Prøv avisen
Reportage

Tag hovedtelefoner på, sæt det ene ben foran det andet og træd ind i litteraturens verden

”Jeg synes, at jeg har fået noget eksistentielt forærende på denne rute, som man ikke får på en café i en storby”. Sådan lyder det fra Jesper Wung-Sung, der er en af i alt seks forfattere, man går ”Sundets stilhed” med. – Foto: Sophia Juliane Lydolph

Jesper Wung-Sung er en af de seks lokale forfattere, som man fra i morgen kan møde på en lyd-gåtur i Svendborg. Han mener, at der et klart skæbnefællesskab mellem at gå og læse

Solen skinner ud over Svendborgsund, og vinden rusker i tøj og hår. Dyttende biler og snakkende folk indikerer ikke, at et teaterstykke skal til at begynde, men det er kun, indtil høretelefonerne placeres på begge ører. Skuespiller Lars Mikkelsen byder nu en velkommen til, at man afskærmet fra larmen kan begynde at gå i selskab med seks forfattere. I løbet af seks kilometers gang vil man på skift stifte bekendtskab med tre nulevende og tre afdøde forfattere, der alle har en forbindelse til det område, som man befinder sig i.

”Sundets stilhed”, som forestillingen hedder, er iscenesat af Baggårdteatret i Svendborg på Sydfyn, og de kalder det for ”usynligt teater”. Konceptet, hvor man oplever et stykke fiktion gennem lyd alene, bliver også kaldt for audiowalks eller lydvandringer. I Svendborg følger ruten Øhavsstien, hvor turister typisk vandrer med Fjällräven-rygsække og oplever den sydfynske natur. Man skal sætte lyden i gang på en app på sin telefon ved havnen i Svendborg, hvor færgen mod Ærø lægger til. Her møder man først de to forfattere Josefine Ottesen og Mikael Josephsen, der begge bor i området. De og lydvandringens fortæller, skuespiller Lars Mikkelsen, leder gåturens deltagere gennem villakvarterer og havneområder ned mod en park, hvor den sidste af de tre nulevende forfattere tager sin tur med lytterne.

Mødet med turens tredje forfatter finder sted i en park ved en mindestøtte for søfolk og fiskere, der mistede livet under de to verdenskrige. Her er der udsigt til havet, en af byens kirker og en bro, der fører gående, cyklister og bilister over sundet til øen Tåsinge. Jesper Wung-Sung, der er turens tredje forfatter, lod sig inspirere af omgivelserne, da han begyndte at skrive til lydvandringen. Det fortæller han, da han mødes med Kristeligt Dagblad på sin del af ruten.

”Det med at blive inspireret af omgivelserne giver næsten sig selv. Der er næsten ikke noget mere idyllisk og smukkere end her. Jeg plejer at sige, at der er tre ting, som jeg har forstand på: kunst, fodbold og havet. Havet minder en om de vilkår, som man lever under som menneske. På en og samme tid er man meget stor og meget lille, og havet minder en om det. Man er et forsvindende lille punkt, men man har samtidig mulighed for at kappe trosserne og sejle langt væk. Jeg synes, at jeg har fået noget eksistentielt forærende på denne rute, som man ikke får på en café i en storby. Der får man en fornemmelse af, at man lever evigt, fordi man ikke bliver mindet om sin egen forgængelighed. Det her landskab har en implicit eksistentiel påmindelse, som gør det til et fantastisk sted at skrive til.”

Når man træder ind i Jesper Wung-Sungs univers på en grussti, der fører en videre på ruten og væk fra mindestøtten i parken, møder man som det første en karakter fra en af hans romaner. Det er zombien Zam fra bogen af samme navn fra 2015. Og der er to grunde til, at Jesper Wung-Sung har valgt, at man skal have Zam som følgesvend på turen. Den ene er selve det, at man er ude at gå, og den anden handler om en udvikling i hans forfatterskab, som han først er blevet opmærksom på senere.

