Der er et savn i Edvard, den norske dreng, der er hovedpersonen i Lars Myttings nye roman. Som treårig mistede han under mystiske omstændigheder sine forældre og voksede op i tavshed om det, der var sket, hos sin bedstefar på en gård i de norske fjelde.
Romanen er blevet en bestseller i Norge, og med sin forening af historisk overblik, psykologisk nærhed og sans for at afdække det skjulte er det fuldt forståeligt. Der er fællestræk med en anden af Norges succesforfattere, Anne B. Ragde, og hendes afdækning af familietabuer i for eksempel ”Berlinerpoplerne”.
Edvards liv med bedstefaderen er præget af et tæt og kærligt arbejdsfælleskab, men også af isolation og fortielse. Som tidligere soldat på Østfronten i tysk uniform er bedstefaderen og dermed Edvard ilde set i bygden, og da bedstefaderen dør, og Edvard finder hans gemmer, bliver omfanget af fortielserne tydeligt.
Edvard husker kun svagt sine forældre. Om moderen ved han, at hun var fransk og kom til bedstefaderens gård efter Anden Verdenskrig. Da forældrene døde, var de og Edvard på tur i Frankrig. Først fire dage efter fundet af forældrene i en flod tæt på nogle af gravpladserne fra Første Verdenskrigs skyttegrave dukkede den forsvundne dreng op. De nærmere omstændigheder omtaler bedstefaderen aldrig, og hans efterladte dokumenter løfter kun lidt af sløret.
Fortielserne gælder også forholdet til bedstefaderens bror, Einar, som han har kappet forbindelsen til.
Edvard husker svagt Einar fra få tidligere besøg, hvor han fornemmede en samhørighed med denne mystiske grandonkel, som var så meget anderledes end bedstefar, og efterhånden får han en fornemmelse af, at han har kendskab til forældrenes skæbne.
For Edvard har tavsheden om fortiden betydet en usikkerhed omkring egen identitet. Efter bedstefaderens død bliver han optaget af at rede trådene ud og afsløre hemmelighederne.
Edvard forlader Norge for at opsøge familiens fortid og sin egen historie.
I første omgang drager han til Shetlandsøerne, hvor Einar ifølge oplysninger har boet igennem mange år. Her møder han - tilsyneladende tilfældigt - Gwen, der viser sig at være født ind i den engelske overklasse og barnebarn af en officer, der under Første Verdenskrig gjorde tjeneste i skyttegravene nær det sted, hvor Edvards forældre døde, og hvor - viser det sig - gamle valnøddetræer af en anseelig værdi endnu stod.
Edvard finder ud af, at moderens familie kommer fra netop samme sted, og at det meste af familien som medlemmer af modstandsbevægelsen mod nazisterne blev udryddet i en kz-lejr. Gwens og hans familie er altså forbundne, men hvordan?
Er Edvards forældre - og han selv - ofre for en forbrydelse begået af grådighed? Og hvordan er Gwens bedstefar involveret?
Der udvikler sig et kærlighedsforhold mellem Gwen og Edvard, og de beslutter sig for at tage til Frankrig for at finde stedet, hvor Edvard forsvandt, hans mødrene slægt har levet, og formuen måske findes.
Hverken Edvard eller Gwen spiller imidlertid med åbne kort, og ved siden af forelskelsen lurer mistænksomheden. Måske er Gwens motiver snarere at få fingre i formuen end at sikre deres fælles kærlighed. Og måske er Edvard så optaget af sin egen historie, at han ikke magter at se Gwen.
Løgne og hemmeligheder fortsætter således igennem romanen i et særdeles komplekst forløb. Edvards afdækning af spor, der kan føre til sandheden, sker i spring og på kryds og tværs af det store tidsmæssige spænd fra Første Verdenskrigs skyttegrave over kz-lejre i Anden Verdenskrig til nutidens Europa, hvor krigene stadig har konsekvenser. Som læser bliver vi udfordret og fascineret af den energiske fortællestruktur og også berørt af de menneskeskæbner, der efterhånden ruller sig ud.
Mytting har skrevet en medrivende fortælling om de afsavn og psykiske mén, den store historie fører med sig i den lille - hos det enkelte menneske, også mange år efter de traumatiske begivenheder. Og en fortælling om at erkende de rammer, historien har lagt for én, tale åbent om dem og derved gøre sig fri.