger så skulptør, og det i fuld skala med dette ”land art”-lignende projekt, der er rykket inden døre. Udstillingen består af et stort fladt værk støbt i ”porøs” beton, der fylder det meste af gulvfladen i den smukke ovenlyssal. Som en slags sandslotte står et par tusinde toppe i række og geled og danner noget, som beskueren kan vælge at opfatte som en slags by i ørkenen – det er meget filmisk – og i siderne på lokalet flankeres det mere end 100 kvadratmeter store værk af seks skulpturer af samme materiale stablet i vitriner.

Når materialet stables, får man uvægerligt associationen til en rygsøjle eller hvirvler fra store måske uddøde dyrearter eller klippesøjler. Det er musealt og virker som naturforekomster med en geologisk pointe.

Adam Jeppesen er både ambitiøs og vil vise en stor historie med få sparsomme virkemidler. Næsten som ”land art”-kunstnerne i 1960’erne med Walter De Maria i spidsen, der begyndte at installere hele rum med et metertykt jordlag.

I New York City findes et værk permanent: ”Earth Room” har eksisteret i fire årtier og kan stadig beses. Det synes, som om Adam Jeppesen med sit værk i Odense hylder netop Walter De Maria med en tydelig reference rent konceptuelt og materialemæssigt.

Og Adam Jeppesen har noget at have sin naturforståelse i. Han er berejst og har studeret klodens mest øde steder på sine rejser især i Sydamerika, hvor hans fotografiske værker ofte er skabt.

Men i Odense får vi desværre ikke meget at vide om den forudgående historie, og det er synd. Et værk som ”The Great Filter”, der spiller på, om der er en grænse til det uendelige, giver os som beskuere ikke meget at arbejde med.

Vi kan se lysets bevægelse over tid og studere værket som en ørkenforekomst eller arkitekturmodel, men det ville være rart, hvis den kunstneriske kontekst var mere tilgængelig via skiltning eller anden introduktion.

Adam Jeppesen bevæger sig i et felt, hvor ikke mange danske kunstnere er – uden dog at være enegænger.

Hans styrke er at komme fra en perfektioneret side af det fotografiske medie og med en interesse for fragile og udsøgte materialer fra papir til cement. Forbindelsen til de landskaber, han ofte har foreviget, savnes på udstillingen, selvom selve værket udstilles i overbevisende rammer. Et så tyst værk, der trods alt er en viljesakt, rejser nogle spørgsmål om mening.

Værket kunne være i familie med Olafur Eliassons forvandlinger af rum, som mange vil kende det fra Louisianas udstilling, hvor besøgende kunne gå rundt i et islandsk ”landskab” af lavaagtige sten, men hos Adam Jeppesen findes denne interageren med værket alligevel ikke som en mulighed. Selvom der er rygsøjler og hvirvler, er de bag glas i vitrinen ”musealiseret”, og det flade værk på gulvet bliver utilgængeligt for andet end øjet og sindet at vandre i.

Det er spændende og fortjener opmærksomhed og handler dybest set om natur og tid, men publikum bør lukkes mere ind i tankegange og de kunsthistoriske lag, der er gået forud. Der savnes formidling. Hvad gør det til kunst? Hvilken tradition? Er skulpturen i familie med Per Kirkebys murstensskulpturer? Hvis det er sandslotte, er vi ikke langt fra museets sanseudstillinger.

Adam Jeppesen har skabt en smuk repetitiv bevægelse i rummet. Det er tydeligt, at han har et æstetisk mellemværende med kunsten, der handler om en slags klodebevidsthed.

Seks skulpturer i ”porøs” beton er stablet i vitriner. – Foto: David Stjernholm/Brandts