På kunstmessen handler det om at have øjet med sig

En Jorn til et par millioner eller en plakat for et par hundrede. Kunsten og priserne spænder vidt, når landets gallerister og kunstkøbere hvert år mødes til messe i Herning. I den forløbne weekend skete det for 22. gang

Kunstelskere strømmede ind, da dørene gik op til dette års Art Herning i fredags. Og meget tyder på, at de ikke bare kom for at kigge. Allerede efter en time havde mange af værkerne i de to haller skiftet ejere. –
Kunstelskere strømmede ind, da dørene gik op til dette års Art Herning i fredags. Og meget tyder på, at de ikke bare kom for at kigge. Allerede efter en time havde mange af værkerne i de to haller skiftet ejere. – . Foto: Ole Mortensen.

Trængslen i Herning Kongreshus kort før klokken 14 fredag eftermiddag er at sammenligne med køen til de favorable tilbud ved et stormagasins første udsalgsdag. Her er dog ikke tale om udsalg, men snarere om udvalg.

Trængslen skyldes åbningen af dette års Art Herning, der kalder sig Danmarks bedst besøgte kunstmesse. Her viser 40 gallerier fra hele landet værker fra 250 forskellige kunstnere. Internationalt kendte og afdøde kunstnere som Asger Jorn og Per Kirkeby hænger side om side med nye, spirende talenter og giver en følelse af at befinde sig på mange kunstmuseer på én gang.

Det trippende, og overvejende gråhårede, publikum i forhallen er bevæbnet med messeguide, markante briller og, for de flestes vedkommende, fornuftige sko. Da tidligere kulturminister og nuværende direktør for Dansk Industri Brian Mikkelsen erklærer Art Herning for åben, siver de 500-600 mennesker roligt ind i hallerne. Nogles skridt er mere målrettede end andres, men der er ingen tumult eller spidse albuer. Kunstelskere- og kendere er et civiliseret, men årvågent folkefærd. For som én i mængden siger til sin sidemand:

”Det handler om at have øjnene med sig”.

Blandt de ventende er ægteparret Susanne og Lars Ole Varisboel. De er ikke faste gæster til Art Herning, men de var med for nogle år siden, og nu passede det lige igen.

”Vi går ikke efter noget bestemt, men synes bare, det er spændende at se, hvad der rører sig på den danske kunstscene,” siger Susanne Varisboel, og hendes mand nikker.

Hjemme i huset i Højbjerg ved Aarhus har de blandt andet værker hængende af kunstneren Allan Skuldbøl, der maler koloristiske billeder med bibelske motiver. Nu er de åbne for, hvad udvalget på den anden side af døren i kongrescentret vil bringe. De har ikke på forhånd besluttet sig for at købe noget, men de har på den anden side heller ikke besluttet sig for at lade være. Men de er enige om, at det er vigtigt at være med på førstedagen.

”Hvis der er noget spændende, så handler det jo om at se det først,” siger Susanne Varisboel og beskriver sin følelse lidt som forventningen til første skoledag.

”Jeg har dog ikke ligget søvnløs og heller ikke fået ny taske”, griner hun.

Så slår klokken to. Brian Mikkelsen erklærer Art Herning for åben med ordene:

”Kunsten kan inspirere og provokere, den kan samle, men den kan også splitte. Den kan vække følelser lige fra lykke til fortvivlelse. Kunsten giver os mulighed for diskussioner og refleksioner. Den giver tid til fordybelse og fortabelse, og fremfor alt så er den en af de vigtigste kilder til nye idéer og nye perspektiver. Det har vi brug for i dansk erhvervsliv, og det har vi brug for som mennesker.”

Indenfor i det forjættede kunstland er der allerede skrevet ”reserveret” under nogle af værkerne. En lille flok særligt indbudte gæster har nemlig haft mulighed for at se galleriernes udvalg før alle andre.

Blandt de reserverede malerier er et par store værker af 97-årige Albert Bertelsen fra Vejle. Hans billeder bliver som regel solgt, så snart malingen er tør, og sådan er det også hos Galleri Sct. Gertrud denne dag i Herning.

I den anden ende af hallen huserer Galleri Bo Bjerggard, som også mærker køberinteressen. På sin stand har han nogle af de store navne i dansk malerkunst: Per Kirkeby, John Kørner og Tal R, blandt andre.

