Enhver fødsel kan ses som en lille gentagelse af skabelsens store øjeblik. Gud svæver over (foster)vandet inde i mørket, inden der bliver lys. Men i begyndelsen vokser mennesket i mørket. Udefra er moderens mave rund som en hel, lille, lukket planet. Og barnet kender heller ikke andet end denne mørke, varme, våde verden, inden det sendes ud i lyset. På islandsk hedder en jordemoder ligefrem en ”lysmoder”. Og det var det ord, der satte fødslen af Audur Ava Ólafsdóttirs mere sekulære fortælling i hendes nye roman ”Dyreliv” i gang.
”Alle mine romaner er nok et eller andet sted født ud af mørket og fortvivlelsen, men idéen til ’Dyreliv’ kom til mig, da islændingene skulle vælge deres yndlingsord, og det blev ’lysmoder’, som de syntes var et livsbekræftende og smukt ord,” siger Audur Ava Ólafsdóttir, da hun er i Danmark for at vise sin lille nye roman frem.
”Jeg kan også godt lide det danske ord ’jordemoder’, som forbinder barnet og jorden, når barnet løftes op og vises frem for verden,” tilføjer den 63-årige forfatter og forklarer, at jordemødre på mange sprog har rødder i samme ord som bedstemor.
Men i 2013 blev ”lysmoder” altså kåret til Islands smukkeste ord, fordi det består af to af sprogets andre smukkeste ord – lys og moder. Og første del af Audur Ava Ólafsdóttirs nye roman ”Dyreliv” hedder netop også ”Lysets moder”.
En halv meters hjælpeløshed
Romanen åbner ligeledes med en fødsel, der ovenikøbet foregår midt i solopgangen, der bryder polarmørket i december. For romanen farver gang på gang lyset op mod mørket, ligesom der ikke kun er lysmødre, men blandt andre også en elektriker med firmaet Bliv Lys Aps og en rejseguide fra Nordlys Aps blandt karaktererne i romanen. Og sådan tænder hun på sin egen måde lys midt i coronakrisen.
”Det er blevet min corona-roman, for jeg har skrevet den under coronakrisen på min ø, da jeg ikke kunne rejse nogen steder, men den handler også meget om klimakrisen. Titlen ’Dyreliv’ spiller på, at mennesket også er et dyr, men i bogen er mennesket netop det mest sårbare og skrøbelige dyr, der findes. Vi er født som en halv meter hjælpeløshed, nøgne, uden pels eller fjer til at beskytte os, så vi er fuldstændig overladt til andres barmhjertighed. Men hvad sker der, når vi ikke længere er en halv meter? Det er et af bogens centrale spørgsmål. Hvordan kan dette hjælpeløse væsen, som fødes ind i en fuldstændig total afhængighed af andre, blive forvandlet til den mest onde skabning, der behandler jorden hensynsløst?”, spørger den islandske forfatter og tilføjer:
”Det var indlysende for mig, at en lysmoder skulle være hovedpersonen i min nye roman, og at hun skulle være ekspert i menneskelig adfærd og i lysets betydning i en verden fuld af mørke.”
Audur Ava Ólafsdóttir har tidligere skrevet om både lys og fødsler. Hovedpersonen i hendes roman ”Stiklingen” (2019) får for eksempel også et sår i siden som den korsfæstede Kristus, mens barnet i romanen bogstaveligt lyser og har helbredende evner. Og romanen ”Ar”, som hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2018, spiller også på, at vi alle har et ar i navlen efter bruddet med vores mor. Siden får vi jo alle flere ar, men det første ar og fødslen står for hende som noget meget centralt i livet, for man må jo – som regel – også blive født, før man kan dø, som hun siger. Men hendes nye roman kredser altså også om hendes bekymring for klodens død.
”Dyreliv” foregår i årets mørkeste tid, lige inden jul, der hvor nordlys kan fylde den nattesorte himmel med liv og farvespil, hvis man er heldig. I Ljosvallagata – lige ved siden af den gamle kirkegård i Reykjavik og få gader fra Audur Ava Ólafsdóttirs eget hjem – bor romanens jegfortæller. Hun er jordemoder ligesom sin barnløse tante, som hun har arvet lejligheden efter, og hun bor midt i tantens ting med et hjemmebroderet billede af Jomfru Maria, der ammer Jesusbarnet, på væggen. Men ud af arvestykkerne dukker der – lidt som i begyndelsen af Kierkegaards ”Enten-Eller” – tre gamle manuskripter op af en papkasse, der har indeholdt Chiquita-bananer. Manuskripterne hedder ”Sandheden om lyset”, ”Tilfældet” og ”Dyreliv”. For tanten var optaget af dyr og naturen, og sådan slås romanens klimatema op, fordi de gamle papirer viser, at hun bekymrede sig for menneskeskabte klimaforandringer allerede for 50 år siden og i sin tid ifølge romanen fik trykt flere af sine tekster i avisen, der dog kun gjorde et beskedent indtryk på folk.
