Islev Kirke ”er bygget af lys”, har arkitekterne bag den, Inger og Johannes Exner, engang sagt.
Udsagnet kan forekomme paradoksalt, når man lægger støjen fra den stærkt trafikerede Slotsherrensvej i Rødovre bag sig og træder ind i kirkerummets dunkle stilhed.
Men så er det, at man kan opleve, hvordan dagslyset trænger ind gennem den borglignende bygnings brede vinduesåbninger mellem vægge og loftskonstruktion. Langsomt begynder lyset og rummet at træde frem.
Grundstenen til Islev Kirke blev lagt i 1968. Men forhistorien for kirken i den københavnske omegnskommune strækker sig yderligere 30 år tilbage i tiden.
En gruppe islevborgere syntes, som det hedder i et skrift om kirken udgivet i anledning af dens 50-årsjubilæum, at der var for langt til Rødovre Kirke. De begynder at holde gudstjenester i først private hjem og dernæst på Islev Skole.
Næste skridt på rejsen er en primitiv træbygning erhvervet i 1948 fra en lejr for tyske flygtninge på Kløvermarken på Amager og placeret på en del af den grund, den nuværende kirke ligger på.
Gennem indsamlinger lykkes det i 1960’erne at erhverve nogle nabogrunde og indgå en aftale med Inger og Johannes Exner om at tegne en kirke.
Inger og Johannes Exner (begge født i 1926, han død i 2015) er blandt de mest fremtrædende danske arkitekter i det 20. århundrede.
Én hovedindsats er transformationen af Koldinghus til en slags monument over slottets forskellige byggefaser. Andre er restaurering af en række kirker og udformning af en lille snes nye. Blandt dem den nærliggende Præstebo Kirke over for Herlev Hospital, Nørrelandskirken i Holstebro og Genopstandelseskirken i Albertslund.
Islev Kirkes murstensorgie er et smukt syn, og man kan bemærke, hvor påfaldende rustikke, upolerede og stoflige de store flader fremtræder.
Arkitekten Thomas Bo Jensen har skrevet en meget fin monografi om ægteparret Exner; en stor og tung sag, der snarere er en haveflise end en murstensbog. Kapitlet om Islev Kirke indleder han med den præcise karakteristik af kirkebygningen, at den er som at ”træde ind i et groft stykke keramik, der på alle flader og i hver en krog bærer håndens synlige aftryk”.
Murfladerne får blandt andet deres stoflige udtryk på grund af de håndgjorte mursten med fuger, der er plane med fladen i stedet for at være trykket ind. Andre uregelmæssigheder i murfladerne associerer med deres form og aftegning til fisken – og ved et kirkebyggeri er dét næppe tilfældigt.
Skønt kirken er stor og højloftet, har rummet en karakter af intimitet.
Det skyldes, at Exner og Exner i Islev og flere andre steder arbejder med en anden form end det ældre, typisk langstrakte kirkerum, som de under arbejdet fandt passede bedre til en protestantisk liturgi.
Det hedder circumstanteprincippet og drejer sig om, at præsten ikke er hævet over menigheden, men forkynder iblandt den. I Vangede Kirke har arkitekten Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) placeret alteret midt i kirkerummet. I Islev er det trukket ud mod et af hjørnerne, men tankegangen er den samme.
I overensstemmelse med bygningens rå og rustikke udtryk er krucifikset udført i 1970 af gammelt skrot. Kunstneren er billedhuggeren Robert Jacobsen (1912-1993), og man kan vel sige om korset, at det ikke tiltvinger sig en hovedrolle i rummet. Det er murstenene og lyset – og hvordan kirken er formgivet, så de to materialer får det bedste frem i hinanden. Lys er, har ægteparret Exner givet udtryk for, et billigt byggemateriale.
Når man har sundet sig i kirkerummet, oplever man for alvor, hvordan dagslyset siler ind fra åbningen i tagkonstruktionen og falder i skiftende konfigurationer på de store murstensflader og gør dem i en vis forstand levende og vibrerende. Skønt bygningen blot er et halvt århundrede gammel, får man i kirkerummet en stærk fornemmelse af, at den indskriver sig i en meget lang historie og en gammel tradition.
Solens store lampe giver ikke det eneste lys i kirkerummet. Det suppleres blandt andet af levende lys på væggene. Ikke alene er der navne på håndværkere indskrevet her og der i mørtelen, som en del af fortællingen om kirkens historie. Soden fra de levende lys forandrer også de klippeagtige murflader og bidrager til en fortælling om, hvordan alting ændrer sig i det ydre, men forbliver det samme i sit indre.