Aalborg Katedralskole gjorde mig i lynende hast til en anden. Allerede den første dag fik jeg et nyt navn. Jeg havde været vant til at hedde Jens Bislev – med det efternavn min far havde taget efter sin farbror, og sådan hed jeg altså, og det stod da også på min dåbsattest.
Men nu sad jeg i Aalborg på bageste række i den sproglige B-klasse, og klasselæreren råbte os op fra protokollen, og efter nogen betænkningstid fandt jeg alligevel ud af at række hånden i vejret, da han var nået til én der skulle hedde Jens Smærup Sørensen.
For jo, de navne stod vist også på min dåbsattest, kom jeg i tanker om – og ja, det ville de åbenbart endda i virkeligheden have skulle være mig. Smærup var min mors pigenavn, og det lød i næste øjeblik som en forjættelse at jeg især skulle have hende med mig i mit videre liv.
Og med denne bogstavelige afstandtagen til min far var jeg faktisk, skulle det snart vise sig, kommet et stykke på vej til en frigørelse, ikke alene fra den faderlige magt i det ydre, for den var med min flugt fra gårdmandslivet for længst under smuldring, men frem for alt fra den indre binding – i vekslende trang til ydmygende lydighed og skamfuld opsætsighed – som måske ellers kunne have lagt beslag på en stor del af mine kræfter gennem mange år endnu.
Det var ikke fordi Katedralskolen hverken ville eller kunne byde på en mindre patriarkalsk og autoritær orden end den jeg hidtil havde kendt. Den nævnte lærer havde allerede inden vi nåede klasseværelset, gjort sit for at sætte skræk i os. Han stod på en af trappeafsatserne og vogtede sig vel for den mindste mildning af sit dystre udseende – skrutrygget, halsløs, stod han dér, og med sin lille sammensnerpede mund og de dybtliggende og tætsiddende øjne under den lave pande og det hjelmagtigt tilbagestrøgne hår.
Vi skulle vide at helvede var nær. Og de fleste af os havnede da også gang på gang i det, når han kommenterede vores præstationer med grundige forhånelser af vores uheldige udseende, vores bundløse dårskab og plebejiske baggrund. Og denne form for horrorpædagogik var han slet ikke alene om at satse på. Der var, for os under katederet, højst et par af lærerne som det ikke ville være en vits at kalde flinke.
Men de var lærde. I engelsk, tysk og fransk og flere fag endnu stod de som forfattere til blandt andet grammatiske lærebøger, udgivere af autoriserede tekstudvalg med videre. Og deres høje akademiske faglighed gennembrød meget hurtigt de mentale ørepropper jeg ellers altid fik på plads så snart en lærer med sin person mishagede mig den mindste smule. Uanset hvor utiltalende de her lektorer måtte te sig, så kunne jeg altså, i det de talte om, ikke undgå at opfange et og andet som jeg forfærdelig gerne ville høre meget mere om.
Jeg slog da ørerne ud, og min sammenbidte skrumpeverden åbnede sig eksplosivt. Samtidig med at jeg ved hjælp af den verdenslitteratur, vi straks fik serveret, kunne opbygge sproglige forestillingsrum af et stadig tiltagende volumen.
Ikke så mange år senere, i slutningen af 1960’erne, var der nogle der fik den idé at gymnasieskolen burde tage særlige hensyn til alle de elever der nu kom fra ikke-boglige hjem. Man skulle sænke niveauet. Tilstrømningen af arbejder- og bondebørn var allerede med min årgang så overvældende at vores gamle latinskole måtte suppleres med to nye gymnasier i Aalborg-området. Men på ingen af dem, og i hvert fald slet ikke inde hos os, havde nogen skændig tanke om at slække på de klassiske krav endnu distraheret nogen lærer. En lidt anderledes lugt fra os fra landet end den tilvante fra studerekammeret, ja, den strejfede dem måske af og til, men kunne heldigvis hastigt bortvejres af deres fyrige lidenskab for borgerlig dannelse.
