Prøv avisen
Interview

På jagt efter bøger, vi aldrig kommer til at læse

Den italienske forfatter Giorgio van Straten har skrevet om sin jagt efter tabte værker i bogen ”Storie di libri perduti” (Historier om tabte bøger), der nu er oversat til engelsk med titlen ”In Search of Lost Books”. Her ses han fotograferet i Italien i 2010. – Foto: Rino Bianchi/Ritzau Scanpix

Den italienske forfatter Giorgio van Straten har kastet sig ud i en søgen efter forsvundne værker som en anden litterær detektiv

En diplomat, der dør på mystisk vis, midt i en handel med KGB-agenter. En ødelæggende brand. Mord, selvmord og absurde hændelser, der lyder som ingredienserne til en krimi, men er den virkelige og ofte voldsomme fortælling om otte bøger, der blev væk.

Det er den italienske forfatter Giorgio van Straten, der har kastet sig ud i en søgen efter tabte værker.

Han følger dem fra den canadiske vestkyst over London til Paris, fra Spanien til Rusland. Leder efter dem i en stjålet kuffert, en nedbrændt hytte, og giver indblik i forfatternes liv og det ofte sørgelige endeligt.

Den jagt har van Straten skrevet om i bogen ”Storie di libri perduti” (Historier om tabte bøger) nu oversat til engelsk med titlen ”In Search of Lost Books”.

”Forfatteren er på en mission og håber, at han bliver helten, der kan løse mysteriet,” som han skriver i det indledende kapitel, hvor han også understreger, at det ikke handler om glemte bøger, forsvundet med tiden, men om bøger, der blev væk, før de blev udgivet.

Det var en roman med titlen ”Il Viale” (Avenuen) af den italienske forfatter Romano Bilenchi, der fik ham i gang, ”for den havde jeg selv læst”, fortæller han.

Bilenchis enke fandt manuskriptet efter mandens død. Det handlede om en affære mellem en kvinde og en gift mand, ifølge van Straten om det forhold, som forfatteren havde til sin kone nummer to, Maria, mens han stadig var gift med den første.

Maria Bilenchi gav van Straten lov til at læse manuskriptet, men fik ham til at sværge, at han ikke ville tage kopier.

”Den eneste gang i mit liv, jeg har fortrudt at have opført mig hæderligt,” siger han, for da enken døde i 2010, viste det sig, at hun havde brændt manuskriptet få måneder inden.

”Bilenchi betød meget for mig. Han var en meget god forfatter, selvom han ikke er så kendt, ikke engang i Italien, han var min mentor og fik mig til at udgive min første bog,” fortæller van Straten, der var ulykkelig og bitter over tabet.

Siden har han leget litterær detektiv og ledt, først efter en kopi af ”Avenuen” og siden efter andre, men uden held.

Man kan selvfølgelig sige, at arbejdet alligevel bar frugt, fordi De fik en bog ud af det, men var De skuffet over ikke at finde bare én af de otte?

”Måske mere over ikke at have været i stand til at frelse den ene, jeg kunne have reddet,” reflekterer van Straten i dag.

Men hvorfor denne interesse og kærlighed til forsvundne bøger, når der er så mange, man kan læse?

”Jeg er fascineret af ting, der er tabte, af spild og tabte muligheder. Jeg begyndte med at lave en serie radioprogrammer på Rai (italiensk radiostation, red.), hvor jeg også talte om mennesker, der stopper, mens de er på toppen, som har haft alle muligheder, skakgenier, store skuespillere, der ikke ville fortsætte. Som hovedpersonen i Melvilles fortællinger, der siger: ’Jeg ville foretrække at lade være’ (fra ’Skriveren Bartleby’ af Herman Melville, red.). For mig er dét det samme.”

”Med de tabte bøger var der også den tanke, at de måske kunne findes igen, fascinationen af noget umuligt. Eller med citat fra Proust: ’Risikoen for, at det er en umulighed’.”

Hvert af de forsvundne manuskripter har fået et kapitel i van Stratens bog. Efter Bilenchi følger historien om lord Byrons erindringer, ”Memoirs”, som venner og familie en måned efter hans død i 1824 valgte at smide på ildstedet, selvom Byron selv havde sendt dem til sin forlægger til udgivelse.

”Censur, for at undgå en skandale,” mener van Straten, måske fordi Byron afslørede sin kærlighed til sin halvsøster, men snarere på grund af ”Byrons homoseksualitet, en lovovertrædelse, som man ikke kunne indrømme”.

Giorgio van Straten fortæller også om Hemingway, der i 1922 mistede næsten alt, hvad han havde skrevet, da hans kone fik stjålet en kuffert i toget på Gare du Lyon. Det er den af bogens historier, der fik den mindste konsekvens, mener forfatteren.

”En tabt start kan følges af en anden og bedre.”

Han skriver om ”Messias”, fra den vigtige polske forfatter Bruno Schulz, og om Nikolaj Gogol, en af det 19. århundredes store russiske forfattere, der i selvkritisk vanvid brændte anden del af hovedværket ”Døde Sjæle” en aften i 1852 i Moskva.

Der er også et kapitel om Malcolm Lowry, hvis værk ”In Ballast to the White Sea” kan være gået til, da forfatterens hytte i British Columbia brændte. Et forlag har udgivet en version af bogen, men ”det er et udkast, der stammer helt tilbage fra 1936, så det er ikke vores bog”.

Med er også historien om Walter Benjamin, som dør under Anden Verdenskrig, og Sylvia Plath, der begår selvmord i 1963, og hendes mand, Ted Hughes, som overtog hendes manuskripter og hævdede, at romanen ”Double Exposure” forsvandt.