Romanen er således ikke kun en fortælling om menneskets skrøbelige liv, men om hele Jordens overlevelse, fordi hele verden er at betragte som en sårbar og forsvarsløs baby. Og tantens 50 år gamle klimaadvarsel og dom over menneskets egoisme er klar:
”I stedet for at fyldes med ydmyghed over jordens levende organismer og dens vegetation vil mennesket have det hele for sig selv. Det vil eje fiskene i havet og elvene der strømmer ned fra bjergene, det vil eje vandfaldene, det vil eje øerne, allerhelst vil det eje solnedgangen. Dette gør mennesket for at glemme at det skal dø. Når mennesket omsider forstår hvad der virkelig har betydning, er det ofte blevet svageligt og har kun kort tid igen,” skriver tanten.
Hvaler bruger jordemødre
Ekstremt vejr spiller også en vigtig rolle i romanen, hvor hovedpersonens søster er meteorolog, og hun beretter om hidtil ukendte lavtryk, som er under opsejling.
”Min nye roman peger på vores grundlæggende afhængighed af naturen. Vi skal huske, at naturen sagtens kan klare sig uden mennesker, men at vi ikke kan klare os uden naturen,” siger Audur Ava Ólafsdóttir, der har fået tegnet en stor hval op på forsiden af den danske udgave af ”Dyreliv”.
”I romanen sammenligner jeg først og fremmest mennesket med andre dyr, og vi er faktisk ikke det eneste dyr, der bruger en jordemoder. Hvaler må også have hjælp til at blive født. Halen kommer ud først, og hvalhvalpen er afhængig af en hjælper, der kan bringe den op til overfladen for at få luft. Ellers drukner den. Hjælpeløshed afhænger ikke af størrelsen, og jeg synes, en hvals fødsel er fascinerende.’’
Hvalen er også et mytologisk dyr. I Bibelen bliver Jonas slugt af en hval og overlever der i tre dage, ligesom Jesus bruger hvalen som billede på sin egen grav ved at fortælle sine disciple, at det eneste tegn, de får, er Jonastegnet, så hvaler peger måske også ind i evighedens lys?
”Jeg tænkte ikke selv på historien om Jonas og hvalen, da jeg skrev romanen, men sådan må man gerne læse det. Man læser det, der i forvejen er plantet i ens hoved, det er det, der gør litteratur levende. En roman er et samarbejde mellem forfatter og læser. Jeg har altid interesseret mig for hvaler, og du kan også finde hvaler i nogle af mine andre romaner. Hvalen hører sammen med romanens klimaproblematik. I de seneste år har der været mange strandede hvaler i Island, og strandede hvaler kan jo også have brug for hjælp, som det sker i min roman.”
Verdens lys
Man kan også læse ”Dyreliv” som et lille, nyt kapitel i vores kulturhistorie, der altid har vævet lys og liv sammen. Allerede vikingerne fejrede solhverv og lysets tilbagevenden, inden julen blev kristnet, så vi nu fejrer, at verdens lys, Jesus Kristus, også blev født som en hjælpeløs baby i december.
”Ja, det er rigtigt, at Juleevangeliet beretter om, hvordan Gud lod sig føde som en sårbar baby. Det tror jeg ikke sker i andre religioner. Jeg ved ikke, hvor meget Gud er til stede i min roman, men jeg tror, at jordemoderen eller lysmoderen i romanen tænker på hvert eneste barn som verdens lys. Romanen udspiller sig i december, i årets mørkeste tid, på det tidspunkt, hvor et lille lys kan få stor betydning. En roman bygger på modsætninger. Der findes ikke noget lys uden mørke, ikke noget liv uden død. Fødsel og død spejler hinanden,” siger Audur Ava Ólafsdóttir, der beskæftiger sig med både livet og døden i romanen. Jordemoderhovedpersonens familie arbejder således på faderens side som bedemænd, mens de er jordemødre på moderens side. Og selv tror hun også, at vi både indeholder lys og mørke som mennesker, siger hun og vender tilbage til begyndelsen af livet.
”Mennesket vokser i mørket ligesom en kartoffel, som der står i romanen. Og det er nok tilværelsens største udfordring at komme fra mørket til verden og at vænne sig til lyset. På den måde hænger lyset og mørket tæt sammen,” siger den islandske forfatter Audur Ava Ólafsdóttir og lader et smil vokse ud gennem ansigtet.
”I ’Ar’ undrede jeg mig over, at mennesket tilsyneladende er det eneste dyr, der både kan le og græde. I ’Dyreliv’ finder tanten ud af, at vi også er det eneste dyr, der kan skrive poesi, og det er det positive ved os mennesker, ligesom vi har en særlig evne til at finde løsninger på problemer – hvis vi vil. Men hvis vi kun dyrker vores egoisme, bliver vi selv problemet. Mennesket overrasker hele tiden med sin ondskab, men også med sin godhed og omsorg,” siger Audur Ava Ólafsdóttir, der uden at afsløre for meget også lader sin roman ende i et lys, der opløser sproget i et helt nyt liv.