Det nye år 1928 var kun få timer gammelt, da Karen Blixen og Denys Finch Hatton vågnede på den afrikanske farm ved foden af Ngong Hills i Britisk Østafrika, nutidens Kenya. De to delte et utal af passioner. Litteratur var en af dem. Klassisk musik en anden. Og jagt og safari en tredje. I skæret af den blå morgen, hvor solen endnu ikke viste sig bag bjergene og temperaturen stadig var lav, besluttede Karen Blixen og Denys Finch Hatton at sætte efter et safariselskab, som befandt sig i Masai Mara-reservatet.
”Simba!”, hviskede chaufføren, Kanuthia, pludselig, efter det lille selskab havde kørt 20 kilometer ad en nyanlangt vej fra Ngong til Narok. Ved siden af vejen lå liget af en enorm giraftyr.
”Oppe på det døde Dyr havde en Løvinde været ved at holde Maaltid, og nu rejste hun Hovedet og Skuldrene over det og stirrede på Automobilen, som kom forbi. Denys standsede Vognen og Kanuthia løftede Riflen, som han bar paa, af Skulderen. Denys hviskede til mig: ’Skal jeg skyde hende?”.
Sådan beskrev Karen Blixen nytårsmorgenen i sin erindringsroman ”Den afrikanske farm” fra 1937. Hændelsesforløbet blev bekræftet i en omfattende og nyligt offentliggjort brevveksling, der dannede bagtæppe for forfatteren og historikeren Tom Buk-Swientys dybdegående portræt af Karen Blixen med titlen ”Løvinden” fra 2019.
Naturligvis tog Karen Blixen sig i ”Den afrikanske Farm” en historiefortællers dramaturgiske friheder, som da hun senere i samme scene beskriver, at selskabet på tilbagevejen atter så en løve på den døde giraf. Og denne gang, skrev Blixen, var det hende selv, der tog affære og nedlagde det stolte dyr. I virkeligheden skød Denys Finch Hatton også den unge hanløve, berettede Blixen i et brev, der er gengivet i ”Løvinden”:
”Der stod en ny løve på den (giraffen) og så efter os, – en aldeles pragtfuld, black-maned stor løve, jeg tror, den bedste jeg har set. Jeg tror, at det må være det smukkeste syn i verden. Vi sad lidt og betænkte os, om vi skulle skyde den eller ikke, men kom til det resultat, at vi måtte have den, så ligesom den ville gå sin vej, skød Denys den; den sprang højt op i luften og faldt lige ned”.
Karen Blixen levede 17 formative år i Afrika. Her blev hun gift, her blev hun skilt, her oplevede hun den store kærlighed. Og mistede den igen. I Afrika fandt Karen Blixen det store i livet. Som ung pige havde hun i Folehaveskoven bag barndomshjemmet Rungstedlund sammen med sin lillebror Thomas Dinesen svoret ved en mægtig granitsten, at de to søskende skulle dedikere deres liv til at finde ”Faders gud. Det store i livet.”
Hun var sidst i 20’erne, da hun rejste til Britisk Østafrika, hvor hendes forlovede, baron Bror von Blixen-Finecke, ventede hende. Men hvad får en ung kvinde fra den kulturelle elite, der er vokset op i konservative, klassiske rammer under matriarkatets agtpågivende øjne, til at søge til et så ukendt land, som Afrika var på den tid? Kurator og Blixen-ekspert ved Karen Blixen Museum Rungstedlund John Christensen fører det umiskendelige mod på det ukendte tilbage til faderen, kaptajn Wilhelm Dinesen.
”Wilhelm Dinesen havde været ude at opleve verden. Han levede blandt andet hos en indianerstamme i Nordamerika, hvor han søgte sjælefred efter at have deltaget i flere krige. Han og Karen Blixen havde en tæt forbindelse. Den udlængsel, Karen Blixen har haft, har hun helt sikkert fra ham,” udtaler John Christensen, der selv opdagede Karen Blixen som barn. Hun blev en inspiration til at turde leve livet på en anderledes måde. Kuratoren har bogstaveligt talt fulgt i forfatterens fodspor og boet en årrække i Kenya, hvor han var med til at etablere safaripladsen ”Karen Blixen Camp” i førnævnte Masai Mara.
”Lillebroderen Thomas var ikke så gammel, da deres far tog sit liv, men han havde også faderens træk i sig. De følte sig begge begrænset af, hvor og hvordan de levede. De ville ud og opleve det samme, som faderen havde oplevet og beskrevet. Pagten går ud på, at de skal løse arven fra deres far,” forklarer John Christensen.
Og det gør de begge to, løser arven på hver deres måde. Karen Blixen gennem sin tilværelse i frihed fra datidens knugende normer og i tæt forbindelse med naturen og menneskene i Afrika. Thomas Dinesen ved at blive krigshelt og få tildelt det engelske Victoriakors efter sin indsats på canadisk side under 1. Verdenskrig. Karen Blixens liv bliver som et eventyr, hvor den lykkelige slutning udebliver. Til gengæld besidder hun en evne til at overkomme livets ubærligheder og rejser sig igen og igen, siger John Christensen.
”Karen Blixen fascinerer os, fordi hun rummer eventyret, og fordi hun havde en vilje til livet. Om nogen oplevede Karen Blixen den ene sorg efter den anden, men vendte tilbage til livet og kom styrket tilbage. Hun var en kvinde, der tog af sted på sit livs eventyr til et totalt ukendt kontinent. Der var dele af Afrika, der ikke var kortlagt på det tidspunkt. I dag er det næsten for svært for os at sætte os ind i, men hun var en virkelig stærk personlighed, som rejste ud på et tidspunkt, hvor det mest var mænd, der tog på opdagelsesrejser og ekspeditioner. Jeg tror, at vi fortsat finder hende aktuel og vil gøre det i de næste mange år, fordi hun havde så mange sider. Hun stod ved sig selv, var fremsynet og har et fantastisk forfatterskab bag sig. Man kan læse bøgerne igen og igen og få nye ting ud af historierne, alt efter hvor man selv er i livet. Der er nogle linjer i hendes forfatterskab, der rammer én.”
Tilbage til nytårsmorgenen 1928 på den nyanlagte vej mod Ngong blev de to løver flået i lyset fra den opadgående sol. Denys Finch Hatton havde aldrig set et prægtigere løveskind end den unge hanløves, hvor den sorte manke strak sig ned over skuldrenes muskulatur. Forfatter Tom Buk-Swienty beskriver i ”Løvinden” den særlige morgen således:
”To døde løver, en let rødvinsrus og en gigantisk, blodrød, afrikansk morgensol, der skubbede sig over horisonten. Og her sad hun så med Denys, hendes store kærlighed, manden, der var begyndt at omtale hende som lioness, og hun var fuldt bevidst om, at bedre blev det ikke. Det her var alle morgeners morgen. Livets zenit.”