Hvorfor lige de otte? Hvorfor ikke Shakespeare og Homer for eksempel?

”Fra den tid er spørgsmålet jo snarere, hvorfor de bøger, vi har, ikke gik tabt. Men for mig er det også en kærlighedshandling. Der er mange andre bøger, som er forsvundet, men jeg valgte de otte, fordi jeg holder meget af dé forfattere og dét, vi stadig kan læse fra dem. Og så er det nogle meget fascinerende, tragiske, men også smukke historier at skrive. På den måde er det ikke så meget anderledes end at skrive en roman.”

Giorgio van Straten, 62 år, fik udgivet sin første bog ”Generationer” i 1987 og har siden skrevet fem romaner og en novellesamling. Flere af dem er oversat til tysk og engelsk, blandt andre én om faderens jødiske familie, ”Til minde om mit navn”, som han modtog flere priser for. Senest kom ”En Kærlighedshistorie i krigens tid”, der gav ham et folkeligt gennembrud i hjemlandet. Giorgio van Straten er toscaner og har en alsidig fortid som leder af både et orkester og en operafestival i Firenze og af kunstmuseet Scuderie del Quirinale i Rom. Gennem årene har han også oversat en lang række romaner fra engelsk til italiensk og har fra 2015 været direktør for Det Italienske Akademi i New York.

Hvis De skulle udnævne én af de tabte bøger til den vigtigste, den, de helst ville have fundet, ud over Romano Bilenchis, hvilken vælger De så?

”’Messias’ af Bruno Schulz, fordi det var hans eneste roman. Jeg kan læse mange andre ting af Hemingway, og der er andre af Lowry, men af Schulz er der kun få, små historier, ingen roman, så for mig er dét det største tab. Og historien om ham er den bedste. Men der er også den om Benjamin, som ikke er så forskellig fra den om Schulz. De var begge jøder og døde under Anden Verdenskrig på grund af jødeforfølgelserne.”

Gør det særligt indtryk, fordi de var jøder?

”Jo, for min familie på min fars side var jødisk, og de fleste af dem blev dræbt, ikke min far og mine bedsteforældre, men mange af dem, som blev i Holland, omkom i kz-lejre, så det er også en grund.”

To tragedier fra krigens tid. Bruno Schulz skrev på dét, der skulle være hans livsværk, romanen ”Messias”, da han blev taget til fange.

Han blev holdt som slave af en nazistisk officer og blev myrdet af en anden i 1942 under uklare omstændigheder, måske fordi han tegnede og malede. Han kan have gemt manuskriptet, som andre gjorde. I 1978 fandt håndværkere en tekst af den polske jøde Simha Guterman gemt i en flaske under trappen i et hus i Radom. Eller Schulz kan have givet det til andre, som skulle skaffe det i sikkerhed.

Efter krigen var det væk, men mange beundrere af Schulz ledte efter det, og på et tidspunkt blev en svensk diplomat tilbudt at købe manuskriptet af en mand, der sagde, han var tidligere KGB-agent. Giorgio van Straten skriver, at diplomaten skaffede pengene, og i 1992, da Jerntæppet var faldet, kørte en udsending, en unavngiven diplomat, til Ukraine for at mødes med agenten. På vej tilbage, måske med manuskriptet i bilen, gik noget galt, på mystisk vis og midt i en skov. Bilen udbrændte totalt, og med den det seneste spor af bogen.

Historien om Walter Benjamin er ikke mindre dramatisk. Han var i 1940 på flugt fra de fremrykkende tyske styrker i Frankrig. Ved gode venners hjælp gik han med stort besvær over Pyrenæerne, slæbende på en sort kuffert, som han ikke ville give fra sig. Dødeligt udmattet nåede han frem til grænsebyen Portbou og meldte sig selv til det spanske politi for at få lov til at rejse videre til Portugal og USA. Hvad han ikke vidste var, at Spanien dagen før havde besluttet at returnere alle flygtninge til Frankrig.

”En mand ramt af uheld. Én dag før, og han kunne have fortsat, én dag senere, og man havde vidst det i Frankrig, så han kunne være taget en anden vej.”

Benjamin fik lov til at blive en enkelt nat på byens hotel, og dér begik han selvmord, fordi han ikke orkede mere og ikke ville sendes tilbage i armene på nazisterne.

Kufferten, som ifølge van Straten rummede manuskripter og formentlig det store roman-projekt Arcades, forsvandt.

Ét er, når krigen ødelægger, noget andet, når familien gør det bevidst. Det er foragteligt, mener Giorgio van Straten.

”Familien har ret til at bestemme, om det skal udgives, hvis det er private papirer som breve eller en dagbog. Men når en forfatter ikke selv har ødelagt dét, han har skrevet, så kan du som familie aldrig bestemme, at det skal destrueres, som Byrons familie gjorde det, og Sylvia Plaths mand.”

Så er De stadig bitter og vred på Benchinis kone Maria, eller har De tilgivet hende?

”Jeg tilgav, fordi jeg holdt af hende, men hun havde ikke ret til at gøre det, så jeg er også stadigvæk vred på hende,” siger Giorgio van Straten efter en kort tøven.

Det sidste spørgsmål svarer han derimod på uden tvivl.

Hvilken bog havde det været mest ulykkeligt at skulle have været foruden, hvis den var blevet væk?

”Tolstojs ’Krig og Fred’. For mig er det den vigtigste roman, der nogensinde er skrevet, den vigtigste i historien. Som Dantes ’Guddommelige Komedie’ er for poesien og Shakespeare for teatret.”