”Jeg har taget ham med, da det skaber en opmærksomhed på det at gå. En zombie er karakteriseret ved sin meget langsomme, slæbende og meget lidt yndefulde gang. Men Zam prøver på at være ligesom et menneske og forsøger at gå så pænt, som han kan. På trods af at der i virkeligheden er mange, der går grimmere end zombier. Men jeg har også taget ham med for, at turen skulle handle om det at være anderledes. Derfor har jeg også taget en anden karakter med, som både er fra virkelighedens og fiktionens verden, nemlig min oldefar, San Wung-Sung, som jeg også skrev om i ’En anden gren’,” siger Jesper Wung-Sung.

Han har også taget sin oldefar med på turen for at introducere ham til landskabet, og når man går langs grusstien, der fører en gennem parken, er der også en del at kigge på. Til højre op ad en bakke ligger en kirkegård, der hører til kirken, og når man forlader parkens område, går man ind i et villakvarter, hvor der også er badebroer, der gør det muligt at hoppe i sundet. Jesper Wung-Sung tænker på, hvordan oldefaderen San Wung-Sung gik rundt i København og blev mødt af verden som en zombie.

”Alle stoppede op og pegede, sporvognene standsede, og folk kiggede ud ad vinduet for at se en kineser. På en måde siger de to karakterer meget om litteratur, for det var først efter, at jeg skrev ’En anden gren’, at jeg kunne se sammenhængen. Jeg havde i virkeligheden stadig skrevet mig tættere på at skrive historien om mine oldeforældre, og jeg havde tematisk kredset om det samme i mange af mine bøger: Det at være anderledes, at ønske at være normal, at være uden for et fællesskab, men drømme om at høre til,” siger han.

Og han synes selv, at det er oplagt, at han beder sin læser om at tage stilling til det samme, som han gør i sine bøger. For faktisk mener Jesper Wung-Sung, at der er en klar forbindelse mellem at stå ude langs havet i sine vandrestøvler og at sætte sig i sin sofa med en kop kaffe og læse en bog.

”Der er en umiddelbar modsætning mellem de to ting. Men de har samtidig et skæbnefællesskab, da man møder sin egen eksistens. Når man går for ikke at nå noget sted hen, ikke for at nå bussen, ikke for at gå i et indkøbscenter, men for at gå en tur, er det et øjeblik, hvor man får en påmindelse om at være i live og en mulighed for at tænke over livet. Det er det samme, som læsningen gør ved os. Vi læser for at møde en anden og samtidig møde os selv som den anden. Det rum har de tilfælles og den mulighed for refleksion.”

Slægtskabet mellem læsning og gåturen er også en af grundene til, at Jesper Wung-Sung har sagt ja til at bidrage med tekst og sin egen stemme til lydvandringen. Og så er han i arbejdet med projektet også blevet glad for konceptet. Han mener, at lydvandringen åbner for både en fælles og individuel oplevelse på en og samme tid.

”Vi mennesker lever på en eller anden måde af at fortælle historier, i hvert fald vores egen, og af at få fortalt historier, og det her er en smuk og intim måde at fortælle og få fortalt en historie på. Der er både den enkelte og fællesskabet til stede. Audiowalken ligger mere i forlængelse af at gå til en koncert eller se et teaterstykke – du skal bevæge dig ud for at deltage, du skal træffe en beslutning om, at nu går vi ud med det her formål om at høre den her historie, langs den her rute. Der er noget livsbekræftende og dynamisk i, at man handler.”

Efter at have vandret med Jesper Wung-Sung og hans karakterer i en 20 minutters tid, er det tid til at sige farvel og på gensyn til dem og goddag til lydvandringens afdøde forfattere: Karin Michaëlis, Tom Kristensen og Bertolt Brecht. De bliver alle tre vakt til live af Lars Mikkelsens stemme, som tager de gående med ind i deres litterære universer. Går man hele ruten, slutter turen ved det hus, hvor Bertolt Brecht boede i sin tid i Svendborg. Derfra kan man så vende om og gå tilbage eller sætte sig i en bus mod Svendborgs centrum.

Vi mennesker lever på en eller anden måde af at fortælle historier og af at få fortalt historier.

Jesper Wung-Sung
Jesper Wung-Sung har valgt at bruge to karakterer fra sit forfatterskab til at sætte fokus på ensomhed og ønsket om at høre til et sted. – Foto: Sophia Juliane Lydolph