”På de første par timer har vi vel solgt 15 værker, hvis vi tæller det hele med,” siger indehaveren.

”Det hele” er blandt andet malerier af fornyligt afdøde Per Kirkeby i hundredetusindkroners-klassen og mere ydmyge litografiske tryk af Tal R.

”Det er altid værd at tage til Herning, for her kommer kunder, som ikke finder vej til vores galleri i København. Art Herning er klart den mindste messe, vi deltager i, men til gengæld møder vi her virkelig kvalificerede, kunstinteresserede mennesker. Og en ekstra bonus er, at der er tale om et købedygtigt publikum, som udviser stor beslutsomhed,” siger Bo Bjerggaard.

Kvinden på June Jin Engelharths store maleri ”With a vast amount of diet” (med en stor mængde slankekur) står med ryggen til i en opsigtsvækkende lilla og blank kjole med et langt slæb. Arne Laugesen, der bor i Herning, går lidt frem og tilbage ved netop det maleri og standser hele tiden op for at kigge nærmere.

”Det billede drager mig, for hvad sker der mon, hvis hun vender sig om?”, siger han.

Prisen på de 68.000 kroner er en forhindring, for hans kone Gitte Hornshøj Laugesen, der er lige så kunstinteresseret som sin mand, synes måske, de hellere skulle prioritere at få et nyt køkken. Men hvem ved, Art Herning er kun godt en time gammel, og alt er stadig muligt.

”Vi er her altid på åbningsdagen, og de første mange gange vi var her, købte vi noget. Nu kniber det efterhånden med at få plads på væggene, men også denne gang tager vi nok herop igen på søndag, hvor der er lidt bedre plads til at kigge på det hele”, siger Gitte Hornshøj Laugesen og tilføjer så, mens hun kigger på sin mand:

”Det at kigge på kunst får os til at snakke om ting, vi måske ellers ikke berører så tit. Vi kan lære meget af hinandens smag. Arne kan eksempelvis bedst lide billeder, der er lidt melankolske, mens jeg er mere til glæde og stærke farver.”

Skal/skal ikke. Ægteparret Gitte Hornshøj Laugesen og Arne Laugesen fra Herning var fristet af June Jin Engelharths store maleri ”With a vast amount of diet”, men både størrelse ( 168x208 cm) og pris (68.000 kr.) skulle først overvejes. –
Skal/skal ikke. Ægteparret Gitte Hornshøj Laugesen og Arne Laugesen fra Herning var fristet af June Jin Engelharths store maleri ”With a vast amount of diet”, men både størrelse ( 168x208 cm) og pris (68.000 kr.) skulle først overvejes. – Foto: Ole Mortensen

Det giver trætte ben at se på kunst, og der er derfor rift om stolene i den lille café, der er opstillet i en af hallerne. Krestine Harboe har været heldig at få en plads, og nu nyder hun en kop kaffe midt i mylderet. Hun er kunstner og har små skulpturelle værker med på messen. Det er grene, som hun har samlet op i naturen, hvor stof er spændt ud over, og det hele er dyppet i porcelænsmasse. Vi går sammen hen til Charlotte Fogh Gallerys messestand, hvor skulpturerne hænger side om side på en af de hvide skillevægge.

”Hov, der er en, der er solgt,” udbryder hun glad, da hun ser et lille rundt, rødt klistermærke på en af rammerne.

Prisen ligger meget langt fra Jorn-værkerne til flere millioner og alle de andre store navne på Art Herning, men det er netop fidusen. Her er noget for enhver smag og pengepung.

Hos Dansk Galleri Sammenslutning, der sammen med Messe Center Herning står bag messen, var der stor tilfredshed, da Art Herning sluttede i søndags. Da havde knapt 10.000 gæster løst billet og set på kunst.

”Her i Herning, langt væk fra storbyerne, har vi et kollegialt mødested, og man mødes på kryds og tværs og udveksler erfaringer. På en eller anden måde er vi alle på hjemmebane her. Jeg har selv haft fornøjelsen af at byde velkommen til både museumsfolk, kunstsamlere og utroligt mange kunstinteresserede mennesker, som ikke bare kommer fra Herning, men fra hele Jylland,” siger formanden Thorkild N. B. Nielsen.