Gå hjem og slå det op i Deres leksikon, sagde en af dem til mig, da jeg en dag misforstod et fremmedord. Jeg tror han ærligt og redeligt havde glemt det mærkværdige fænomen at ethvert hjem ikke nødvendigvis var udrustet med et leksikon. Og jeg måtte sige til min far at han var nødt til at købe ét – det var et krav fra min skole i Aalborg. Vi fandt så i et antikvariat frem til en ret mørnet udgave af Store Nordiske Konversationsleksikon i 26 bind, hvoraf det første var udkommet i 1916. Og 150 kroner måtte han ødsle væk på det, og vores bogsamling derhjemme var dermed noget nær tidoblet.
Lærernes glemsomhed, hvad angik forskelle i vores sociale og kulturelle baggrunde, var i øvrigt det store held for os bogforlegne – ja, en enestående chance, skulle det snart vise sig. De elitære krav til en hvilken som helst elev eliminerede alle fordele ved at komme fra et hjem med klaver, om det så var akademisk eller på anden højkulturel vis resursestærkt.
1800-tallets dannelsesideal, som blot et par år senere blev skrottet alle vegne, det lyste endnu i sin fulde glans på Katedralskolen, og den leverede til enhver af os de tilstrækkelige redskaber til om ikke at leve op til det, så dog til at eftergøre dets gebærder.
Enden på den komedie behøvede altså slet ikke at falde heldigere ud for provstens datter end for rengøringskonens søn. Hvorimod man med de særlige hensyn man senere mente at burde tage til sidstnævnte, reelt kom til at lægge hindringer i vejen for den trafik vi – i mangel af et mindre snobbistisk udryk – kalder social opstigning.
Katedralskolens lærere forholdt sig måske i kraft af deres høje gennemsnitsalder særlig standhaftigt over for alle eventuelle tendenser til fornyelse af metoder og pensum. De ønskede at forberede os til det universitet de selv havde frekventeret i årene omkring Første Verdenskrig, og de fraveg ikke i tone og manerer hvad man dér, før verden gik af lave, i de bedste kredse havde anset for korrekt. Heri kunne åbenbart ganske gnidningsløst indgå fornem foragt for det store flertal af befolkningen der levede i nutiden.
Mange af dem tiltalte os med De, nogle af dem også med hr. og frøken, og ingen af dem pånødede os det mindste kendskab til noget som helst samtidigt. Kun i sidste time før juleferien kunne vores dansklærer finde på at divertere med formodninger om at en eller to af de skribenter, der var debuteret så sent som i 40’erne, nok engang kunne tænkes at ville gøre sig gældende i dansk litteratur.
Så meget desto mindre forbeholdent fordybede vi os i guldalderens genier, og det var jo ikke alene Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Steen Steensen Blicher, B.S. Ingemann, Poul Martin Møller, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Emil Aarestrup, Meïr Aron Goldschmidt og Hans Egede Schack. Men sandelig da også – for nu lige nok engang at mindes disse brillante digtere – Schack von Staffeldt, Carsten Hauch, J.L. Heiberg, Henrik Hertz, fru Gyllembourg, Frederik Paludan-Müller, Christian Winther og Ludvig Bødtcher.
Og jeg var virkelig glad for at lære dem alle sammen at kende. Ligesom jeg mere end villigt lod mig betage af giganterne i den europæiske litteratur, som vores lærere i engelsk, tysk og fransk heldigvis meget hellere ville lære os at læse end at træne os i banale sprogfærdigheder.
Ikke mindst antikkens digtere forelskede jeg mig alvorligt i – smittet af den nærmest overstadige begejstring der greb vores lærer i latin og oldtidskundskab, når han fortalte om – og på originalsprogene læste op af – de græske tragediedigtere og de romerske lyrikere.
Og først og sidst jo Homer.