Prøv avisen

På kanten af tilværelsen

3 stjerner

Problematisk roman af Daniel Boysen om tilstanden efter en hjerneblødning

Hver morgen skylles hun ind til kysten af sit liv. Kort efter har hun opbrugt den energi, der skulle have varet hele dagen.

Verden opleves i glimt. Hvad er virkeligt, og hvad er ikke?

”På sit yderste” hedder Daniel Boysens roman, der handler om at bevæge sig på kanten af tilværelsen. Det gør den kvindelige hovedperson, efter at hun er blevet ramt af en hjerneblødning.

Boysen skildrer hende medlevende. Og i de mest intense passager kommer man tæt på kvinden og hendes tilstand. Den koncentrerede og bevidst springende stil har imidlertid sine begrænsninger. Det er en stille, indadvendt roman, hvor forfatteren snarere optræder som psykolog end som epiker.

Om de flimrende erindringer, som bogen består af, hedder det, at de ”rider på blødningen i hendes hjerne”, kredsende om nogle traumer. Et af dem kommer til udtryk ved synet af tre ligposer i hendes barndom: Manden i nabohuset brændte sin familie inde. Et af de døde børn var hovedpersonens veninde. Et andet traume er en datters druknedød i Vesterhavet. Nogle gange savner kvinden hende ”så meget, at hun drømmer hende i livet. Men hver gang hun kommer i tanker om datteren, kan hun mærke, hvordan det var at se hende drukne”.

Også glæder dukker op i disen fra den syge hjerne. En del af romanen foregår ved sø og skov på Silkeborg-egnen. Naturen spiller en vigtig rolle. Kvinden mindes, hvordan hun i barndommen kunne falde hen i dvælende betragtning af bøgeblade, ”hvert lille blad, hver en duft, hun synker ind i det hele, hun er alt det, hun ser”. Men heller ikke smuk natur beskytter mod grusomhed: En dag finder kvinden sine får dræbt.

Om det overordnede sigte med romanen er jeg usikker. Det følgende desillusionerede udsagn opfatter jeg dog som retningsangivende: ”Ensomhed må være at føle sig fjern, når man er omgivet af alle dem, man elsker.” Jeg tror, at kvinden er til stede i de ord.

Men under alle omstændigheder er det problematisk, når en stram skrivemåde som Boysens skal strækkes ud over noget mere end 200 sider. Så kan resultatet blive for lakonisk – og dermed for indforstået, uden den nerve, der er forudsætningen for læserens engagement.